Støtten til ‘rød’ blok og regeringen er i opløsning

Myten om de to blokke i dansk politik krakelerer i fuld offentlighed. Der findes ikke to alternativer med hver deres politik. ’Rød blok’ var en illusion. Sådan lyder reaktionerne mange steder fra  efter SRSF-regeringens Vækstplan.dk Ikke mindst blandt mange tilhængere af ’rød blok’, der bragte Thorning og Co.  til magten.

SRSF-planen om at tage mere fra de arbejdsløsem studerende, offentligt ansatte osv og give mere til erhvervslivet har været en ubehagelig øjenåbner for mange, der ønsker et opgør med EU’s asociale reformpolitk, krise- og krigspolitikken.

Se
Nok er nok: Vækstplan.DK vækker stærk modstand
Netavisen 26. februar 2013

I Information konstaterede David Rehling;

”Fortvivlelse må brede sig blandt dem, der ønsker en anden politik end den, VK-regeringerne førte i tiåret 2001-2011. Ved folketingsvalget i 2011 var der et vælgerflertal bag partier med en anden politik på programmet. Dette flertal førte til SRSF-regeringen. Men SRSF-regeringen har ikke ført til en anden politik.
Indtil nu har man kunnet diskutere, om den udeblevne politik skyldes, at regeringspartierne ikke magter den. Eller ikke kan enes om den. Eller giver sig god tid til at tage tilløb.

Svaret er: Ingen af delene. Fordi det rigtige svar er: Regeringspartierne – i hvert fald de regeringspolitikere, der bestemmer – ønsker ikke at føre en anden politik end VK’s. Tværtimod. De ønsker at føre meget mere af den.
I går blev en definerende dag i dansk politik. SRSF-regeringen valgte for alvor side. Den valgte højre side. Temmelig langt ude.”

Se
Den dag håbet døde
Information 27. februar 2013

Illusionstab


Både blandt socialdemokraterne og SFs medlemmer og deres stadig færre vælgere er der stærk uro. SFere kræver partiets udtræden af regeringen. Socialdemokratiske borgmestre går åbent ud mod partiets politik. Der skal være kommunalvalg til efteråret, og partiernes kandidater frygter et blodbad.

Illusionerne om en ny politik med Thorning-.regeringen og SFs indtræden har fået et grundskud.

Enhedslisten og størstedelen af den danske venstrefløj førte som bekendt aktiv kamp for at bringe Thorning og Co. til magten. Sammen med de borgerlige medier var den med til at af pudse myten om ’rød blok’, der ville føre en grundlæggende anden, bedre og mere progressiv politik end Fogh, Løkke og VKO .

Kun Arbejderpartiet Kommunisterne og enkelte andre har hele vejen påpeget, at  ’rød’ og blå blok helt grundlæggende var af samme støbning og førte samme EU-dikterede nyliberale reform-politik.

Derfor har APK  ved folketingsvalgene ikke støttet en Thorning-regering eller anbefalet at stemme på Enhedslisten, som vidt og bredt har forkyndt , at det ville føre til en anden politik, og har definerfet sin rolle som ‘at trække regeringen til venstre’..

APK har peget på nødvendigheden af at skabe et alternativ til både ’rød’ og blå blok -. Et folkeligt og revolutionært alternativ, der ikke sætter alle sine forhåbninger til en parlamentarisk strategi og stemmefremgang for venstrefløjen.

Men det meste af venstrefløjen har fulgt med i Enhedslistens stadig mere pinagtige rolle som regeringens støtteparti, som sikrer den parlamentarisk flertal.

Enhedslisten har stemt for SRSF’s nyliberale finanslove, men mere eller mindre højlydt protesteret mod de koinkrete nyliberale reformer. Det sidste har i meningsmålingenre givet partiet en uset fremgang. Det står nu til mere end 10 pct., mens SF er reduceret til halvt den størrelse. De samme målinger siger, at socialdemokraterne fortsætter deres  vælgertilbagegang, og at Dansk Folkeparti er ved at overhale det.


