Skriften på væggen

Leder
Kommunistisk Politik 14, 2012

Thorning-regeringen har op til sommeren haft travlt med at bevise, at der kun findes én blok i dansk politik – nemlig den forenede blårøde blok af regeringen og de regeringsparate oppositionspartier.

Den blårøde blok træder sammen, når der skal gennemføres nedskæringer, som almindelige mennesker skal betale, og skattelettelser til de rige, som også skal betales af det jævne folk, ikke mindst af folk på overførselsindkomster: dagpengemodtagere, bistandsmodtagere, syge, folk på fleksjob, førtidspension, efterlønnere eller folkepensionister.

Er der to, der står sammen om et reformfelttog, der skærer ’velfærden’ ned til ukendelighed, er det ’rød’ og blå blok. Den ene fortsætter, hvor den anden slap eller gik i stå.

Hele to store ’reform’-projekter i skøn samdrægtighed mellem de ’røde’ og de blå er det blevet til i de sidste par uger: et skatteforlig og et fleks- og førtidsforlig. De fulgte oven på en ny aftale med kommuner og regioner for 2013, der betyder fortsatte fyringer og nye nedskæringer.

Det er alt sammen EU-reformer og EU-krise-recepter, og begge blokke gennemfører dem med ildhu – angiveligt for at redde ’velfærden’, men reelt for at redde bankerne, euroen og monopolernes profitter.

Begge de to forligsaftaler har vakt vrede og harme og i nogle kredse bestyrtelse. Især blandt dem, der hjalp ’rød’ blok til regeringsmagten i forventning om, at den som lovet ville føre en anden, mere solidarisk og mere progressiv politik end VKO gennem dens ti år.

Thorning-regeringen har også lært taktik af Fogh og hans kloner. Dens første tid har ligesom Foghs ’systemskifte’ været karakteriseret ved en hel stribe ’nødvendige’ reformer fyret af i et tempo, der er lavet til at trampe hen over al modstand. Nogle af de værste angreb skal gennemføres i første del af valgperioden, så der er tid til at polere på skuffelsen og indhente tabet af popularitet. Raseriet over de exceptionelt brutale angreb på førtidspensionister og fleksjobbere skulle ikke holdes i live sommeren over. Derfor skulle aftalerne på plads.

Men uroen i befolkningen, der ved at hjælpe Thorning til magten demonstrerede, at den ville have en anden politik end VKO’s og EU’s nedskæringspolitik, er også exceptionel og afspejler sig på mange måder – fra protester og underskriftsindsamlinger på de sociale medier til protestmanifestationer i gaderne og foran ministerierne, samt møder og politiske diskussioner, der har antaget et omfang som sjældent set. Almindelige folk drøfter politik med hinanden. Over nettet, i busser og tog, på arbejdspladsen, i byen.

Allertydeligst har dette ryk vist sig i meningsmålingerne, der enslydende truer med at sende SRSF-regeringen på førtidspension. Socialdemokraterne har den laveste tilslutning i hundrede år, SF er dybt splittet og har det ene ben ude af folketinget, og Enhedslisten er i en helt ny situation: Partiet scorer vælgere og medlemmer i et omfang, som eksperter i parlamentarisk politik og dets omskiftelser betegner som usete.

Der sker noget! En ny forståelse af den førte politik, en ny politisk bevidsthed er ved at udvikle sig. Og vælgerrykket mod Enhedslisten, som er det mest markante træk i situationen, er samtidig et udtryk for, at der er tale om et ryk til venstre.

Der tegner sig et politisk billede, der – uden at der skal drages for stærke paralleller – kunne pege hen mod den græske: en reduceret, men regerende borgerlig fløj, decimerede regeringsbærende ’socialister’ (et beskåret socialdemokrati med et endnu mere decimeret SF) og en styrket venstrefløj uden for EU-blokken på ca. en tredjedel af vælgerne.

Thorning-regeringen og dens støtter kan godt se skriften på væggen. Der er tale om en tendens, ikke om et udsving. Derfor er dens håb, at de blårøde nedskæringsreformer vil være glemt efter sommerferien og modstanden mod dem forsvundet som dug i brændende sol.

Støttepartiet Enhedslisten blev kasseret i samme øjeblik, SRSF øjnede muligheden for et ’bredt’ forlig med den borgerlige opposition. Og Enhedslisten kvitterede med at erklære, at det ikke længere var støtteparti. Senere vil det tage sig betalt for at stemme for den kommende nedskæringsfinanslov, der vil rumme de blårøde reformer. Hvordan det lige hænger sammen, står hen i det uvisse.

Der må skubbes på for, at venstredrejningen også fører til en forkastelse af de parlamentariske illusioner og en forståelse for, at vejen til at stoppe nedskæringsfelttoget er organisering og mobilisering til massekamp. Det skridt mangler endnu.

Netavisen 4. juli 2012