SF har afsløret sig som et borgerligt og reaktionært parti: Hvad så ?

Af Martin D

Socialistisk Folkeparti, SF, står i partiets absolut største krise i denne her periode. En krise som, hvis man kigger 5-10 år frem, truer partiet på dets eksistens. En kommentar fra Kommunistisk Politik ved SFs landsmøde


Borgerlige og småborgerlige analytikere har længe fundet grunden til partiets krise i spørgsmål om form. I SF selv er det også der,  der søges, og her  findes svar som at ‘SF har ikke været gode nok til at profilere sig selv’,  ’SF er druknet i parløbet med Socialdemokraterne’, ‘Villy-effekten er død’.

Men politiske partier falder ikke sammen på den måde som SF gør, på grund af problemer i form. Det gør de til gengæld pga. problemer i indhold, i politikken.

SF blev stiftet i sluthalvtredserne med den tidligere DKP-formand Aksel Larsen i spidsen, som et part, der placerede sig politisk ’mellem’ Socialdemokratiet og Danmarks Kommunistiske Parti. Det skete som en følge af de nye vinde, der blæste i Sovjetunionen i 50’erne, der allerede dengang omformedes til et  post-revolutionær og post-socialistisk samfund. Aksel Larsen var først betaget af de nye liberalistiske toner (som det kunne kaldes i dag), og broderede videre på dem, indtil han helt brød med DKP og bevægelsen omkring Sovjetunionen.

Fra først af var SFs grundlag en skarp afskærmning af kræfter, der lå til venstre for det ny parti. Til at starte med især DKP. Derimod var afskærmningen mod højre ikke nært så grundlæggende og generel. Afgræsningerne her skal i højere grad findes i enkeltstående politiske spørgsmål, som f.eks. holdningen til NATO, EU mv.

I disse spørgsmål var partiets modstand i mange tilfælde af opportunistisk karakter og uden betydning for beslutninger på den parlamentariske scene.

En undtagelse var, da interne SF-stridigheder førte til, at en gruppe i partiet, der tog det erklærede grundlag mere for pålydende, parlamentarisk gav dødsstødet til S-regeringen Krag, 1966-67 – det såkaldte ’røde kabinet’ med fast koordination mellem S og SF –  og efterfølgende dannede partiet Venstresocialisterne (VS), nu opgået i Enhedslisten.

På den mere aktivistiske scene lykkedes det SF at tiltrække en del folk med deres retorik, der lå lidt til venstre for aktuelle norm på den parlamentariske scene.


Lang tur mod højre

SFs politiske vej har været en lang tur mod højre, kun afbrudt af midlertidig træden vande, inden et nyt ryk kunne tages – med skiftende partiledelser i front.
Anti-militarismen fra partiets start er fuldstændigt væk og erstattet af fuld støtte til den danske krigsdeltagelse, der har præget udenrigspolitikken de senere år.. Modstanden mod NATO er naturligt nok forsvundet i samme anledning, og modstanden mod EU vendt til støtte.

Sidstnævnte vending kom på et meget belejligt tidspunkt for det danske og europæiske borgerskab – nemlig op til omafstemningen om Maastricht-traktaten i 1993.
Hvor spørgsmålet om ’det røde kabinet’, og hvornår man har hvilket standpunkt, i 1960erne handlede om,  hvor vidt Socialdemokratiet kunne danne en traditionel kapitalistisk regering med SF som støtteparti, er der i dag ikke noget –  og slet ingen parlamentariske kræfter –  der hindrer SF i at danne regering med Socialdemokraterne og Radikale Venstre.

Enhedslisten viderefører på mange måder både 70ernes VS’ og 70’ernes DKP, og det har hele vejen igennem foretrukket og støttet socialdemokratisk ledte regeringer (’røde’ regeringer, ’arbejderflertal). Partiet tilbød sig villigt som parlamentarisk grundlag for den nuværende SRSF-regering.

Beruset af magtudsigten kom SF med i en regering, der fører indtil flere samtidige krige og fortsætter og intensiverer Fogh/Løkke- og tidligere regeringers nyliberale politik. En regering, som , intet opgør tager med det seneste årtis  repressive lovgivning og dens fascistoide elementer.

Kort sagt en regering, der både fører NATOs krige uden for landets grænser, og  pro-aktivt fører borgerskabets krig mod egen befolkning, ikke mindst arbejdere og ungdom, inden for landets grænser.