Johanne holder fast

Illusionstabet ved de seneste afsløringer af SRSF-regeringens karakter som EU’s og kapitalens redskab har rejst en debat blandt venstrekræfterne om Enhedslisten fortsat skal støtte Thorning-regeringen, eller ved at fastholde modstanden mod dens nyliberale politik risikere at vælte den og bane vej for Lars Løkkes genkomst som regeringschef.

Enhedslistens politiske talsmand Johanne Schmidt-Nielsen har givet sit svar: Hun kan ikke se noget alternativ til at støtte Thorning og Co. og fastholder Enhedslistens grundlæggende strategi og taktik: at presse den til venstre.

I Politiken skriver hun:

”Det er ikke underligt, at et så eklatant svigt af regeringens egne løfter fra både før og efter valget fører til skuffelse og splittelse i regeringspartiernes egne baglande. Resultatet er også fornyet kritik fra fagbevægelsen – og frustration og vantro blandt mange af de vælgere, der stemte regeringen til magten.
Ofte bliver vi i Enhedslisten spurgt, hvorfor vi ikke bare vælter regeringen? Og helt ærligt: Det er bestemt en fristende idé. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Tanken har strejfet os mere end én gang. Problemet er imidlertid, at alternativet – Lars Løkke, Anders Samuelsen og Thulesen-Dahl – er lige så elendigt.  (…)

Jeg vil opfordre alle jer til at sige fra. Til sammen med os i Enhedslisten at fortælle regeringstoppen, at den er på gal kurs.
Hvis ikke vi kæmper i fællesskab for en mere solidarisk politik i det her land, kan vi lige så godt forære nøglerne til ministerkontorerne til Lars Løkke. Men det vil være at give op. Og det vil bestemt ikke komme hverken de ledige, de studerende, de ældre eller velfærden til gode. Tværtimod.

Forudsætningen for en mere solidarisk kurs er, at Corydon, Vestager og Thorning bliver presset. Som jeg skrev på Facebook forleden: Der skal råbes højt, og der skal råbes i kor. ”

Se

Det er bestemt en fristende idé at vælte regeringen
Politiken 27. februar 2013

Alt det er en pæn omskrivning for en politik, der er slået fejl. Nemlig Enhedslistens egen parlamentariske ‘presse’-politik. Nu appelleres der  til ofrene for den fhv. ’rød’ bloks vælgere om at støtte den igen og parlamentarisk give Enhedslisten større styrke.

Enhedslisten er i gang med en programrevision, der skal nedkøle det retoriske præg af socialisme og revolution og bringe det i overensstemmelse med partiets rent parlamentariske fokus og manglende strategi for socialistisk forandring.

Der ligger dets problem.

‘Kommunistisk’ Parti uden fløjlshandsker

‘Kommunistisk’ Parti har fulgt liste Ø i tykt og tyndt og gennem avisen Arbejderen bidraget til at sprede illusionerne om ’rød’ blok. Herfra kommer der heller ikke nye tanker, ikke engang en klædelig opportunistisk selvkritik. I en leder i avisen skriver man uden blusel:

” Retningen for Thornings politik er for længst lagt af EU’s finanspagt, som regeringen har bundet danskerne op på.
Det er den samme politik, der tyske politikere til at diskutere om kasserede færdigretter med hestekød skal uddeles til fattige spaniere, grækere og tyskere. Det er en politik, der gør os alle sammen fattigere til fordel for erhvervslivets absolutte top.

Det er på tide at tage fløjlshandskerne af over for en regering, der har forrådt sine vælgere. Det er på tide at sige klart nej til Thornings hestekur!”

Se
Nej til Helles hestekur
Arbejderen 27. februar 2013

Thorning-regeringens nyliberale politik kommer ikke af tilslutningen til EU’s finanspagt. Det er omvendt: Dens grundlæggende nyliberale karakter har fået den til at tilslutte sig finanspagten – henover hovedet på danskerne og alle demokratiske normer.

