Efter Chavez’ død: Hvorhen Latinamerika?

Af Klaus Riis 
Opdateret 7. marts 2013

Honduras: Arbejdere protesterer mod det amerikansk-støttede kup 2009

De borgerlige medier har ikke været sene til at skabe en ny myte i forbindelse med den venezuelanske præsident Hugo Chavez’ død: Han efterlader ’et tomrum’ – og ’tomrummet’ udfyldes med spekulationer om, hvilken vej Venezuela og resten af Latinamerika vil gå.

Men der er ingen tvivl om, hvilken vej folkene ønsker at gå.

I Venezuela demonstrerede de det ved præsidentvalget i oktober, hvor Chavez sejrede med en betydelig margin på trods af USA’s undergravningsforsøg  og den venezuelanske reaktions uafbrudte løgnekampganer.

Og det er den samme vej, folkene i de øvrige latin- og mellemamerikanske lande ved talrige valg og millionstore manifestationer i gaderne peger på og kæmper for. Vejen til national uafhængighed og sociale fremskridt, mod imperialisme og reaktion.


Farlig situation efter Chavez’ død

USA, der har betragtet Latinamerika som sin baggård, og behersket kontinentet gennem militærmagt, intervention, kup og vasalregimer, indbefattet en lang stribe fascistiske militærjuntaer, har arbejdet uafbrudt imod en progressiv politik og etableringen af progressive regeringer, uanset hvordan de kommer til magten.

Den amerikanske imperialisme opretholder på sjette årti (siden 1960) en blokade af Cuba. I 1973 stod USA bag militærkuppet mod den folkevalgte socialistiske præsident Salvador Allende i Chile, hvis fald indledte en tragisk periode, hvor Chile blev et laboratorium for nyliberal økonomisk politik, som drastisk omstødte de sociale reformer og indførte et tøjlesløst markedsdiktatur, holdt oppe af våben.

Den nye bølge af progressive massebevægelser, der har væltet en række udtalt pro-imperialistiske lakajregimer, er fra amerikansk side blevet mødt med undergravning, indblanding, kup og kupforsøg, om end indtil videre uden direkte militær intervention, selvom amerikansk militær har omfattende støttepunkter og baser i regionen.

Kupforsøg mod Chavez mislykkedes, men i Honduras lykkedes det med et kup  i 2009-2010 at bringe et pro-imperialistisk regime til magten, der straks gik til angreb på fagbevægelsen og arbejderklassens kamporganisationer. Det samme skete i Paraguay i 2012, da præsident Lugo afsattes ved et statskup.

Kampen om hvilken vej, Latinamerika vil gå, er langt fra slut. USA’s pres og undergravningsvirksomhed er strategisk og konstant.

Men USA afventer også taktiske situationer for at realisere deres planer vendt mod folkene. I nogle år har angrebene på Cuba været relativt beherskede. Man afventer Fidel Castros død og resultaterne af de kapitalistiske reformer, der er gennemført under Raul Castro.

I Venezuela har højrefløjen med amerikansk backing oprustet til en ny runde om magten i forbindelse med Chavez’ sygdom. Vicepræsident Maduro står over for veludrustede modstandere, der ikke vil sky nogen midler for at gribe magten.

Venezuelas Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti opfordrer i en udtalelse ved præsidentens død arbejderklassen til ‘at forberede sig på at imødegå og beejre de reaktionære, der ikke vil tøve med voldeligt at tilintetgøre de fremgange, der er opnået under ledelse af præsident Chavez’.

PCMLV betegner Hugo Chavez som ‘en stor humanistisk, patriotisk, progressiv og konsekvent revolutionær statsmand’, som forblev det til det sidste.

Se
Palabras del PCMLV ante la muerte del Comandante Chávez

USA kan vurdere, at tiden er inde til at forsøge at rette et nyt større slag mod nutidens folkelige regimer og progressive bevægelser i Latinamerika.

Mod højreregimer og falske ‘venstre’-regeringer

De folkelige reformprojekter knirker. I Ecuador f.eks. har præsidenten Correa indledt en undertrykkelse af  indfødte organisationer og arbejder- og studenterorganisationer og –ledere, som er kritiske over for hans stadig mere udtalte anti-folkelige politik.

Det er en understregning af, at regimer, som er valgt på en anti-imperialistisk og socialt progressiv platform, ikke mindst under krisens tryk, kan kaste masken og afsløre sig som kapitalens og imperialismens regeringer.

Det er ikke mindst, det som er sket i Latinamerika.

