Den franske intervention i Mali – en ydmygelse af de afrikanske folk

Af Gilbert Kouessi

afrikanske_bomberSiden 10. januar 2013, og den massive indgriben fra den franske hær i Mali, er de afrikanske folk blevet konfronteret med den barske virkelighed: De er ikke uafhængige. I stedet for at denne situation får os til at tænke over, hvorfor vi havnede der, deltager man i debatter, der går i alle retninger, og glemmer helt årsagerne til den situation, vi oplever.

Det er præcis et år siden, at Mali blev præsenteret som et af de mest demokratiske lande på kontinentet, med en fastsat valgdato, et parlamentarisk flerpartisystem. Med Amani Toumani Toure (ATT) der paraderede på internationale konferencer med sine store tunikaer som “rigtig demokrat” som statens leder. Mali, hvis hær blev præsenteret som en af de mest magtfulde i Vestafrika med sine 400 generaler (!), blev således udpeget som eksempel til efterfølgelse; valget forberedte en ny ændring; kort sagt alt var det bedste i den bedste af alle verdener.

I 2011, i Libyen efter den tunesiske revolution og Ben Alis fald, ville det libyske folk også nyde deres frihed; de begynder at udfordre oberst Gaddafis autoritet. Det er en velsignelse for vestlige magter, som her finder den perfekte mulighed for at slippe af med denne lunefulde urostifter og røver af sit lands olie. Dertil er en gang hokus-pokus i FN nok, for at opnå det internationale samfunds tilladelse.

Hvordan så billigt som muligt ryste oberstens regime? Glem ikke, at folk er tilbageholdende med at se deres børn indrulleret i krige, der ikke vedrører dem. Man må nøjes med luftangreb og undgå kampe på jorden som ville indebære mange døde i det “internationale samfunds” militære rækker. En aftale blev lavet med tuaregerne, der var oberst Gaddafis livgarde:

“I forpligter jer til ikke at kæmpe og vi giver jer mulighed for at trække jer tilbage til den store Mali- ørken med jeres våben, jeres penge, jeres flotte biler osv. ….

Dette er, hvad der blev gjort dengang. Ingen kan bilde os ind, at de franske fly, der bombede disse mennesker ikke havde mulighed for, sammen med englændere og amerikanere, der var på stedet, at gøre det under deres tilbagetrækning til Mali.

Har der været andre løfter? Vi får det aldrig at vide. Men da de først var ankommet til Malis ørken, dannede disse soldater en stat i staten ved at fremføre fordringer om deres regions uafhængighed. Husk også, at uafhængigheden blev proklameret af AZAMAD fra Paris. Da de begyndte at angribe hærens garnisoner i det nordlige Mali, faldt den ene efter den anden.

Det blev snart klart, at de 400 maliske generaler – der ledtes så demokratisk af statsoverhovedet, forsvarsministeren, de regionale guvernører, og alt det andet – ikke var andet end operettegeneraler og den maliske hær var en ormstukken hær. Den maliske demokratiske model, som vi fik præsenteret som et eksempel til efterfølgelse, har vist sig som et korrupt regime og et facade demokrati. Det maliske militære hierarki har vist sig som en mafiakommando med generaler der er involveret i handel af enhver slags, som efterlod deres tropper fattige og hjælpeløse til den vilde ørkens utaknemlighed.

Det er først i denne situation de maliske soldater gjorde oprør. Alle ved, at det er hustruer og slægtninge til soldaterne, der startede protesterne. Det er under soldaternes og deres forældres vrede, at det “eksemplariske demokrati” i Mali brød sammen. Kuppet i Mali er et resultatet af et korrupt systems ligegyldighed, et mafiøst system, æret i udlandet som et demokratisk system.

Reaktionen hos ECOWAS ledere stillet overfor kuppet var øjeblikkelig embargo mod Mali og våbenleverancer blev stoppet fra havnene i andre lande; Mali blev et isoleret land. Stillet over for denne uventede støtte, var der kun tilbage for de bevæbnede grupper i nord at flytte deres brikker fremad, hvilket de gjorde og de stoppede, hvor de ville. Enhver, der mestrer en lille smule af krigsførelse ved, at dette er, hvad der vil ske.

Men i dag, kan man finde kommentatorer, der fortæller dig, at det er det militære kup, der tillod væbnede grupper at besætte det nordlige Mali. Du skal blot henvise til den tidsmæssige rækkefølge for at fange den nøjagtige udvikling i situationen. Ved den forbryderiske embargo mod Mali mistede man næsten 500 milliarder CFA franc, og den har resulteret i lukning af adskillige virksomheder. (1 euro = 655.957 CFA/ dvs. ca. 76 mio Euro o.a.)

Dermed har ECOWAS ledere ikke taget hensyn til Malis interesser, de tænker først på deres egen magt. Situationen i deres lande svarer til den i Mali. De kunne have taget de maliske soldaters eventyr i opløbet. Da de begyndte at vride sig og true med at sende ECOWAS militær til at bekæmpe oprørsgrupperne, vidste de alle, at de ikke havde nogen hær, der var i stand til at udføre denne opgave. Ouatara (i Elfenbenskysten) var blevet installeret af den franske hær og vidste, at han ikke havde nogen hær. Blaise Compaoré (i Burkino Faso) måtte reddes af Frankrig mod sine soldaters oprør.