For et par måneder siden lovpriste ‘K’P’s formand Enhedslisten for at stemme for den EU-blåstemplede finanslov for 2013.

Vi får at se, hvordan han og  ’K’P tager sig ud uden fløjlshandsker.

Vælt regeringen?

Men der er også seriøse overvejelser om, hvad der skal gøres hos nogle kommentatorer og medlemmer af Enhedslkisten.

F.eks.skriver Jakob Lindblom på Modkraft om Enhedslisten og dens politiske dilemma::

” Vi bliver beskyldt for teatertorden og forræderi og vi opfordres stærkt til et mistillidsvotum mod regeringen. Folk husker udmærket sidste gang, hvor vi ikke længere ville være støtteparti og endte med at falde til patten i finanslovsforhandlingerne efter at have været kravlet helt op i træet og krævet krone til krone kompensationer for forringelserne under fleks-, førtidspensions- og skattereformer og det skoses vi for.(…)

Vi har et skud i bøssen tilbage, hvis ikke billedet af nogle, som farer op og falder lige så hurtigt ned igen skal klæbe sig fast. Eller endnu mere alvorligt, hvis ikke troen på, at der findes et alternativ til venstre for regeringen skal desillusioneres. Derfor er der brug for en skarp og klar kurs, og der er brug for, at denne kurs ikke skiftes midt i vadestedet, som det blev oplevet ved finanslovsforhandlingerne”

Se
Hvad nu Ø: Teatertorden, mistillidsvotum eller op i træet igen?
Modkraft 27. februar 2013

Lindblom opridser tre handlingsveje for liste Ø, og konkluderer:

” For mig at se må vi gang med at ruste os på et mistillidsvotum og få stillet nogle ultimative krav. Så er bolden spillet over på regeringens banehalvdel.”

Men drejer det hele sig alligevel simpelthen om parlamentarisk taktik og mistillidsvotum og nyvalg, som vil bringe Lars Løkke tilbage?

Nej – det er mere grundlæggende end det, selvom Enhgedslisten må gøre op med sig selv, om  det vil trække en grænse, eller falde langtrukkent …


Rød blok findes ikke

Økonomen Anders Lundskvist angriber  i et andet blogindlæg på Modkraft selve grundlagetr for Enhedslistens nuværende taktik og ’strategi’. Han siger:

” Jeg tror mange har haft det som mig.
Først forbløffelse og vrede: Er det virkelig muligt, at en rød regering kan foreslå noget sådant?
Men derefter afklaring. Tingene falder på plads.
Vi har tænkt, at der er en blå blok og en rød blok. Det definerer Enhedslistens rolle som et parti, der skal søge at trække S og SF til venstre.

Det politiske verdensbillede er nu åbenbaret som forkert. Der er Enhedslisten, og så er der en blå blok, dvs. et antal partier, der søger at udnytte krisen til at virkeliggøre en radikal nyliberal politik.
Det åbenbare er, at man tager fra mennesker på overførselsindkomster og giver til kapitalejerne.
Undskyldningen er, at det skal skabe job, selv om alle véd, at lavere selskabsskat ikke får virksomhederne til at ansætte flere.(…)

For EL og for kritiske socialdemokrater og SF’ere har den sidste uges tid været en øjenåbner.
Og når vi åbner øjnene, ser vi et Socialdemokrati og et SF, der er klart nyliberale.
Det er smertefyldt, men det giver også en vis ro, at man ikke længere behøver at lege, at der er en socialt ansvarligt side ved disse partier, som man kan appellere til.
(…)

Enhedslisten vil miste troværdighed, eller værre: ikke længere blive taget alvorligt. Enhedslisten bør i fremtiden betragte S og SF som ganske almindelige nyliberale partier, altså partier der ikke er væsensforskellige fra de borgerlige.
Jeg mener ikke, at argumenterne for at holde hånden under regeringen længere er gyldige.”

