Kommunistisk Politik 15, 2012
Masser af offentlige instanser insisterer på at ’kommunikere’ i et sprog, som er hinsides modtagernes forståelsesgrænseUndertiden suppleres kancellistilen af ubehjælpsomhed for at nå dette punkt. Men det gælder ikke kancelliet i Bruxelles. Embedsmændene her kan både tænke klart og udtrykke sig klart, når de vil. De kan tilmed gøre det, så ingen andre end indviede fatter en brik.
Det gælder f.eks. EU-kommissionens ’henstilling med henblik på Rådets henstilling om Danmarks nationale reformprogram for 2012 med Rådets udtalelse om Danmarks konvergensprogram for 2012-2015’.
Allerede her er man klar over, at det nok er noget vigtigt, men også noget, som ikke rager almindeligt folk uden en embedseksamen som polit. eller jur. Og det drejer sig sådan set også bare om den (økonomiske) politik, som EU-kommissionen forlanger, at Danmark fører – implementeret af dens lokale regering og det folkevalgte parlament, den nationale suverænitets øverste instans.
I al fald: ”Omtalte dokument” er fra 30. maj 2012, og punkt 1 i ’henstillingerne til dansk politik’ erklærer, at der i 20112-13 skal ’tages skridt til’:
”… at gennemføre budgetstrategien som planlagt for at rette op det uforholdsmæssigt store underskud senest i 2013 og sikre den gennemsnitlige årlige strukturelle tilpasning, der er angivet i Rådets henstillinger under proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Derefter bør Danmark sikre en passende strukturel tilpasning til at gøre tilstrækkeligt fremskridt i retning af den mellemfristede budgetmålsætning, herunder nå udgiftsreferencesatsen.”
Nej – det er ikke en læserkonkurrence, og de rigtige svar findes ikke skrevet omvendt nederst på siden eller længere henne i bladet.
Det betyder groft oversat, at der skal skæres ned på den sociale del af de offentlige budgetter, og underskud skal aflives, før de opstår – sådan at de rige kan blive rigere i fred og flertallet kan bære endnu flere af krisens byrder.
Det er hovedindholdet i EU’s ’henstillinger’ til dansk økonomisk politik, som i hurtigt tempo skal sanere resten af de velfærdsydelser, der er tilkæmpet gennem arbejdernes og det store flertals kamp gennem mere end hundrede år. Punkt 2 i henstillingerne gør det trods kancellisproget lysende klart, hvad den EU’ske reformpolitik for Danmark handler om, og slår ned på et enkelt konkret felt for årets reformvirksomhed. Regeringen skal tage skridt til:
”… at øge det langsigtede udbud af arbejdskraft ved at gennemføre en reform af førtidspensionsordningen og ved i højere grad at målrette fleksjobordningen mod personer med nedsat arbejdsevne og forbedre beskæftigelsesmulighederne for personer med indvandrerbaggrund.”
Fleksjob- og førtidspensionsforringelserne er ligesom resten af EU-reformpolitikken også dansk regeringspolitik, uanset om regeringen kalder sig rød eller blå. ’Reformerne’ og de konkrete skridt er aftalt i og med EU-kancelliet før folketinget, og længe før befolkningen kender noget til dem.
De øvrige tre henstillinger i dokumentet fra i år handler bl.a. om at gøre uddannelserne billigere og sluse de studerende hurtigere igennem, øge de offentlige udliciteringer, privatiseringen og styringen af de offentlige indkøb i monopolernes interesse osv.
Det er også regeringens politik – og ’oppositionens’.
Aftalen mellem de to regeringsblokke i dansk politik om den asociale førtids- og fleksreform, der blev indgået op til folketingets sommerferie, udløste stor folkelig harme, synlige protester og mange initiativer til at få sat en stopper for de konkrete angreb og sejle op mod reform-nedskæringspolitikken.
Og vreden og harmen har holdt sig sommeren over. Den er klar til at markere sig igen også på gaderne, også foran landets rådhuse og foran Christiansborg. En trængt SRSF-regering og dens allierede i LO-toppen har travlt med at prøve at undergrave protestbevægelsen og begrænse den til en enkelt symbolsk manifestation ved folketingets åbning i begyndelsen af oktober.
Når det kommer til stykket, er EU-politikken og EU-kancellistilen ikke så uforståelig endda: Den handler om forringelser for det store flertal, for den unge som den gamle, for dig og mig.
Svaret kunne være et kort, kontant, synligt og mærkbart NEJ!
Netavisen 3. august 2012
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
