SRSF fortsætter svineriet

Leder
Kommunistisk Politik 16, 2012

Den socialdemokratiske fagtop har tryglet sin regering om at forhindre den sociale katastrofe, der er i færd med at indtræde. Fra nytår reduceres dagpengeperioden fra fire år til to år – en af de blå nedskæringsreformer, VK og O aftalte med de radikale, og SRSF har gennemført. Enhedslisten fik udsat dens ikrafttræden med et halvt år. Men nu skal det være.

20.000 mennesker står til at miste deres forsørgelsesgrundlag – og vil gå fra dagpenge til bistand eller ingenting – i løbet af 2013. Det berører direkte deres familier, og vil anbringe titusinder i en desperat situation, bare det første år.

Den anden stramning i dagpengereglerne – nemlig fordoblingen af perioden for at genoptjene dagpengeretten fra et halvt til et helt års arbejde inden for tre år vil yderligere sikre, at mange flere tusinder ryger samme vej.

For det er ikke kickstarten og det lovede opsving, som er kommet. Det er derimod den økonomiske krise, der har bidt sig fast. EU-landene er samtidig samlet allerede i, eller på vej til,  en recession efter  stagnation eller produktionsfald igennem et halvt år.

Der er ingen som helst udsigt til regulære  jobs til de ’langtidsledige’ (dvs arbejdsløse i to år), som nu står til at tabe dagpengeretten. Der er ti millioner langtidsledige i EU.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksens ministerium har regnet ud, at det vil koste 800 millioner yderlige at forlænge dagpengeperioden med et halvt år. Og det nægter hun kategorisk. Dagpengereformen står fast, erklærer hun.
Det vil altså sige, at fra nu af snuppes en lille milliard fra de arbejdsløse hvert halve år – penge som indtil reformen og SRSF’s tiltræden var en rettighed.

Beskæftigelsesministeren strør salt i såret ved at tilføje:
Der er i mine øjne langt mere perspektiv i at diskutere, hvordan vi får folk i arbejde, end at diskutere dagpengeperiodens længde. Det kan ikke være et mål, at folk er på dagpenge i mange år.

Men SRSF har ikke leveret arbejdspladserne, så nu skal de arbejdsløse betale – i visse tilfælde med både hus og hjem.

Mette  Frederiksen kommer også med halve løfter og 100 pct. optimistiske perspektiver:
– De næste seks måneder skal bruges på at bringe folk fra dagpenge til arbejde. Der er ikke meget perspektiv i, at man sidder år efter år på dagpenge, siger hun.

Konkret vil hun kontakte a-kasser, arbejdsmarkedets parter og kommunerne og bede om et møde, så ’der kan blive lagt en strategi for dem, der er i risikozonen’.

Det skal nok fedt hjælpe. Ingen af disse ærværdige parter står parat med jobs – og A-kasserne er i forvejen forpligtet til at prøve at skaffe de arbejdsløse jobs – uden at kunne gøre det. Ministersnakken er hul.

Til gengæld står Enhedslisten parat. Efter at have opgivet revolutionen i sommerens løb vil partiet igen indgå i finanslovsforhandlingerne som regeringens faste støtteparti. Ikke noget med at kræve nedskæringerne tilbagebetalt krone for krone. Frank Aaen erklærer:

For os er det fuldstændig utænkeligt, at vi lader 20.000 miste deres dagpengeret uden at spørgsmålet bliver taget op i forbindelse med finansloven. Så vi er sikre på, at det bliver en del af en kommende finanslovsaftale, at der bliver sørget for at færre taber deres dagpengeret.

Enhedslisten er med andre ord indstillet på, at det ’kun’ bliver f.eks. 10.000 og ikke 20.000, der sendes ned i den sociale massegrav. Partiets rolle er at sætte plastre på sårene.

Thorning-regeringen fortsætter altså svineriet. Den lader sig ikke presse til en ’ny kurs’ eller til at tage skeen i venstre hånd, som fagtoppen, Enhedslisten og de fleste af ’rød bloks’ tilbageværende vælgere ønsker og håber på.

Dagpengereformen står fast. Skattereformen til gavn for de rige og på bekostning af det store flertal gennemføres. Fleksjob- og førtidspensionsreformen gennemføres. De kraftige modreaktioner har fået Thorning til at erklære, at ’reform’-temnpoet har været for højt og til at udskyde de bebudede nedskæringsreformer af bistandshjælp og SU med et halvt år. Men kursen ligger fast.

Regeringen lader sig ikke rokke i sin nyliberale tiltro til det kapitalistiske system og euro’en. Det går kun en vej: Nedad! Og støttepartiet støtter, fagtoppen støtter – mon ikke også Özlem Cekic snart støtter.

Det er ikke derfra modstanden mod den ’røde’ regerings kapitalistiske politik, designet af den fallittruede europæiske union kommer, Den kommer nedefra – og den er der. Nu skal den organiseres og gøres synlig og mærkbar.

Netavisen 16. august 2012