Det årlige seminar i Quito, Ecuador om ’Revolutionens problemer i Latinamerika’, der samler marxistisk-leninistiske og revolutionære partier og organisationer, behandlede den 16-20. juli sidste år netop denne udvikling.

I den afsluttende erklæring hedder det:

“Mens der i en række latinamerikanske lande stadig er utilslørede højreregeringer, som åbent har solgt sig til imperialismen, er der i andre lande fremstået såkaldt alternative og progressive regeringer. I nogle af disse er der  ved visse lejligheder blevet gået konkret til modstand mod imperialismens politik, og det fortjener folkenes støtte.

På baggrund af deres egen politiske erfaring har fraktioner af bourgeoisiet i forskellige lande manøvreret for at udnytte massernes utilfredshed for deres egne formål.

De lader som om de gør de programmer og krav imod nyliberalismen og for en uafhængig udvikling med social retfærdighed, som de folkelige bevægelser og venstrefløjsorganisationerne har rejst i årevis, til deres egne.

Men massernes forventninger og entusiasme for disse regeringer, som har lovet at overvinde en ydmygende og tilbagestående fortid, støder sammen med realiteterne, når disse regeringer gennemfører deres virkelige programmer og forærer naturrigdommene, for nærværende især miner, til udenlandske selskaber; når udlandsgælden bliver ved med at være der, skønt kapitalen kommer fra andre imperialistiske centrer; når folkelige protester kriminaliseres; når forhandlinger om frihandelsaftaler  fortsætter under nye navne, eller når regeringspropagandaen tykt overdriver, hvad der faktisk sker på det sociale område. (…)

Under disse nye betingelser bliver den kamp, som arbejderne og de revolutionære organisationer udkæmper, mere kompleks, eftersom det står relativt tydeligere for masserne, at de må vende sig imod og bekæmpe en åbenlkyst højreorienteret regering, der er forbundet med udenlandsk capital, end mod én, som demagogisk hævder at ville skabe forandringer på de riges bekostning, selvom de i realiteten ikke gør andet end at underbygge hele kapitalens system for herredømme og forsvarer de lokale herskende klassers og den imperialistiske finanskapitals interesser.

For at folkenes revolutionære kamp skal opnå fremgang er det afgørende at afsløre og besejre disse demagogiske og populistiske regeringer, der har solgt ud, og som volder alvorlig skade på udviklingen af den folkelige organisering og kamp. Det er nødvendigt at bekæmpe disse regeringer, men vi må på ingen måde spille i hænderne på de andre borgerlige ’højre’-fraktioner.

Arbejdernes og folkenes kamp – som en uafhængig klassepolitik for at erobre social og national frigørelse – tvinger dem til at bekæmpe og besejre både den ene og den anden fraktion af borgerskabet.”

Se hele udtalelsen fra det 16. internationale seminar på engelsk

With the Workers and the Peoples in the Independent Struggle for the Revolution and Socialism

De marxistisk-leninistiske partier i Latinamerika: Byg store partier med en omfattende massebasis

De marxistisk-leninistiske partier fulgte Quito-seminaret op med en udtalelse, der yderligere konkretiserede nødvendigheden af at afsløre de venstrepopulistiske regimer, der reelt tjener oligarkierne og imperialismen, så vel som at skubbe nyt liv i kampen for progressive reformer i lande med forældede anti-folkelige forfatninger og regimer.

ML-partierne i Brasilien, Colombia, Den Dominikanske Republik, Ecuador, Mexico, Peru og Venezuela stillede det som en kampopgave at udvikle sig til partier med en omfattende massebasis: “… at udvikle os til store partier, som har indflydelse på vores landes politiske og sociale liv, hvad der er en uomgængelig betingelse for at være i stand til at lede den revolutionære proces”, som det hedder i udtalelsen.

De forsøger med andre ord at etablere reelle folkelige og revolutionære alternativer til både de åbne højreorienterede lakajregimer for imperialismen og de skjulte demagogiske og venstrepopulistiske kræfter, som ved magten fører en pro-imperialistisk politik og en linje for utilladelige kompromis’er med oligarkiet, og bremser den revolutionær fremmarch, der er folkelig basis for.

Se
Udtalelse fra de marxistisk-leninistiske partier i Latinamerika (Uddrag)
Ecuador juli 2012

Hugo Chavez’ død kan være indledningen til skærpede klassekampe i hele regionen.


Se også

En venezuelansk legende: Hugo Chavez er død
Netavisen 6. marts 2013

Netavisen 6. marts 2012