Kampen om ressourcerne:Det globale vandtyveri

Af Shiney Varghese

De livsnødvendige vandressourcer er blevet en ny slagmark for kapitalen på globalt plan. Investeringsselskaber og storbanker som Goldman Sachs, JP Morgan Chase, Citigroup, Deutsche Bank AG, UBS og en lang række andre, opkøber tusinder af hektar land med dertil hørende vandrettigheder.

Vandforsyninger privatiseres over hele verden og småbønder og oprindelige folk mister deres adgang til vand.

Vand – ’det flydende guld’ – er et eftertragtet råstof på lige fod med olie, uran og sjældne metaller, et råstof stormagterne vil gå i krig for. En livsnødvendighed,  som store dele af verdens befolkning er i færd med at miste adgang og rettigheder til.

Tyveri af det lokale vand

I National Geographic december 2012 skriver ekspert indenfor vand, Sandra Postel fra ’The global Water policy Project’, om:

’småskala teknikker indenfor kunstvanding der gør brug af simple spande, økonomisk overkommelige pumper, drypvandingsslanger og andet udstyr’ som ’gør det muligt for bondefamilier, at vande i de tørre perioder og derved sætte deres udbytte op, få større afveksling i deres afgrøder og løfte sig selv ud af fattigdom’.

Hun advarer imod uovervejede jord- og vandrelaterede investeringer i Afrika.

’Med mindre de afrikanske regeringer og udenlandske interesser giver støtte til disse initiativer fra bønderne selv – i stedet for at undergrave dem gennem aftaler der tilgodeser stordrift og kommercielle planer – vil den største mulighed i mange år for social udvikling i regionen være formøblet’.

De nye vandbaroner

Samme måned rapporterede netavisen ’Market Oracle’ at ’de ny vandbaroner – bankerne på Wall Street og multimilliardærerne – opkøber vand over hele verden i et hidtil uset tempo’.

Rapporten afslører to fænomener der er i tiltag, og som kan føre til akkumulation af profit på bekostning af lokalsamfund og fællesskaber – nemlig en ekspansion i brugen af markedsmekanismer indenfor vandforsyning og kloakering til også at gælde andre områder af administrationen af vand, og  ikke mindst de finansielle institutioners tiltagende rolle i udviklingen.

I adskillige tilfælde har dette betydet, at regeringen selv har startet offentlige virksomheder, der kører på markedsbetingelser, udliciteret vandforsyning og kloakering, eller er indgået i offentligt-private partnerskaber, ofte med multinationale firmaer indenfor vandforsyning. Dette skete for nylig i Nagpur og New Delhi i Indien.

I de fleste landområder er det en udfordring, at sikre rent drikkevand og kloakering. Profitstyrede foretagender som f.eks. Savajal er begyndt at sætte vandkiosker op, hvor man betaler forud for vand. Et beløb indbetales på et kort der bruges ved aftapning af vand. Det kommer ikke som en overraskelse, at disse kiosker er populære hos folk der ellers ikke har adgang til rent drikkevand.

Rent vand er flydende guld

Med klimaforandringerne bliver vandkrisen ikke længere opfattet som begrænset til udviklingslandene og endda heller ikke kun et anliggende for drikkevandsforsyning og kloakering. Forekomster af rent vand bliver indskrænket og udtømt både i de ’udviklede’ land som i udviklingslandene.

I USA er bortledning af vand fra produktion af landbrugsvarer, biobrændsel og gas der hydrofrackes årsag til krise i landområderne. I områder fra Ogallala vandreservoir til the Great Lakes i Nordamerika, bliver vand refereret til som flydende guld. Milliardærer som T. Boon Pickens har opkøbt jord over Ogallala vandreservoir for at opnå vandrettighederne; firmaer som Dow Chemicals, med en lang historie om vandforurening bag sig, investerer i rensning af vand og gør således selve forureningen til en pengemaskine.

Men kemikaliefirmaerne er ikke alene: GE og dets samarbejdspartner Siemens har omfattende arbejdsområder, der inkluderer en række forskellige vandteknologier beregnet for industrielle kunder, kommunale vandforsyninger eller regeringer. (I det seneste halvandet år er to firmaer i Minnesota blevet store spillere indenfor dette område. Ecolab er ved at overtage Nalco og Pentair ved at fusionere med Tyco).

Vand vil overskygge olie og sjældne metaller

Finansverdenen har også kastet deres øjne på vandet. I sommeren 2012 udgav Citigroup en rapport om investeringer i vand. Det meget citerede udsagn fra Willem Buiter (cheføkonom hos Citigroup) giver en fornemmelse af Citigroups konklusion:

’Vand som et ressourceområde vil, efter min mening, blive det måske vigtigste enkelte råvare baserede emne, der vil komme til at overskygge olie, kobber, landbrugsvarer og sjældne metaller.’