Se
Afklaringen: Rød blok findes ikke!
Modkraft 27. februar 2013

Det er en sen, men positiv og måske perspektivrig berkendelse, der nu er ved at dukke op  nogle steder i Enhedslisten og SRSF-regeringens øvrige støtter. Spørgsmålet er imidlertid, hvad der så må gøres, hvis Enhedslistens hidtidige taktik ikke længere duer.

APK: Fokus på opbygning af en folkelig front

APK og Kommunistisk Politik har bidraget til denne diskussion fra før Enhedslisten fik lejlighed til at afprøve sin fejlslagne taktik og længe før SRSF kom til magten.

APK har peget på, at alle progresive kræfter må gå sammen i en fælles folkelig front, der kan sætte sig op imod og bremse det nyliberale felttog og sociale rasering, som  foregår i Danmark som  i de øvrige ERU-lande – uanset om det er åbent borgerlige eller socialdemokratisk eller socialistisk ledte ’centrum-venstre’-regeringer, som er ved magten.

Enhedslisten bør indgå i og bidrage til opbygningen af en sådan front af forskellige politiske venstrekræfter, indbefattet desillusioner4ede socialdemokrater, SF’ere og andre, og partier og organiusationer uden for folketinget – af progressive fagforeeninger, interesseorganisationer  og folkelige bevægelser, som vender sig imod den fælles ’røde’ og blå blokpolitik mod det store flerftal.

EL vil begå en ny politisk fejl af dimensioner og forhindre denne modstand i at komme slagkraftigt til udtryk, hvis partiet fortsat vil forfølge en grundlæggende taktik, som simpelthen går ud på at få flere stemmer og styrke sig parlamentarisk.

Et folkeligt og revolutionært alternativt kan ikke bruge EL som støtteparti for SRSF til noget. Men der eksisterer også en anden fare. Den vil heller ikke kunne bruge en liste Ø, som vil gå alene og på sekterisk vis vil søge at monopolisere modstanden mod den nyliberale reformpoliti.

F.eks. ved som der er planer om at opstille selvstændigt ved det kommende EU-parlamentsvalg i bevidstheden om, at dette kan risikere at skubbe den eneste historisk rigtig betydningsfulde brede folkelige EU-modstander-bevægelse – Folkebevægelsen mod EU – ud af parlamentet.

Sådanne sekteri8ske træk, som  afspejler sig i meget hos EL, er direkte afledt af partiets rent parlamentariske fokus, der prøver at forvandle enhver demonstration til en markedsplads for stemmefiskeri med liste Ø-plakater.

Her følger en lille samling links til artikler gennem SRSF-tiden fra Kommunistisk Politik og APK om ’rød’ blok og Enhedslisten

Der er ikke noget reelt valg: Stem blankt!
APKs valgudtalelse august 2011

APK: Enhed mod den blårøde nedskæringspolitik
Kommunistisk Politik 20, 2011

Enhedslisten historisk
Kommunistisk Politik 23, 2011

Fallit for Enhedslistens strategi
Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 3, 2012

Støtteparti hvad nu?
Kommunistisk Politik 10, 2012

Hverken ’rød’ blok eller blå blok: Byg et folkeligt og revolutionært alternativ
1. maj avis 2012

Finanslov 2013: Med EU som guide og blå blok som sufflør
Kommunistisk Politik 21, 2012

Hvad er det der skal til Lad os bare kalde det en folkefront!
Kommunistisk Politik 21, 2012

Enhedslisten og venstreoppositionen
Af Dorte Grenaa
Kommunistisk Politik 22, 2012

Baggrund

Socialdemokraterne og velfærden
Kommunistisk Politik 16, 2005

EU’s generalangreb på det offentlige
Kommunistisk Politik 6, 2010

Netavisen 28. februar 2013