På vej til vestlig tilbagetrækning fra Syrien

Af Thierry Meyssan

Kommunistisk Politik 20, 2012

Krigen i Syrien fortsætter. Men fortsat krig er blevet for bekostelig og alt for risikabel for dets naboer. Rusland, der stræber mod at reetablere sig i Mellemøsten, forsøger at vise USA, at det er i amerikansk interesse at lade Moskva løse konflikten.

Den militære situation i Syrien går de folk imod i Washington og Bruxelles, der håbede at få en regimeændring igennem med magt. To forsøg på at indtage Damaskus er slået fejl, og det står nu klart, at dette mål ikke kan nås.

Hvor NATO har fejlet med hensyn til at få lavet krig, forbereder CTSO (forklaring følger) sig på at skabe fred. Organisationens generalsekretær Nikolaj Bordjusja er ved at samle en fredsbevarende styrke på 50.000 personer, der skal stå klar til at blive sat ind i Syrien.

Den 18. juli dræbte en eksplosion ledelsen af ‘Rådet for National Sikkerhed’. Dette signalerede starten på en storoffensiv, hvor titusinder af lejesoldater bevægede sig mod den syriske hovedstad fra Jordan, Libanon, Tyrkiet og Irak. Efter adskillige dages benhårde kampe blev Damaskus reddet,  da den del af befolkningen, der er fjendtlig over for regeringen, af patriotiske grunde valgte at hjælpe den nationale hær i stedet for at byde FSA-hæren (’Free Syrian Army’) velkommen.

Den 26. september lykkedes det for al-Qaida-jihadister at trænge ind i hjertet af forsvarsministeriet forklædt som syriske soldater og på falske papirer. Det var deres mening at detonere deres veste med sprængladninger nær de højest placerede militære chefer, men de kom ikke tæt nok på målet og blev selv dræbt. En anden gruppe forsøgte at overtage den nationale tv-station, hvor planen var at udsende et ultimatum til præsidenten, men det lykkedes dem ikke at nå frem til bygningen, da indgangene blev blokeret straks efter det første angreb. En tredje gruppe havde regeringens hovedkvarter som mål, og en fjerde lufthavnen.

I begge tilfælde koordinerede NATO operationerne fra dens tyrkiske base i Incirlik med det mål at fremprovokere en splittelse i selve kernen af den syriske hær ved at bygge på bestemte generalers støtte med det formål at vælte regimet. Men de generaler, det drejede sig om, var længe forinden blevet identificeret som forrædere og holdtes uden for centrale kommandoopgaver. I efterspillet til disse to mislykkede angreb blev Syriens kræfter genvundet, hvilket gav den nødvendige internationale legitimitet til at gå i offensiven og knuse FSA.

Disse fiaskoer lagde en dæmper på dem, der havde triumferet på forskud og påstået, at Bashar al-Assads dage var talte. I Washington blev konsekvensen, at de, der taler for tilbagetrækning, nu står stærkere. Spørgsmålet er ikke længere, hvor længe Assad-regimet vil holde, men om det koster USA mere at fortsætte end at stoppe krigen.

At fortsætte vil medføre sammenbrud af Jordans økonomi, at allierede i Libanon går tabt, risiko for borgerkrig i Tyrkiet, samtidig med at man skal beskytte Israel mod kaosset. At stoppe krigen vil betyde at give Rusland lov til at genvinde fodfæste i Mellemøsten og at styrke Modstandsaksen til skade for de ekspansionistiske kræfter i Likud-partiet.

Mens Washingtons respons tager den israelske dimension i betragtning, er man her holdt op med at tage mod råd fra Netanyahu-regeringen. Netanyahu endte med at undergrave sig selv gennem sine manipulationer bag attentatet på ambassadør Chris Stevens og med sin chokerende indblanding i den amerikanske præsidentkampagne.

Hvis den langsigtede beskyttelse af Israel er målet frem for at opfylde Benjamin Netanyahus skamløse krav, er en fortsat russisk tilstedeværelse den bedste løsning. Med en million russisktalende israelere vil Moskva aldrig tillade, at denne kolonis overlevelse bliver bragt i fare.

Et blik bagud er nødvendigt her. Krigen mod Syrien blev besluttet af Bush-administrationen den 15. september 2001 på et møde i Camp David, hvad der ikke mindst er bekræftet general Wesley Clark.

Efter adskillige tilbageslag måtte en NATO-indgriben aflyses på grund af veto fra Rusland og Kina. En ’Plan B’ tonede frem, der indeholdt brugen af lejetropper og dækkeoperationer, nu hvor brugen af uniformerede soldater var gjort umulig. Skønt FSA ikke har vundet en eneste sejr over den syriske hær, er der fremkommet adskillige forudsigelser om, at konflikten vil være uendelig og efterhånden underminere staterne i regionen – Israel indbefattet.

I denne kontekst skrev Washington under på Geneve-aftalen under Kofi Annans auspicier.

Derefter torpederede krigslejren denne aftale ved at organisere læk til pressen om Vestens hemmelige indblanding i konflikten, læk, der førte til Kofi Annans øjeblikkelige tilbagetræden. Den spillede også sine to trumfkort ud med angrebene den 18. juli og 26. september og tabte dem begge. Som følge heraf blev Lakhdar Brahimi, Annans efterfølger, kaldt ind for at genoplive og implementere Geneve-aftalen.

I mellemtiden så Rusland ikke passivt til: Rusland opnåede, at der blev oprettet et syrisk ministerium for national forsoning; det førte opsyn med og beskyttede mødet i Damaskus af nationale oppositionspartier, organiserede kontakter mellem USA og den syriske generalstab og forberedte opstillingen af en fredsbevarende styrke. De første to bestræbelser blev knap nok registreret i den vestlige presse, og de to sidste blev totalt ignoreret.

Ikke desto mindre tog  Rusland – som det blev afsløret af udenrigsminister Sergei Lavrov – højde for frygten hos den amerikanske øverste militærkommando omkring Syriens kemiske våben. De fik dokumenteret, at våbnene var lagret sikkert og ikke kunne falde i FSA’s hænder eller nås af jihadister, som kunne bruge dem, som de ville. Endelig gav de Pentagon troværdige garantier for, at Syrien med en så beslutsom en leder som Bashar al-Assad ved magten vil give en mere kontrollerbar situation, også for Israel, end at tillade det syriske kaos at sprede sig yderligere.

Først og fremmest fremskyndede Vladimir Putin projekterne for CSTO (’Organisationen for kollektiv sikkerhed’), som er en forsvarsalliance mod NATO, der samler Armenien, Hviderusland, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Rusland selv.

Udenrigsministrene i CSTO anlagde en fælles vurdering af situationen i Syrien, og en plan blev ridset op for eventuel anvendelse af den fredsbevarende styrke på 50.000 mand. En aftale blev indgået mellem CSTO og FN’s Agentur for Fredsbevarelse om, at disse ‘blå baretter’ ville blive brugt i konfliktzoner på mandat fra FN’s sikkerhedsråd.

Fælles øvelser mellem de to vil finde sted fra den 8. til den 17. oktober i Kasakhstan under overskriften ‘Ukrænkeligt broderskab’ for at udbygge koordineringen mellem disse to mellemstatslige organisationer. Røde Kors og IOM (den internationale migrantorganisation) vil også deltage.

Ingen officiel beslutning vil blive taget i USA under præsident-valgkampen. Når den er slut, kan fred være mulig.

Artiklen på engelsk her

Oversat af Kommunistisk Politik efter den engelske udgave på Voltairenet

Netavisen 21. oktober 2012