Kontanthjælp til kapitalen


Indspark fra DKU
Kommunistisk Politik 18, 2012


Under overskriften “Tak til Carina og Taber-Robert” kommer Berlingeren med en overraskende udmelding: “De fleste, der mister deres arbejde, gør en helhjertet indsats for at finde et andet.”

Det er på mange måder nye toner fra avisen og dens politiske agenda. De plejer at være fortalere for ideen om, at velfærdssamfundet skaber en endeløs række af dovne tabere, der ikke gider arbejde eller uddanne sig og griner hele vejen til banken, når understøttelsen bliver udbetalt.

Hvis Berlingeren mener, at de fleste gør, hvad de kan, og at “Robert […] er en blandt et mindretal”, kunne det tyde på, at de har fået øjnene op og forholdt sig til virkeligheden.

Det vil være forfriskende, hvis det er tegn på et skifte i beskæftigelsespolitikken, så vi kan komme væk fra tåbelige kurser og meningsløs aktivering og få skabt de job, som samfundet og de arbejdsløse mangler.

Desværre er det tale om et retorisk kursskifte og ikke et reelt. I ste det for at fokusere på flertallets manglende job fremhæves det, at “man nu tør diskutere, om velfærdssamfundet er på vej ud over kanten. Man spørger, om der er lige så meget tryk på ordet pligt som på ret.”

Det er om noget et kunstgreb på virkeligheden. Den “diskussion” har været officiel politik i mange år, og der er afgjort mest tryk på ordet “pligt” i landets jobcentre.

At fokusere på den enkeltes pligt er grundlæggende forkert, i særdeleshed ud fra antagelsen om, at flertallet gerne vil arbejde.

Samfundets formål må være at fokusere på flertallets interesser, at løse problemer, så det kommer flest muligt til nytte. Samfundets pligt må være at skabe jobs, så den enkelte har et meningsfyldt arbejde og dermed bidrager til sin egen og samfundets videreudvikling. Hvad der er meningsfyldt arbejde, er en anden diskussion.

Men når nu samfundet “vælger” ikke at skabe job og i stedet parkerer arbejdskraften på overførsel, bliver man nød til at spørge, hvis interesse det tjener.

Den enkelte vinder intet ved at blive arbejdsløs – tværtimod bliver boliggælden et akut problem, og for nogle bliver ledigheden starten på den helt store nedtur. De eneste, der tjener på stigende arbejdsløshed, er dem, der køber arbejdskraft (men som sjovt nok kaldes arbejdsgivere i stedet for arbejdskøbere).

For når arbejdsløsheden stiger, så øges udbuddet af arbejdskraft, og prisen falder.

Hvad ville konsekvensen være, hvis vi fjernede kontanthjælpen? For det første ville de, der lever på kanten, ryge i afgrunden. Men hvad ville der ske med lønninger, arbejdsforhold og arbejdsløshed?

Hvis vi kigger på det “uregulerede” arbejdsmarked, hvor især østeuropæere arbejder i landbrug og byggeri, så er der lønninger på 30-50 kr. i timen, lange arbejdstider, hårdt og nedslidende arbejde og manglende sikkerhed. Og arbejdsløsheden vil i endnu højere grad være styret af kapitalismens kriser.

Så kan man spørge: Vil vi gerne have et dårligere liv med mindre materiel velstand, mere nedslidning og større usikkerhed om fremtiden? På trods af alle sine vorter og mangler så er den kapitalistiske velfærdsstat langt bedre for flertallet end den uregulerede kapitalismes markedsstat.

Netavisen 15. september 2012