Partiets strategi, eller resterne af den, er pudsigt nok den samme som i folkesocialismens unge dage; træk Socialdemokraterne til venstre; og som Socialdemokratiets før SF: Træk hele verden, inkl. borgerskabet, til venstre med reformer, og bekæmp for alt i verden de farlige revolutionære bevægelser. Skab et nyt demokrati ved at hylde det bestående som noget nærmest eviggyldigt og ophøjet.

Det er en reformistisk og venstrereformistisk strategi, der på ingen måde har forhindret, at der er ført en realpolitik, der er både reaktionær og borgerlig.


Opportunisme i inderkredsen

Afsløringer, skiftende holdninger, benægtelser, opportunisme, løgne mv. har været ret betegnende for SFs formænd og inderkreds. Fra før stiftelsen var det Aksel Larsens møder og samarbejde med CIA. Derefter var det Gert Petersen, der nægtede at han havde været medlem af nazist-partiet, for så senere at indrømme det, Så var det Holger K og konen, der pludseligt sagde JA til Unionen.

Og i nyere tid er det Villy Søvndal, der leverer talrige eksempler på vendekåberi og populisme. Et af de mere kendte, Villys mange plejehjemsbesøg, var ikke bare en løgn, men et eksempel på den stil der blev, og bliver, kørt i SFs ledelse.

Fra at tale til demonstrationer som ”Velfærd til Alle!”(2006), antikrigsmarkeringer og lignende er Villy gået i spidsen for SFs borgerlige nyliberale kurs.

Graden af opportunisme hos Villy og i SF har forbavset mange, men hvor de først blev taget på sengen, bliver de nu i større grad taget i at stemme på nogle andre.

Opportunisme var det også, da man under Gert Petersen forsøgte sig som et ‘bevægelsernes parti’. Alle var de velkomne i SF, feministerne, grønne, hippier, universitetsmarxister, fredselskere osv. Velkomne til at stemme på partiet, og arbejde for at partiet gik frem i meningsmålingerne.

På bedste liberale vis var armene åbne i partiet, men partiets ensrettede vej mod højre fik med tiden enten skræmt folk væk igen, eller trukket med gennem sølet og ud mod højre.

I dag er der ingen, der tænker på SF som et ‘Bevægelsernes parti’ og bl.a. partiets JA til EU i 1993, og dets brud med Folkebevægelsen mod EU og egen opstilling til EU-parlamentet, var blandt stenene på den vej.


Børnebanden er flygtet

De for tiden mest omtalte partiskift fra SF er børnebandens, som har støttet op om Villy og Sohns retning for SF. De er for de flestes vedkommende rykket til Socialdemokraterne.

Men den lille gruppe yngre frafaldne folkesocialister udgør kun en meget lille del af den afskalning, der sker i partiet. De har først rykket parti efter at SF er strøget langt tilbage i meningsmålingerne. Derimod er SFs stemmer og nogle medlemmer, for en pæn del, rykket længere til venstre, eller måske nærmere blevet stående, og har set partiet rykke til højre.

Det nylige opbrud i den yngre gruppe kommer efter Annette Vilhelmsen  vandt formandsvalget, men reelle  grundlæggende politiske grunde kan der ikke findes i forklaringerne fra den yngre gruppe på deres farvel til SF. Der er for dem tale om karriere og kyniske beregninger ud fra dette.

Thor Möger kunne se, at hans  tid som Villys kæledægge i partiet var slut. Med 684  personlige stemmer, og manglende valg til folketinget, var der heller ikke noget opbakning at hente hos vælgerne.

At vinde samme position, som  Thor havde i SF tager år, og at avancere som en grålig eminence hos Socialdemokraterne stod ikke lige for, men heldigvis – for ham – stod DR klar med jobtilbud.

Formandsvalget kom i først kort efter at ministerpensionen var sikret for det første hold af SF-ministre. En del af forklaringen på det udeblevne større partislagsmål skal findes her.

Ole Sohn, der ikke just er ‘yngre’, men var Villys højrehånd, kan også se frem til en jævnligt tilstrømmende ministerpension, sikrere end Moskva-guld.  

Mattias Tesfaye, der noget misvisende er blevet kaldt arbejderist, har endeligt, efter omkring 15 søgende år, og medlemskab af DKP-ML, Enhedslisten og SF,  fundet et nyt ståsted. Når han nu siger, at han nok altid har været socialdemokrat, stemmer det som ikke meget andet af det, han siger.

