2. oktober 1972: Det skæbnesvangre Ja

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 19, 2012
Udvidet netversion

 


Fra Nej-kampagnen mod dansk medlemsskab foråret 1972

Det var natten efter 2. oktober 1972: Resultatet af folkeafstemningen om dansk medlemskab af EEC var klart. 63,4 procent havde stemte ja, 36,6 procent stemte nej.  90,1 procent stemte. Der var ikke noget at tage fejl af.

Skuffelsen blandt Nej-aktivisterne var stor. Selvom meningsmålingerne havde peget på et ja, kunne folk da ikke i sidste ende lade sig lokke og true ind i kapitalens store fælde? Det kunne de. Hele landet sagde ja, selvom det røde København sagde Nej.

Vi forsøgte at ryste skuffelsen af os og gik ud i gaderne. Der var trykt to plakater til hver sit resultat. Næste morgen kunne københavnerne og folk i andre storbyer se plakaterne i lygtepælene: FORTSÆT KAMPEN MOD EEC!

Aktivisterne var  fra Arbejderkomiteerne mod EEC, en landsdækkende modstandsorganisation, der blev stiftet et års tid før afstemningen på initiativ af de gamle slumstormere i ml-bevægelsen.

De gik sammen med DDV – De Danske Vietnamkomiteer – og andre gode kræfter om at forbinde forsvaret af dansk selvstændighed mod det imperialistiske EEC med et forsvar for levevilkårene – for det der i dag bredt ville kaldes ’velfærden’. Modstanden opfattede sig som en direkte fortsættelse af modstandskampen under besættelsen.

I kampagnen mod EEC/EF fokuseredes ikke mindst på tabet af danske selvbestemmelsesret og på at afsløre betydningen af kapitalens ‘fire friheder’, grundlaget for det indre marked: varernes, tjenesteydelsernes, kapitalens og arbejdskraftens (‘personers’) frie bevægelighed over grænserne.

Grafikeren Jens Nordsø plakat-illustrerede kapitalens fire friheder

De negative følger af ‘frihederne’ for arbejderne og det store flertal blev belyst: F.eks. det organiserede løntrykkeri, som er et væsentligt indhold i de ‘fire friheder’. Perspektivet om ‘ fremmedarbejdere’, der må forlade hjemmet og søge til udlandet for at få arbejde, blev ridset op. Det var sket under besættelsen, da danske arbejdere blev tvunget til at tage arbejde i Hitlertyskland.

EEC/EF var monopolernes og den europæiske storkapitals projekt. I dag mærkes konsekvenserne af kapitalens fire friheder i det indre marked for alvor – arbejderne og det store flertal betaler for dem.

EEC betød European Economic Community. Ja-politkerne brød sig ikke om den danske forkortelse EØF, der lød for meget af grynten, og derfor blev hele foretagendet snart kaldt EF – Det europæiske fællesskab

Det var ’kun’ et økonomisk fællesmarked, det ville aldrig blive en union, hed det – indtil det kom til at hedde EU.  Det ville aldrig blive noget, der ligner et ’Europas Forende Stater’ – med egen overstat, præsident, regering, hær, mønt osv.

40 år efter er det hele ved at være på plads. Nu er der en tidshorisont til den europæiske superstat: Igen år 2020. Med Europahær.

Ja-politikerne løj os ind, og de har løjet lige siden. Endnu mere: Deres politik har været én lang fiasko. Alligevel vil de have mere union, mere EU-stat – og Danmark med i euro’en. Lige nu har krisen lagt deres ønske om en folkeafstemning på is. Ifølge den seneste meningsmåling vil omkring 70 % sige nej til euroen, og kun 28 pct. sige ja. Sådan er tingene vendt – på 40 år.

Modstanden mod EEC/EF/EU/Euroens Forenede Stater fortsatte igennem alle årene, og er så stærk som nogensinde.

For 40 år siden advarede modstanderne mod den militariserede EU-stat med Tyskland som førende magt. ’Det fjerde rige’, kaldte gamle modstandsfolk som kommunisten og DDV’eren Otto Sand det. Arbejderkomiteen udgav hans pjece: “Danmark i EEC: Europahæren på vej.” Arbejderkomiteen udgav også sit eget blad ‘EEC-modstanderen’.

EF-gruppen udsendte om foråret LP’en 2. oktober med en lang række unge musikere (bl.a. Poul Dissing og slumstormerorkstret, som senere blev til Oktobergruppen) – og ligesom Europasange på forlaget Demos med Karsten Sommer som producent.

En af sangene der var

Europahæren

Som et ekko af det svundne
hæver stemmer sig på ny.
Skal de nye våben lyne
med et glimt af død mod sky?

Storfinansens høje herrer
styrer mod det gamle mål.
Under fredens falske kappe
bæres ved til krigens bål.

Denne verdens rige frugter
er et bytte for de få.
Det er dem, som tager høsten
uden selv at måtte så.

Med en storhær skal verden deles.
Til deres vilje føjes magt.
Over et bjerg af stjålne goder
skal soldater stå på vagt.

De store monopoler hæver
pisken mod vor morgendag.
Vi kan trodse denne trussel
Vi kan bremse armens slag!

Den er kun blevet mere aktuel med tiden. De dystreste konsekvenser af Danmarkshistoriens mest skæbnesvangre Ja er endnu ikke udfoldet.



Arbejderkomiteerne mod EEC var af afgørende betydninmg for at EU-modstanden fortsatte også efter nederlaget ved folkeafstemningen og det danske medlemsskab, som trådte i kraft 1. januar 1973 – og at det nuværende Folkebevægelsen mod EU fortsatte sin virksomhed. Ved de følgende folketingsvalg anbefalede de at stemme på en EF-modstander.

Netavisen 1. oktober 2012