John Max Pedersen: 94 X 1. MAJ

1. maj-tale på DKP/MLs Rød 1. maj, Odense 1983

 John Max Petersen (th) fotograferet sammen Klaus Riis, DKP/MLs formand, ved solidaritetsdemonstration for den fængslede havnearbejder Karl Jørgensen i Esbjerg 1983

Satans første maj

Jeg leder efter plads i min kalender
men hver en dag er borgerligt besat
med navne på personer ingen kender:
En dag for denne, hin og dit og dat

En dag for hvert et fjols i kongerækken
en dag for hver en gammel kirkesag
og er der plads så proppes ind i sprækken
minsandten selve Fandens fødselsdag.

Kun første maj er ikke reserveret
til borgergøgl og ikke kommenteret
men ønskerne går sikkert denne vej:

»Min gud! jeg har skam ingen grund til klage
men hvis april fik enogtredive dage
så slap vi for den Satans første maj!«

Ja, kammerater.

Netop sådan tænker borgerskabet om den eneste dag i kalenderen, de ikke kan lægge beslag på, og i dag er det 94. gang, de har været nødt til at sige i deres aftenbønner: Gud fri os for den 1. maj! – men én ting er i hvert fald sikker: når de får mareridt af majdagen, så skyldes del ikke de mange borgerlige forfalskninger, der forekommer. Nej – det, der ryster dem er, at på trods af alle forsøg på at drukne dagen i gøgl og pjank, så er 1. maj stadig en solid pille i den kæmpende arbejderklasses bedste traditioner. Det, der giver dem kuldegysninger, er den røde første maj, der kræver af møde- og demonstrationsdeltagerne, at de klart vælger side i kampen. At de gør op med borgerskabet og den rådne kapitalisme.

Alligevel har borgerligheden opnået én ting med de mange maskeradeforestillinger rundt omkring. De har opnået, at Rød I. maj ikke er en mønstring af alle klassens kræfter, men blot en præsentation af kampens politiske grundlag. Mønstringen af vores virkelige styrke fandt sted i oktoberdemonstrationerne, i de mange store fredsdemonstrationer og i havnearbejdernes lange og modige strejke, men fra Rød 1. maj siges det: nogle må tage fat på det politiske oprydningsarbejde, og her er vi så.

Foran os ligger en kamp, der bliver et kapløb mellem fremskridtets og revolutionens kræfter på den ene side, krigens, reaktionens og fascismens kræfter på den anden side.

Prøv at huske ni år tilbage. Til majstrejkerne i 1974. Dengang var krisen ved at tage rigtigt tilløb, og vi havde en Hartling-regering, der prøvede at flå os. Her i Odense strejkede vi nogle dage, og da Fællesorganisationen blev bange for, at de ikke kunne styre udviklingen, indkaldte de til en demonstration. Tolv-femten tusinde var vi, da vi travede ud til stadion, hvor den ene socialdemokratiske taler afløste den anden og sagde: ud med Hartling – ind med Anker… og så optager vi arbejdet igen i morgen. Der stod vi med håret i postkassen, mens mødet afsluttedes med en kongelig operasanger, der dog ikke lød så falsk som talerne. Ud med Hartling – ind med et arbejderflertal!, sådan råbte SFerne og DKPisterne og lignende, og i bare raseri lavede vi en spontan moddemonstration tilbage til Flakhaven. En demonstration, der endte i et kæmpeslagsmål med strømerne, og vi sagde allesammen: Aldrig mere! Aldrig mere skal pamperne have lov til at overtage vores demonstrationer og bruge dem til deres skidne formål.

Siden da er der gået ni år, og i det meste af tiden har vi haft en socialdemokratisk regering, der har væltet den ene møgdynge i hovedet på os efter den anden i takt med, at krisen er blevet skærpet. Nu er det det daglige brød, vi slås for, og de ni år har givet os en hel del erfaringer med socialdemokratisk kriseforvaltning, og alligevel står der i dag en række såkaldte arbejderpartier rundt om i landet og aflirer den gamle, idiotiske smøre: ud med Schlüter, ind med Anker … eller med en såkaldt arbejderregering.

