Et dobbelt angreb under dække af krise

Leder, Kommunistisk Politik 2, 2013

Meget kan man sige om SRSF-regeringen.  Også meget grimt.

Anne Marie Helger er venlig, når hun erklærer:

-‘Hvis denne regering skal forestille at være rød, er jeg farveblind’.

Men regeringen kan ikke beskyldes for ikke at være konsekvent. Den er konsekvent i sin asociale EU-dikterede nyliberale reformpolitik. Den er konsekvent i sine løftebrud, også i forhold til sit eget regeringsgrundlag. Senest om ikke at ville pille ved SU’en, og ved alligevel at ville halvere sygedagpengeperioden med et halvt år.

SRSF er også konsekvent i sin rolle som benhård kapitalistisk arbejdsgiver. Det er overenskomsttid for de offentligt ansatte, og regeringen spiller aktivt med både ved forhandlingsbordet og bag kulisserne.

Den er godt i gang med at gennemføre et dobbelt angreb på arbejderklassens tilkæmpede rettigheder og resterne af den en gang så hyldede nordiske velfærdsstat:

Dels ved at fortsætte nedskæringsreformerne i hurtigt tempo, dels ved at benytte overenskomstforhandlingerne til at skære i reallønnen, skrue arbejdstiden i vejret og drastisk forringe forholdene for de ansatte i den offentlige sektor.

Et hovedmål er at tilpasse den til EU’s og storkapitalens krav: Slanket, overprivatiseret, usammenhængende og ude af stand til at imødekomme de naturligt voksende behov i befolkningen. Og sikre skattelettelser til de rige og redningspakker til bankspekulanterne.

Statens rolle som umiddelbar og direkte arbejdsgiver er begrænset. Og de statsansattes overenskomster med finansminister Bjarne Corydon på den ene side af bordet er hurtigt faldet på plads: En aftale, som nu er sendt til urafstemning, sikrer et reallønsfald for 180.000 statsansatte. 0 kr. i lønstigninger det første år, 1.1 pct. mere i 2014, langt under selv den nuværende lave inflationstakt.

Men det helt store slag er endnu ikke udkæmpet: Det står med Kommunernes Landsforening, som retter et frontalangreb mod væsentlige faglige rettigheder. Regeringen har indgået en ’uhellig alliance’ med KL, siger den  københavnske lærerforeningsformand Jan Trojaborg. De københavnske lærere og pædagoger demonstrerer til forsvar for den stadig skrøbelige og livstruede ’danske model’.

De 515.000 ansatte i regioner og kommuner stilles over for et krav om at fjerne beskyttelsen af omkring de 50.000 personer, der repræsenterer dem som tillidsmænd, suppleanter, fællestillidsmænd og arbejdsmiljørepræsentanter. Der skal luges ud, det skal være lettere at fyre dem, kræver KL, som allerede har gennemført store fyringsrunder og planlægger flere.

Jeg opfatter det som et frontalt angreb på det, der er rygraden i fagbevægelsen – den lokale repræsentation på arbejdspladsen, siger FOA’s formand, Dennis Kristensen.

Samtidig vil regeringen i dette forår beskære SU’en med to milliarder om året og dermed vanskeliggøre gennemførelse af videregående uddannelser – ikke mindst for børn af arbejderklassen.

Den vil gennemføre en folkeskolereform og etablere en heldagsskole, der sælges som et særligt nordisk tilbud til forældrene, men i bund og grund er en børne- og forældrefjendsk spareøvelse, der på en og samme tid tager sigte på at forme fremtidens arbejdskraft efter monopolernes behov ved at beskære barndommen, få lærerne til at undervise tre timer mere om ugen og stort set afskaffe pædagogerne.

Brutale nedskæringer af kontanthjælpen står også på programmet efter dagpenge- og fleks- og førtidsreformerne. Og en halvering af sygedagpenge perioden, ikke at forglemme.

De studerende landet over har taget fat på protesterne. Lærere og og pædagoger er på gaden i København. Aktionsnetværk som ’Solidaritet eller Frit Fald’ bliver dannet. Nogle fagforeningsledere protesterer, mens de fleste på forhånd har accepteret et reallønsfald. Enhedslisten brokker sig, men fastholder støtten til den farveblinde regering:

Der skal mere til!

Netavisen 15. februar 2013