Jagten på Julian Assange er et angreb på friheden og en hån mod journalistik


Af John Pilger

Den verdensberømte australske filmmand, forfatter og journalist John Pilger, bosat i UK, fordømmer den britiske regerings klapjagt på Julian Assange, som Ecuador har tildelt politisk asyl, og som befinder sig på den ecuadorianske ambassade i London.

Den britiske regerings trussel om at invadere den ecuadorianske ambassade i London og pågribe Julian Assange er af stor historisk betydning.

David Cameron, den tidligere pr-mand for en kræmmer i TV-industrien og våbensælger til sheikdømmer, er den rette mand til at overtræde de selvsamme internationale konventioner, som har beskyttet britiske borgere  i urolige områder.

Ligesom Tony Blairs invasion af Irak førte direkte til terrorhandlingerne i London d. 7. juli 2005, har Cameron og udenrigsminister William Hague kompromitteret sikkerheden for britiske repræsentanter over hele verden.

Ved at true med at misbruge en lov, der er skræddersyet til at udvise mordere fra udenlandske ambassader, mens man bagvasker en uskyldig mand som ’mistænkt kriminel’, har Hague gjort UK til grin over hele verden, skønt denne kendsgerning for det meste undertrykkes i England.

De samme modige aviser og tv-stationer, som har støttet Englands delagtighed i historisk blodige forbrydelser – fra folkemordet i Indonesien til invasionerne i Irak og Afghanistan – angriber nu Ecuadors ’menneskerettighedsstatus’, hvor landets reelle forbrydelse er at modsætte sig bøllerne i London og Washington.

Det er, som om de olympiske jubelscener i løbet af en enkelt nat er blevet omgjort af en afslørende fremvisning af kolonimagts-brutalitet.

Se f.eks. den britiske hærofficer og BBC reporter Mark Urban ’interviewe’ en storskrydende Sir Christopher Meyer, Blairs tidligere apologet i Washington, foran den ecuadorianske ambassade, hvor begge skummer over af snæversynet harme, fordi en  Assange, der ikke lader sig tryne, og en Rafael Correa, der ikke lader sig skræmme, afslører det vestlige systems griske magt.

Tilsvarende fornærmelser fylder siderne i avisen The Guardian, der ’råder’ Hague til at være ’tålmodig’: At storme ambassaden vil være ’til større besvær, end det er værd’.

Assange er ikke en politisk flygtning, erklærede The Guardian, fordi ”hverken Sverige eller England i noget tilfælde ville deportere nogen, der muligvis kan imødese tortur eller dødsstraf”.

Det uansvarlige i denne udtalelse står mål med The Guardians perfide rolle i hele Assange-sagen: Avisen ved udmærket, at dokumenter offentliggjort af WikiLeaks viser, at Sverige konsekvent har underlagt sig pres fra USA i sager om borgerrettigheder.

I december 2001 ophævede Sverige pludselig ægypterne Ahmed Agiza og Mohammedel-Zaris status som politiske flygtninge, og de blev overrakt til en CIA-kidnapningspatrulje i Stockholms lufthavn og ’videregivet’ til Ægypten, hvor de blev tortureret. En svensk ombudsmands-undersøgelse konkluderede, at regeringen ’alvorligt krænkede’ de to mænds menneskerettigheder.

I et telegram fra den amerikanske ambassade i 2009, som WikiLeaks fik fingrene i, med titlen ’WikiLeaks smider neutraliteten i historiens skraldespand’, afsløres den svenske elites ellers så højt besungne ry for neutralitet som ren humbug.

Et andet amerikansk telegram åbenbarer, at ”omfanget af [Sveriges militære og efterretningsmæssige] samarbejde [med NATO] ikke er almindeligt kendt”, og at medmindre det holdes hemmeligt ”vil det blotte regeringen for hjemlig kritik”.

Den svenske udenrigsminister, Carl Bildt, fik en berygtet ledende rolle i George W. Bushs Komite for Befrielse af Irak og har bevaret tætte bånd  til Det Republikanske Partis yderste højre. Ifølge den tidligere svenske rigsadvokat, Sven-Erik Alhem, er den svenske beslutning om at søge udlevering af Assange med påstande om seksuelle overgreb ”ubegrundede og uprofessionelle såvel som unfair og uden proportioner”.

Efter at have tilbudt at lade sig afhøre fik Assange tilladelse til at forlade Sverige og tage til London, hvor han også tilbød at blive afhørt. I den endelige udleveringsdom i maj gav den britiske højesteret farcen nye dimensioner ved at referere til ikke-eksisterende ’anklager’.

Dette er blevet ledsaget af en ondskabsfuld personlig smædekampagne mod Assange. Meget af det kommer fra The Guardian, der, som en vraget elsker, har vendt sig mod sin belejrede tidligere kilde, efter i stort omfang at have profiteret på WikiLeaks afsløringer.

Uden at en øre er gået til Assange eller WikiLeaks har en bog fra The Guardian ført til en lukrativ Hollywood filmaftale. Forfatterne, David Leigh og Luke Harding, smæder umotiveret Assange som en ‘invalideret personlighed’ og ‘afstumpet’. De afslører også det hemmelige password, han havde givet avisen i fortrolighed, og som var designet til at beskytte en fil, der indeholdt den amerikanske ambassades telegrammer. Den 20. august stod Harding uden for den ecuadorianske ambassade og hoverede på sin blog, at “Scotland Yard måske ler sidst”.

Det er ironisk, men meget passende, at The Guardians redaktion med avisens seneste spark mod Assange har en uhyggelig lighed med Murdoch-pressens forudsigelige snæversynethed om samme emne. Glorien er falmet, Leveson, Hackgate og agtværdig, uafhængig journalistik er forsvundet.

Assange plageånder understreger hele tiden at han retsforfølges. Men han er ikke anklaget for nogle forbrydelser, og han er derfor ikke på flugt fra retfærdigheden. De svenske sagsdokumenter, indbefattet teksterne fra de involverede kvinder, viser klart for enhver uhildet person, at sexanklagerne er absurde – anklager der næsten øjeblikkelig blev totalt afvist af hovedanklageren i Stockholm, Eva Finne, før interventionen fra en vis politiker, Claes Borgström.

Ved forundersøgelsen af Bradley Manning bekræftede en efterforsker fra den amerikanske hær, at FBI i hemmelighed sigtede ”grundlæggere, ejere eller ledere af WikiLeaks” for spionage.

For 4 år siden beskrev et dokument fra Pentagon, lækket af WikiLeaks, der dårligt nok blev bemærket, hvordan WikiLeaks og Assange skulle ødelægges med en smædekampagne, der skulle føre til ’kriminelle anklager’.

Den 18. august afslørede Sydney Morning Herald i en offentliggørelse af officielle dokumenter i henhold til informationsfriheden, at den australske regering gentagne gange havde fået  bekræftelse på, at USA gennemførte en ’hidtil uset’ jagt på Assange, og at den ikke havde rejst nogen indvendinger.

Blandt Ecuadors grunde til at give asyl er den ’manglende beskyttelse’ af Assange fra ’den stat, hvor han er borger’. I 2010 kom en undersøgelse fra Det Australske Føderale Politi frem til, at Assange og WikiLeaks ikke havde begået nogen forbrydelse.

Forfølgelsen af ham er et angreb på os alle og på friheden.

Oversat efter Information Clearing House

Netavisen 29. august, 2012