I oktober var vi atter mange, mange tusinder på gaden… efter den gamle opskrift: vi går på arbejdspladserne med adrenalinen sprøjtende arrigt mellem hjernevindingerne og siger: nu skal det være slut. Vi går på gaden – straks efter er der et par venstreforfløjne fjogehoveder der siger: ja, men vi må have DKP med, så vi ser ud af noget. Og DKPerne siger: ja, men vi må have Fællesorganistionen med, så vi bliver en rigtig massedemonstration… og dermed er vores raseri afleveret til socialdemokratisk udvalgsbehandling.

I Århus kom jeg ind på Rådhuspladsen, netop som den første pamper gik til mikrofonen, og en af mine gamle arbejdskammerater forsøgte at smutte væk. Jeg stoppede ham og sagde: Hovhov, kammerat, det er ikke forbi endnu… og han svarede: Gu’ er det så! Når den første af de rådne forrædere får mikrofonen, så er det slut for vores vedkommende.

Og han havde så evig ret. Da talerne begyndte var det ikke mere en demonstration af vores vrede og kampvilje, det var en demonstration, der udtrykte karrieremagernes ambitioner. »Vi vil ikke finde os i mere« var blevet oversat til: »Ud med Schlüter, ind med Anker«!

Ud med den ene arbejderfjendtlige kriseforvalter, ind med den anden. Og hvad er forskellen? At socialdemokraterne og deres lige vil binde os på hænder og fødder og tappe os for saft og kraft, mens Schlüter og hans slags vil prøve at slå os til kludedukker på en gang. Socialdemokraterne vil gøre os svage, Schlüter vil vise sin styrke.

Socialdemokratiet er et reaktionært onde, og ikke det mindste onde, som nogen ynder at påstå. Det, det drejer sig om, er at sætte spørgsmålstegn ved kapitalismens fortsatte eksistens, og det er netop, hvad de røde 1. maj-møder gør.

Havnestrejken viste os, hvilke kræfter der gærer i arbejderklassen. Kræfter, der kunne være udløst under oktober- demonstrationerne, hvis de ikke var blevet afsporet, og jeg vil godt sige til dem, der mener, at havnestrejken var et nederlag: Sludder! Den var en stor sejr for den kæmpende arbejderklasse. Hvis kampen kun drejede sig om dagpengeloven, så var det et nederlag, men det drejede sig om meget mere. Det drejede sig om andre overgreb, vi endnu ikke har set, men som vil blive langt grovere. Det var en kamp, der afviste reformisternes og revisionisternes forsøg på at gøre arbejderne til fromme søndagsskoleelever. Det var en kamp, der lærte masser af arbejdere meget kontant, hvor den borgerlige voldsmagt står. Havnearbejdernes strejke har direkte og indirekte, med øjeblikkelig virkning og på længere sigt vundet masser af arbejdere for den eneste farbare vej, nemlig kampens vej.

Kapitalismen har sat sig i en dyb og ubetalelig gæld. Jeg mener ikke blot i almindelig økonomisk forstand, men kapitalismens gæld til den udvikling, den har hæmmet gennem så lang tid. Og overfor den gæld findes der kun to muligheder: enten kan vi, på borgerskabets betingelser, skændes om størrelsen på de afdrag, som vi skal betale – eller vi kan afvise at betale gælden overhovedet og indfri udviklingens krav ved at smadre kapitalismen. Mellem de to holdninger kan der ikke laves kompromis, men vi kan, indtil vi har kræfter til at gøre op med et råddent, utidssvarende system, kæmpe med næb og kløer for, at kapitalisterne i det mindste bliver fattigere kapitalister.

Og her vil jeg godt understrege betydningen af, at DKP/ML nu opstiller til valget og dermed som de mere »respektable« partier får adgang til medierne. Nogle siger, at vi i forvejen har alt for mange partier, og de har ganske ret, men det nytter ikke at skære i den forkerte ende af pølsen, dvs. bortskære det eneste parti, arbejderklassen i dag har brug for.

Nå, tag nu ikke munden for fuld, vil nogen måske sige… og det gør jeg heller ikke. Hvis vi skal bruge noget andet parti til noget, så er første betingelse, at vi er overtroiske, at vi ikke tror på arbejderklassens kræfter og vilje til forandring, at vi tror på, at kapitalismen skal vare for tid og evighed. Det er nemlig udgangspunktet for alle andre partiers politik, og i så fald – hvis vi skal godtage det – kan vi lige så godt først som sidst indordne os under Schlüter-regeringen, for så lyder dommen på varigt slavearbejde indtil den dag, hvor vi skal sendes ud for at lade os skyde eller for at skyde andre arbejdere i en ny krig.