Adskillige andre har allerede opdaget vand som en vigtig investeringsmulighed, her iblandt GE’s Energy Financial Services, Goldman Sachs og adskillige firmaer indenfor råvareforarbejdning der er involverede i investeringer i landbrug i Asien, Afrika, Sydamerika og Østeuropa.

I denne situation kan initiativer der kortlægger firmaers brug af vand eller kortinformationer angående vandbaserede risici være dobbeltæggede. Nogle eksempler inddrager ’vand undersøgelsesprojektet’ og ’vandkortlægningsprojektet’. Begge er sat i værk på initiativ af non-profit–organisationer eller tænketanke, det førstenævnte af det britiske ’Carbon Disclosure Project’ og sidstnævnte af det amerikanske ’World Resources Institute’.

’The Carbon Disclosure Project’ søger at hjælpe forretninger og offentlige investorer til at forstå den risiko og de muligheder der er forbundet med manglen på vand og andre forhold forbundet med vand.

Ifølge dets seneste rapport, udgivet på vegne af 470 investorer med aktiver til en værdi af 50 billioner dollars, har over halvdelen af firmaerne i deres undersøgelse mødt vandrelaterede udfordringer i løbet af de sidste 5 år bestående af afbrydelser, øgede omkostninger og andre skadelige hændelser.

’Aqueduct Alliance’ og dets projekt for kortlægning af vandressourcer, der forsøger at forsyne firmaer med en enestående mængde detaljer angående risici for klodens vand, synes på ét plan at være det direkte svar på resultaterne fra CDP’s vandressource rapport.

Generall Electric, Goldman Sachs og Washington tænketanken ’World Resources Institute’, er grundlægere af  the ’Aqueduct Alliance’. De identificerer vandrelaterede risici som skadelige for profitten, for fortsat økonomisk vækst og bæredygtighed i forhold til omgivelserne.

Kortene over risici for vandressourcerne søger med deres uhørte detaljerigdom og høje opløsning at kombinere sociale, økonomiske og forvaltningsmæssige faktorer.

Men dette initiativ har givet årsag til bekymring om, at sådanne informationer giver firmaer og investorer for mange detaljer angående vandrelaterede spørgsmål i et af verdens største flodbassiner.

De ny vandbaroner

Mange af disse investorer, der beskrives som ’de nye vandbaroner’ i Jo-Shing Yangs’s artikel ”Profiting from Your Thirst as Global Elite Rush to Control Water Worldwide” er de samme der har profiteret på at spekulere indenfor landbrug og har bidraget til de seneste års fødevarekrise.

Fødevarekrisen og tørken har slået fast, at kontrollen med kilden til fødevarer – jorden og vandet der flyder under det eller gennem det – er lige så vigtig, eller endda vigtigere.

En nærmere undersøgelse af de jordrelaterede investeringer i Afrika viser, at ’landgrabbing’ ikke er et simpelt spørgsmål om jord, men også et forsøg på at få adgang til vandet i jorden.

På den netop afholdte konference for global landbrugsinvestering (med godt 370 deltagere) fremlagde de globale landbrugsinvestorer deres planer, herunder anskaffelse af umådelige landområder forskellige steder på kloden.

Med redskaber som kort over vandressourcerne får sådanne investorer en kæmpe fordel. Det globale rush efter jordovertagelse såvel som modstanden imod det, viser at alle interessenter – pensionskasser, Wall Street eller nationale stater på den ene side og de mennesker der i øjeblikket bruger jorden og dens vand, og deres støtter på den anden side – er helt bevidste om, at overtagelse af jord (og vand) er et spørgsmål om liv eller død, og særligt i udviklingslandene.

Klassekamp om adgangen til vand

Nationale og internationale reguleringsmekanismer må fastsættes for at sikre de grundlæggende ressourcer som jord og vand samt sikre af rent vand ikke bliver et objekt for profit for de rige, men bliver administreret på en måde som sikrer livsbetingelser for dem der er allermest afhængige af det.

Det seneste møde i Komiteen for global sikring af fødevarer (en FN-organisme, der er skabt for at imødegå fødevarekrisen) var en god begyndelse og det har sat gang i en række undersøgelser af principperne for landbrugsinvesteringer.

Civile organisationer eftersøger de mange metoder til reguleringer, der kan skabes i en national sammenhæng: Simpelthen at mindske tyveriet af jord, dæmpe de negative følger og forbedre mulighederne eller rulle hele jordovertagelsen tilbage.

I sidste instans må alle forsøg på løsninger prioritere de lokale samfunds adgang til mad og vand. Alle investeringer i vand må nedsætte truslen mod levevilkårene i lokalsamfundene og forbedre  muligheden for at sikre disses rettigheder – i udviklingslandene såvel som i de ’udviklede’ lande.

Oversat af Kommunistisk Politik fra Global Research fra

The Global Water Grab: Meet the’New Water Barons’

Læs også Sydafrika: Vandprivatisering koster menneskeliv



Netavisen 11. februar 2013