Da Nigeria blev konfronteret med kampen mod de væbnede grupper i sin nordlige del var opmærksomheden andetsteds. Hvad angår Yayi Boni, så måtte han være den første til at vide, at de beninske soldater er ude af stand til at gå i krig i Sahel. Ordskvalder og trusler skjuler kun dårligt stedfortræder præsidenternes impotens, de ønsker at outsource en krig.

At vores land ikke har en hær der er sit navn værdigt, det drejer sig om Benin, er ganske illustrativt i denne henseende. Her er det ikke militæret det handler om, men den træning og brug den gives af de politiske ledere. Den beninske hær tæller 7-8000 mænd og kvinder og siden den er begyndt at deltage i fredsbevarende operationer er den blevet en saftig kilde til penge. For at deltage i disse missioner må man anbefales og for at få betaling bagefter er det korset og fanen. Gentagne gange, har militæret måtte protestere eller true for at få deres sold.

Han kom til magten i april 2006 og allerede i december 2006 lod Boni Yayi den 30. december 2006 over radio og tv udsende en erklæring, som sagde, at “til støtte for den frie og gratis børnehave og grundskole“, vil et tværministerielt udvalg forstærket med politi og hær i 3 dage (4, 5 og 6. januar 2007) tage rundt og besøge vores førskoler og grundskoler. Som konsekvens skal alle aktører (lærere, skoleledere, elever, forældre), ifølge substansen i dette kommuniké, være på deres poster.

Og enhver overtrædelse af disse ordrer ville blive “undertrykt” slutter kommunikéet. Derefter er hæren brugt til intern undertrykkelse. Siden han kom til magten, har Boni Yayi udpeget flere generaler end i tiden fra 1960, Benin vil snart nå de 400 generaler som i Mali.

I 2012 havde den beninske hær tre forskellige stabschefer. De centrale opgaver man betroede den “øverstkommanderende for hæren(e)” var: at overvåge fagforeningen med kampvogne under lærernes strejke, lade kampvogne cirkulere i byen Cotonou for at skræmme befolkningen, til at røve et civilt fartøj på det åbne hav for at holde arbejdskraft væk fra bomuldsmarkerne, at rydde havnen i Cotonou, der var overfyldt med lastbiler på vej ind i landet og til de indlandsstater, der lader deres varer passere Benin.

Den store strategiske opgave, der senest er pålagt Benins hær og som foregår, er indsættelse af hæren i hele området for bekæmpelse af brændstof smugling kaldet “KPAYO” (http://www.sponsume.com/project/kpayo, som ernærer de fattigste o.a.). Sidst, men ikke mindst, tog Yayi Boni selv ansvaret for Forsvarsministeriet, ikke for at imødegå overhængende ekstern aggression, men mod den indre fjende. Ved hver social krise, samler Yayi Boni “overkommandoen” for at få deres støtte og overlade undertrykkelsen til dem.

Intet under, at hæren under disse betingelser ikke er klar, når en rigtig krigs problemer opstår? Det er simpelthen fordi de afrikanske hære, på trods af deres uddannelse, omdirigeres fra deres oprindelige opgaver som er forsvaret af og bevarelsen af indenlandsk sikkerhed og territoriale integritet.

Efter den formelle uafhængighed i 1960, har lederne af vores land nøjedes med at appellere til den tidligere kolonimagt om at forsvare integriteten af deres område, det er en skændsel og en ydmygelse for de afrikanske befolkninger. Et spørgsmålet der må stilles den afrikanske intelligentsia ikke: er vi for eller imod denne franske indgriben?

Hvorfor er vi kommet hertil? Hvorfor lider de asiatiske lande, der har lidt under den samme kolonialisme, ikke under disse fortsatte ydmygelser? Og vi vil se, at det er, fordi vi ikke er frie, og at denne situation formidler og fremmer den tidligere kolonisators interesser. Det er ikke for ingenting, at alle dem, der ønskede at kæmpe for den ægte uafhængighed blev elimineret.

Hvem kan tro, at Malis regering, efter denne krig kan sidde og diskutere på lige fod med den franske regering? Hvilken malisk regering kan sige til den franske regering: “Vi foretrækker at overlade driften af denne mine til et andet selskab end et fransk, fordi de tilbyder os noget bedre”? Er det kendt, at den irakiske regering har måttet betale for udgifterne til amerikansk intervention, og at Libyen er ved at betale omkostningerne for krigen mod Gaddafi?

I virkeligheden er denne permanente afhængighed, Afrika befinder sig i, arrangeret af de gamle koloniherrer og deres vagthunde, der får deres betaling.

For befolkningerne i Afrika, er det en skam og en ydmygelse. Alt dette kan kun føre til indignation og vrede.

Det er grunden til, at det afrikanske folk, de afrikanske progressive kræfter, må stå imod de analyser der serveres om at vi skal tjene vores fjender, vi må vælge den vej, som giver os mulighed for at slippe af med disse falske demokratier, disse mafiøse kræfter og deres herrer, der forhindrer det afrikanske kontinent i at gå fremad.

Paris 16 januar, 2013

Oversat af Kommunistisk Politik fra L’INTERVENTION FRANCAISE AU MALI, UNE HONTE ET UNE HUMILIATION POUR L’AFRIQUE

Original artikel se Europe solidaire sans frontiéres

                                        

Netavisen 27. januar 2013