Men hvis vi ikke vil det. Hvis vi er i besiddelse af den mindste smule klassestolthed, så må vi slutte op om DKP/ML og de organisationer, der støtter Rød 1. maj og som tør sige: rend og hop med kriseregeringerne!, for kun i den revolutionære kamp får vi lov at gå oprejste med vores værdighed som mennesker i behold.

Og det er også her, spørgsmålet om arbejderklassens enhed kommer ind i billedet. Den enhed snakker alle om, men gid fanden havde den tåbe, der ikke spørger: enhed om hvad? Enhed om en socialdemokratisk kriseadministration måske? En enigt krybende arbejderklasse? Nej tak, den enhed kan vi godt undvære… men er der tale om en arbejderklasses enige kamp mod krise og krig, så vil jeg give min sidste blodsdråbe for den enhed. Den enhed, der siger arbejderklassens frigørelse er dens eget værk. Den enhed, der siger, at vi er færdige med at ligge i hundehuset og modtage de ben, der bliver tilkastet os, når andre har gnavet dem rene.

Havnearbejderstrejken viste os, hvordan vi tager de første skridt på den rigtige, kæmpende enheds vej. Den revolutionære vej ud af krisen, der samtidig er den eneste vej udenom krigen.

For fjorten dages tid siden var der en eller anden militær natøvelse oppe over Århus, hvor et par knægte forsøgte at vælte lydmuren i deres F 16-jagere. Det gav et par voldsomme brag, og tusinder af mennesker ringede til radio, politi og alle mulige andre steder hen af frygt for, at det var krigens første lyde. Havde det været for blot få år siden, ville de fleste have vendt sig om på den anden side og sovet videre, men krigsangsten sidder i dag alle dybt i rygmarven. Ikke uden grund.

Krisen rider alle kapitalistiske magter som en mare, i øst som i vest, og der oprustes på livet løs. Supermagterne USA og Sovjetunionen er begge voldsomt interesseret i at løse deres kriseproblemer med en rask krig, og det kan de ikke skjule med nok så megen snak om nedrustning.

Krigen ligger og venter, og hvis vi ikke formår at gøre noget ekstraordinært, så bryder den løs. Alt for mange stikker – som strudsene – hovedet i jorden. Nøjagtig som det skete før sidste verdenskrig. Kun få betragtede det som krig, da Mussolini tog Abessinien i 1935, eller da tyskerne og italienerne gik ind i Spanien og Nordafrika i 1936, eller da japanerne fra Manchuriet gik ind i Kina i 1937, eller da tyskerne snuppede Østrig og Tjekkoslovakiet i 1938… først, da englænderne og franskmændene erklærede tyskerne krig i 1939 indrømmede man, at der var krig.

Alt for mange tror, at krigsfaren bliver mindre, hvis man bare erklærer Norden, eller Danmark eller Munkebo for atomvåbenfri zone, men det gør ikke freden sikrere. Krig er ikke et spørgsmål om våben, men om profitgale kapitalister, og når vi først flyver rundt i atmosfæren som færdigfars, kan det være ligegyldigt, hvilken våbentype, der er årsagen.

Dette med at gøre krigen til et spørgsmål om atomvåben er bare en anden side af tilliden til terrorbalancen… og terrorbalancen er et pengeskab, hvortil der er koblet en bombe. Især USA og Sovjet vil have fat i pengeskabets indhold, men bomben generer dem, og da de ikke har nogle sandsække at stable op, så stabler de i stedet sække med sprængstoffer ovenpå bomben. Det øger ikke sikkerheden ret meget, tør man nok sige… men det knalder heller ikke, uanset hvor stor dyngen bliver. Det knalder først, når deres grådighed får dem til at bryde ind i pengeskabet.