Mattias har i perioder gjort meget ud af at snakke om bl.a. løn og østarbejder-problematikker, kan fortsat se frem til at agere i et EU-parti Til gengæld bliver han måske fri for  at skulle diskutere ting som flygtninge-politik, miljøpolitik, og andre af hans aversioner. Vi venter nu på, at Mattias optræder som en anden afhopper fra Enhedslisten. Pernille Rosenkrantz-Theill, der sprang SF over og gik direkte til moderpartiet kommer ud som forsvarer af kontanthjælpsreform og arbejdsgiver-lockouter og regeringsindgreb mod fagforeninger og arbejdere.

Emilie Turunen tager nærmest et Margrethe Auken/SF-mandat i EU-parlamentet med over til Socialdemokraterne og pisser vælgerne ned af ryggen på en sådan måde,  at der bør rejses en diskussion om lovgivningen for valg af delegerede, samt af Emilies direkte antidemokratiske indstilling til valg og stemmer.

Jesper Petersen gik fra en post som SFs politiske ordfører (!) til at blive hilst velkommen i den rigtige socialdemokratiske familie. Om der reelt havde været politiske forskelle, uenigheder, stridigheder eller andet, ville et sådan partiskift ikke have løbet af stablen uden kampe. Medmindre selvfølgelig at Jesper lurepassede, med sin egen personlige karrieredrøm i front.

Nu sidder han og nogle af de andre nyslåede S’er  med et mandat i folketinget, ikke mindst skabt af SFUeres og støtters timer, dage, nætter, og uger i lygtepæle og med løbeseddels-uddeling.

Pludselig var  også SFU’ernes formand 2011-13 Gry Møger Petersen, Thors søster, glad socialdemokrat. Desuden hører Kasper Bjerring og Nanna Vesterby til dem,  der har taget turen over i Socialdemokraterne.

Nanna Vesterby, Thors samlever, Emilie Turunen og Jesper Petersen er ligesom Gry tidligere SFU-formænd og  kvinder.


Ingen ny boller med Annette

Da Annette Vilhelmsen blev valgt som formand, var det for baglandet i SF et forsøg på og et håb om andre boller på suppen. Nedtur!

Det er langt fra første, og bliver ikke sidste gang,  at folk på valg, heriblandt formandskandidater, profilerer sig som ‘til venstre’ for en modkandidat, for så at blive valgt, og afsløret.

Men det efterlader baglandet i SF yderligere lammet; mere grundlæggende forsikret om at der ikke kan gennemføres reelle ændringer i partiet. Forsøget er gjort, uden nogen som helst effekt, og det er afsløret på få måneder.

På mange måder minder formandsskiftet i SF om det seneste regeringsskifte. Derfor vil partiet fortsætte med at bløde, og stemmer og medlemmer vil fortsat sive væk.

Partiledelsens eneste aktion er at fortsætte som om intet er hændt. I det seneste F! (medlemsblad for SF) er krisen i partiet overhovedet ikke omtalt. Ej heller præsenteres den nye politiske ordfører Jonas Dahl som ny ordfører, men blot som ordfører.

Alt fortrænges, holdes nede, og heller ikke hjemmesiden byder på noget debat eller kommentarer om emnet.

Måske er det, fordi der ikke findes nogle gode argumenter til medlemmerne om, hvorfor man ikke skal forlade partiet. I alle tilfælde minder ‘alt er som det plejer’ manøvren ret meget om en karikatur af det post-revolutionære og post-socialistiske Sovjetunionen, som det på sin vis udspringer af.


Hvorfor SF falder sammen nu

Det er ikke et tilfælde, at SF næsten falder sammen på nuværende tidspunkt. Den økonomiske krise, verden har befundet sig i siden 2008, er ikke og kan ikke bare være en krise af økonomisk karakter. En økonomisk krise er en grundlæggende modsætning i kapitalismen.

Når krisen har en størrelse som den nuværende, vil dens rystelser ramme hårdt ind i det politiske liv, med en kraft som er svær at forudse.

Der er ikke udelukkende tale om, hvilken vej ud af krisen et parti vælger, om der skal skæres ned eller ej, men om at kapitalismens gamle manøvrer og de småborgerlige teorier ikke længere har den samme gennemslagskraft.

Der er tale om, at et partis strategi og grundlæggende tænkning bliver sat på prøve. I et tilfælde som  SF afsløres det  som et helt igennem borgerligt og reaktionært parti. Klar til hvilke nedskæringer kapitalen end skulle kræve,  klar til de krige som kapitalen og dens krigsinstrument NATO vil have.


Løses SF’s probler ved at forlade regeringen?

Kapitalen har i næsten hele den kapitalistiske klassekamps epoke benyttet sig af ‘arbejder’-, og andre ‘progressive’ og ‘oppositionelle’ partier som et venstreorienteret alibi for det kapitalistiske system.

Klart mest udbredt, historisk og geografisk, er socialdemokratierne, men flere andre har spillet og spiller aktivt den rolle. Igen og igen loves det arbejderne og ungdommen, at fremtiden er lys, hvis bare der spares lidt mere, igen og igen loves det kvinderne at ligestillingen er lige om hjørnet, eller faktisk allerede er her (!)

SF er afsløret som netop det venstrealibi for borgerlig politik det altid har været, ikke mindst fordi krisen er slået ind. SF  kan ikke dække sig bag ord. De handler som, regeringsparti, og står stadig  tydeligere for stadig flere  på kapitalens side. Som krisen skærpes, trækkes linjerne i klassekampen skarpere op.

SFs  linje for regeringsdeltagelse stiller partiet  mere i skudlinjen end tidligere. Men SFs problemer som parti kan ikke løses ved at forlade regeringssamarbejdet, Hele det SF-projekt der er opbygget over en del år, og på sin vis siden stiftelsen, er netop spundet op på fuld deltagelse i regeringssamarbejde.

Regeringsdeltagelsen ligger i naturlig forlængelse af SFs udvikling. Det vil være naturligt at spørge dem, der håber på et brud med den linje, hvad SF så skal?

Bevares –  i hypotesen om afbrydelse af regeringssamarbejde er der fundet en løsning på ’formmæssige’  problemer, som at stå i skudlinjen som regeringsparti.

Men de politiske problermer: Partiets  støtte til EU, til NATO, til kapitalistisk økonomiske vækst som vej ud af krisen, til nyliberalisme osv. vil stadig stå i diametral modsætning til arbejdernes, ungdommens og folkenes interesser.

 
Stil SF til ansvar!

Opgaven for de progressive og revolutionære kræfter, for arbejderne og ungdommen, er ikke at begræde SFs nedgang, ej heller at spekulere så meget i hvordan SF kunne agere i den aktuelle situation – men i at bekæmpe SRSF-regeringens borgerlige og reaktionære politik. Samt derunder at glæde sig over de mange afvisninger af SFs forsøg på dobbeltspil, med en rødlig profil på den ene side, og en borgerlig sort politik på den anden.

I et desperat forsøg på at virke fattede og modne, griber SFere i høj grad nu til argumentet om at ’tage ansvar’, og at udstille de mange utilfredse som ansvarsløse og ansvarsfralæggende.

 Det er på ingen måder en ny taktik i dansk politik, flere partier bruger rutinemæssigt sådanne vendinger i deres forsvar for ført politik.

Progressive og revolutionære, arbejdere og unge, kan ikke på nogen som helst måde anerkende, at  det er ‘Ååh så hårdt og svært’ at være et regeringsparti i det borgerlige parlament. Opgaven består i at stille SF til ansvar for den borgerlige og reaktionære politik som det i snedige selvmodsigende retoriske vendinger selv søger at fralægge sig – ved at sige at partiet tager ansvar… (!)

Der kunne siges og uddybes meget andet om SF, om måden partiet spreder afmagt på, om måden det interne parti-‘demokrati’ fungerer på, om den flygtninge-politik, partiet har tilsluttet sig i regeringen (men tragikomisk undsiger sig når det konfronteres med den), om partiets historiske rolle og de forræderier det har deltaget i, om den totale mangel på forståelse af kapitalismen, og partiets de facto kamp mod socialismen.

Den historie vil blive måske blive skrevet senere, for nu er det mobilisering af masserne mod SFs og regeringsfællernes borgerlige og reaktionære politik det gælder.

Kun skal der til sidst lyde et bjæf om vagthunden, Enhedslisten, og den arv, de overtog fra SF, da EU-afstemningerne og kampene i 1992-93  var afsluttet, og Enhedslisten ’stod lidt til venstre’ for de andre på den parlamentariske scene.

Enhedslisten er nemlig af samme støbning som SF, og vil bevæge sig mod højre på samme måde som SF:

De  understøtter den aktuelle regering, stemte for Libyen-krigen, støtter danske krigsskibes tilstedeværelse ud for Somalias kyst, partitoppen ønskede selvstændig  opstilling til EU-parlamentet og et brud med den brede EU-modstand. Røsterne i Enhedslisten om højredrejning er  tilstede, ligesom skuffelsen også er der.

Argumentet om ‘at tage ansvar’ er der også. Her hedder det bare ‘at sætte sine fingeraftryk’.

Uanset hvad er det den samme forbrydelse mod revolutionen og socialismen, og den vil også blive opklaret og afsløret.

Netavisen 3. maj 2013