Folkefronten dannet i Tunesien: Revolutionen går videre

Rapport fra et besøg hos Tunesiens Arbejderparti og den nydannede tunesiske folkefront

Af Dorte Grenaa & Klaus Riis

Fotos: KP/AZ
Kommunistisk Politik 21, 2012


Waed Naowar

Den høje skæggede unge mand, som fortæller, hedder Waed Naowar. Han er studenterorganisator og kommer lige fra en sit-in, som de universitetsstuderende i Sousse – Tunesiens tredje største by – har haft kørende i de sidste to uger.

Det er en protest mod at de nu i nogle måneder ikke har fået udbetalt deres studielegater fra staten. Det er en nødvendighed, selvom det kun er på nogle hundrede kroner, en brøkdel af dansk SU, og ikke er nok til bare at dække en husleje.

De unge tunesere er godt uddannet. Mange har en universitetsgrad. Men rigtig mange kan ikke få arbejde efter deres eksamen Heller ikke efter det alle tunesere kalder ’revolutionen’, den folkelige opstand der fordrev diktatoren Ben Ali, hvis parti var tilknyttet den socialdemokratiske internationale. I Tunesien er der en ny tidsregning. Et før og efter revolutionen.

– Hvis ikke pengene bliver udbetalt, organiserer vi en egentlig undervisningsboykot og blokade af universitet, siger Waed.

Det var ikke mindst de unge, der var aktive under opstanden, der jog Ben Alis politi og sikkerhedsstyrker væk fra gaderne og drev diktatoren på flugt. Han søgte asyl i Saudiarabien. Først nu, mere end halvandet år senere, er politiet for alvor er ved at rykke frem igen og markere sig.

Tuneserne er stolte af deres revolution:
– Og den er langt fra forbi, der er strejker, demonstrationer og protester over hele landet, og hver eneste dag, siger Waed.

Arbejderne, ikke mindst minearbejderne i syden, som er langt fattigere end de rige turistbyer mod nord ved Middelhavet, er i kamp. Og årsagen er simpel nok: Revolutionen er ikke ført til ende. Dens krav er ikke gennemført.

– Faktisk er det blevet værre, siger Waed. –  Vi får ikke vores studiepenge, arbejdsløsheden  er blevet større, og priserne stiger hele tiden.

Men revolutionen har ført en ting med sig: Folk er ikke ,længere bange. Ikke bange for at kæmpe, ikke bange for undertrykkelsesapparatet, ikke bange for at sige deres mening. Det er den virkelige ændring.


PCT-ledere fra Sousse Under hele Ben Ali-diktaturet arbejdede de illegalt

Vi er på Tunesiens Arbejderpartis lokale partikontor i turistbyen Sousse med de mange fancy hoteller især for europæiske turister. I forlokalet, hvor der holdes mindre møder og hvor folk kommer og henter den seneste udgave af partiets ugeblad Folkets Røst, hænger på den ene væg et stort banner med Marx, Engels, Lenin og Stalin.

Overfor er der billeder af de fire medlemmer fra det dengang illegale parti i Sousse, som blev dræbt under opstanden – martyrerne.

I oktober 2012 blev der afholdt valg til den grundlovgivende forsamling. Ennadah-partiet, der kaldes ’moderat islamistisk’, og hvis ledere var i eksil under Ben Ali, vandt og dannede regering. Partiet lovede i valgkampen at skabe jobs og at gennemføre mange andre af revolutionens krav. Men ingen af dem er holdt.

De lovede også at undlade at indføre religiøse bestemmelser i den nye forfatning, som endnu ikke er fremlagt. Men da det meddelte, at den i et vist omfang skulle bygge på sharia, brød protesterne løs. Tusindvis af demonstranter var i gaderne, og regeringen måtte trække det tilbage.

På mindre end et år er partiet og dets politik afsløret. Det har fået  massiv støtte, økonomisk og politisk,  fra Saudiarabien og Qatar og deres indflydelsesrige TV-kanaler og har åbnet dørene på vid gab for religiøs ekstremisme. De fundamentalistiske salafister, som  Ennadah-partiet kalder ’vores børn’, har tiltrukket en del arbejdsløse unge i bander, der angriber politiske modstandere og folk, der ikke opfører sig korrekt efter deres normer.

I et meget set politisk program på tunesisk TV kaldte en salafist Osama bin Laden for den største araber i nyere tid. Det måtte regeringspartiets imam på stedet tage afstand fra – mens repræsentanten fra den nydannede folkefront og også fra den pro-vestlige sekulære opposition kunne ryste på hovedet, og almindelige tunesiske seere bemærke vanviddet.

En ung kvindelig sprogstuderende, medlem af ungdomsforbundet, som vi talte med, havde et bredt pandebånd på. Det tog hun af og viste, at det dækkede over en bred rød stribe, et nyt ar: Hun var blevet ramt med en stålkæde af salafister, der ikke syntes hun var tækkelig påklædt.

Salafisternes rolle er sekterernes: at skabe splittelse, at få opmærksomheden væk fra de brændende sociale problemer.


Fra det internationale seminar ‘Den kapitalistiske krise og de sociale bevægelser’ i Sousse: i begyndelsen af novemberFra venstre repræsentanter fra marxistisk-leninistiske partier i Ecuador, Frankrig, Tunesiens Hamma Hammami og fra Benin

Vi var inviteret til Tunesien og Sousse for at deltage i et internationalt seminar under forsæde af POTs legendariske leder Hamma Hammami, som spillede en central rolle i  modstanden mod Ben Ali under hele hans diktatur og var retningsvisende under revolutionen.

Seminaret havde titlen ’Den kapitalistiske krise og de sociale bevægelser’ og havde repræsentanter fra en snes lande fra Europa, Mellemøsten, Asien, Afrika og Latinamerika .


Udover de udenlandske deltagere i seminaret var der deltagere og tilhører fra alle de 12 partier og partiløse, som indgår i den tunesiske folkefront

Der var tilhørere og deltagere fra alle de 12 partier, der indgår i den tunesiske folkefront, der blev dannet den 26. september med en landsledelse bestående af en repræsentant fra hvert af partierne og 6 partiløse velkendte personligheder.

Efter samme model opbygges fronten nu i alle regioner og større og mindre byer. Den spænder fra det marxistisk-leninistiske Tunesiens Arbejderparti, der har skiftet navn fra Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti PCOT, over maoistiske og andre ’marxistiske’ partier og organisationer og Baath-partiet til de tunesiske Grønne.


Dagen efter seminaret offentliggjordes den lokale afdeling af folkefronten i Sousse på et velbesøgt pressemøde

Med andre ord er folkefronten en bred venstrefront for at føre revolutionen videre og dens krav igennem – imod Ennadha-partiet og de fundamentalistiske strømninger, der søger at samle magten og institutionerne i deres hænder, men også mod en gruppering, der  har dannet sig omkrig ministeren fra overgangsregeringen Ebesi.

Sidstnævnte satses der kraftigt på fra EU’s og de gamle kolonimagters side. Den udgiver sig for at være ’sekulær’, ’moderne’ og ’liberal’,  og for at stå i opposition til Ennahda, men den står i realiteten for en  fortsættelse af det gamle regime, Ben Ali-regimet.

Hver for sig kunne partierne i fronten ikke udgøre et stærkt alternativ til de to strømninger med den internationale reaktions opbakning. Hver for sig ville de falde. Samlet er de en kraft, som allerede nu spiller en synlig rolle i det politiske liv – og som kan bestemme Tunesiens fremtid.


Turistbyen Sousse ved Middelhavet: Revolutionen går videre

Netavisen 30. november 2012