Fredspolitik er ikke at stoppe fingrene i ørerne eller hovedet i jorden. Det er heller ikke at sige til magthaverne, at vi vil have en våbentype udskiftet med en anden. Nej, kammerater, fredspolitik er krig imod krigen. Det er at slås som død og helvede og med alle midler for at udskyde krigen, ved at gøre krigsanstifterne forbandet usikre på deres eget bagland. Det er uforsonlig kamp mod alle krigsgale fascistiske kræfter, en kamp for at begrænse deres agitation på alle måder, også med forbud. Det er en stadig styrkelse af den proletariske internationalisme, af båndene mellem arbejdende og udbyttede mennesker i alle lande.

Det er total krig mod krigens anstiftere og årsagen: det vanvittige imperialistiske verdenssystem, og det er en kamp, der vil give os drøje knubs… men vær sikker på, at krigen giver langt være sår.

Og vigtigst af alt: for helt at udelukke krigen må vi sørge for, at de profit- og dermed krigsgale bliver lagt i spændetrøje, at de bliver uskadeliggjorte, så vi i fred og ro kan fjerne alt det eksplosive lort, de har stablet op rundt omkring. Og denne spændetrøje om kapitalisterne – den eneste der findes, er socialismen. En spændetrøje er en ret diktatorisk ting, men den er nødvendig, hvis vi skal af med krig, fascisme, udbytning og reaktion. Kampen mod krigen er i sidste ende kampen for socialismen, men indtil da må vi vinde tid. Vi må gøre, hvad der er muligt for at udskyde krigen, og det ved vi af erfaring, at det ikke sker ved at komme med indrømmelser, men ved at stå stejlt.

Intet er farligere end at komme med indrømmelser til krigsanstifterne, og vi må kaste os ud i kampen mod enhver begrænset reaktionær krig, som dem zionisterne fører i Mellemøsten, som dem apartheidstyret i Sydafrika fører mod den sorte befolkning, som den Sovjet fører i Afghanistan og som dem USA deltager i i Latinamerika.

Og på samme vis må vi yde al mulig støtte til enhver revolutionær og antiimperialistisk krig, der udkæmpes af undertrykte folk mod undertrykkerne.

Under sidste krig havde vi i Danmark et begreb, der hed lænestolsdanskere. Det var folk, der ikke på nogen måde deltog i modstandskampen, selv om en hel del af dem udnævnte sig selv til frihedskæmpere, da det hele var overstået. Lænestolsdanskere er dem, der har for travlt med kolonihaven eller frimærkesamlingen, eller med at tapetsere entreen til at kunne deltage i kampen mod krise, krig og reaktion. Det er mennesker, som åbenbart bilder sig ind, at som beskyttelse mod krigen er nyt tapet bedre end gammelt, men de vil opdage – vi skal få dem til at indse – at alt det, de fylder deres tilværelse med, alt det, de bruger som undskyldning for ikke at tage del i kampen, er værdiløst, når krigen kommer. Og den kommer, hvis de ikke går med i kampen.

Kamp koster altid afsavn, men frivillige afsavn er lette at bære sammenlignet med dem, vi påtvinges af en krig. Kammerater, det er store opgaver, vi står overfor i en svær tid, og nogen synes måske, de er uoverskuelige og umulige opgaver. Jeg vil derfor minde jer om valgsproget på Folkets Røst, en avis, der udkom i Paris under den store revolution for snart 200 år siden. Der stod på forsiden: Når de store ser så mægtige ud, så er det kun, fordi vi ligger på knæ… Lad os rejse os! Det er stadig et af de bedste og mest opløftende budskaber til alverdens udbyttede og undertrykte: lad os rejse os, de store er ikke så store endda, når det kommer til stykket.

Arbejderklassen og det arbejdende folk er uovervindeligt, hvis vi rejser os, organiserede og enige, og vælger kampens vej. Og enhver, der påstår at repræsentere arbejderklassen og fremskridtet skal stilles overfor spørgsmålet: for eller imod den uforsonlige kamp imod undertrykkelse og udbytning, for eller imod socialismen forstået som arbejderklassens revolutionære diktatur over alle reaktionære og fascistiske kræfter.

Kammerater, aldrig mere ned i den ydmygende stilling, hvorfra de storhedsvanvittige og profitgale ser så mægtige ud, at vi lader os skræmme. Alle kræfter ind i kampen mod krisen, den spirende fascisme og krigen – for det socialistiske Danmark.

Efter ’Den Røde Tråd – Udvalgte politiske tekster 1969-83’ – Nexø Forlag 1984

Netavisen 3. september 2012


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater