G8: Topmøde under folkeopstande

Leder
Kommunistisk Politik 6, 2013

 

 

Belfast tog imod G8-landene med demonstrationer. Det samme sker, hver gang otte af verdens store imperialistmagter træffes for at træffe aftaler om nyopdeling af markeder og indflydelsessfærer eller visse reguleringer af den indbyrdes økonomiske konkurrencekamp.

Den tid er for længst forbi, hvor folkene forventede sig noget positivt derfra, og derfor holdes de i nærmest befæstede byer.

G8 er USA og de store EU-lande og EU-kommissionen samt Rusland. Store økonomer som Kina, Indien og Brasilien er holdt ude. Og de aftaler, der træffes, går ud på at cementere og styrke USA’s og EU’s samarbejde om at beherske verden politisk, økonomisk og militært, mens Rusland ’neutraliseres’. Alle deres aftaler træffes på arbejderklassens og folkenes bekostning.

Det er G8 og ingen andre, der har været kernen i at gennemføre den nyliberale globale offensiv, der har kastet millioner og atter millioner ned i håbløs fattigdom og forgyldt rigdommen, mens den ene imperialistiske krig med garanteret massedød og smadring af de angrebne lande har afløst den anden: Afghanistan, Irak, Libyen, Mali, Syrien …

Lige nu er det Syrien, der er i skudlinjen. USA kanaliserer avancerede våben, kemiske indbefattet,  til ’oprørerne’, der også bevæbnes af de mest reaktionære islamiske lande som Saudi-Arabien og Qatar – og af Tyrkiet.

USA og Al Qaeda går hånd i hånd i Syrien. Snakken om en ’politisk løsning’ er et skuespil til ære for verdensoffentligheden. Summen af USA’s, NATO’s og EU’s krigsforbrydelser øges konstant. Og folkene vil vide at stille dem til regnskab før eller siden.

De kapitalistiske politikere og de kapitalistiske medier spreder uophørligt en propaganda om, at de som ’verdens ledere’ tager ansvar for at løse den kapitalistiske krise. Det er overhovedet ikke det, deres møder handler om. De drejer sig om at sikre kapitalistklassens profitter og dens herredømme. De drejer sig om at sørge for, at det ikke er dem, at det ikke er de rige, der kommer til at betale for krisen, men arbejderne og den brede befolkning.

Deres nyliberale økonomiske opskrifter har kun ført til dybere kriser. Udviklingen i det stadig mere forhadte EU er bare ét, om end ubestrideligt, eksempel.

Den store ’vækstkanin’, G8-topmødet trak op af hatten, er skabelsen af ’verdens største frihandelsområde’ i form af en aftale mellem USA og EU.
EU-eliten er vild for at få en sådan aftale stablet på benene.

Storkapitalen glæder sig. Dansk Industri vejrer mere profit:
Vi har i mange år arbejdet for at knytte tættere handelsmæssige bånd mellem Europa og USA, som vi har så mange fælles værdier med. En frihandelsaftale vil indebære store og åbenlyse fordele for begge parter, siger direktør Thomas Bustrup, DI.

EU-Kommissionen ser en sådan frihandelsaftale som den bedste og billigste måde at skabe fornyet vækst i den kriseramte eurozone; den forventer, at den vil betyde en eksportvækst på 28 pct.! Det danske udenrigsministerium anslår på den baggrund, at den danske eksport vil øges med 20-25 milliarder kr., hvilket ifølge DI svarer til 12-14.000 nye danske job.

Det handler om profitsikring, der garneres med løfter om vækst og jobs i en tid, hvor krise og nyliberale nedskæringer har sat nye arbejdsløshedsrekorder og nye fattigdomsrekorder, og ikke kun i ulandene. Regningen lyder på højere arbejdstempo, stærkere lønkonkurrence og lavere løn, forringet forbrugersikkerhed, flere miljøtrusler og endnu flere nyliberale reformer.

Og det handler om kamp mod konkurrenterne. Om at lave en ’handelsmur’ ikke mindst mod Kina.

En frihandelsaftale mellem EU og USA bringer intet godt for folkene.

Mens G8-mødet blev afholdt, udviklede de folkelige protester i Tyrkiet og i Brasilien sig – imod milliarddyre megaprojekter for begrænsede klikers profit, der betales af de mange.

Løfterne fra G8 om at sætte ind mod de multinationale selskabers skatteunddragelser vinder ingen tiltro. Kampene mellem arbejde og kapital og mellem borgerskabets regeringer og deres folk skærpes – i det kriseramte EU, i det lovpriste Tyrkiet, i ’udviklingsmiraklet’ Brasilien. Overalt i verden faktisk.

Danmark rystes også af en skærpet klassekamp. Undertiden bliver den endog meget synlig, som under lærerlockouten eller pibekoncerterne 1. maj. På trods af gimmicks som det bornholmske ’folkemøde’, et propagandastunt for de kapitalistiske politikere, rasler tilliden til dem nedad.

Selvom Enhedslistens dagpengeaftale mod SRSF fik lagt en øjeblikkelig dæmper på modstanden mod de nyliberale reformer samlet i Vækstplan.dk, der stort set uantastede skal køres igennem sidst i juni, vil der ikke blive skabt ro på bagsmækken. Heller ikke kommunalvalgkampen vil kunne genskabe noget, der ligner politisk stabilitet.

Ikke i G8, ikke i G20 og ikke i Dk2013.

Netavisen 20. juni 2013