Euroens Forenede Stater: ’Hen imod en egentlig Økonomisk og Monetær Union’

Det danske EU-formandskab begyndte og sluttede med krisetiltag og nye traktater. Nu tages der med bankunionen nye skridt hen mod Euroens Forenede Stater. Imens forduftede regeringens ambitioner om en hurtig folkeafstemning om de danske EU-forbehold

Kommunistisk Politik 14, 2012


 

 

 

 

 



Det danske formandskab begyndte med vedtagelsen af en ny traktat kaldet Finanspagten, der bl.a. fastlagde en stramning af gældende regler vedr. underskud på medlemslandenes offentlige budgetter, med tilhørende dummebøde ved overtrædelse.

Hvert eneste år, siden krisen brød ud, har budt på nye tiltag, der skal centralisere kontrollen med den økonomiske politik, der bliver ført i medlemslandene.

Finanspagt-traktaten kom som et nyt led i denne kæde, som har det udtrykkelige formål at sikre, at landene forfølger borgerskabets økonomiske interesser.


Unionsmodellen i grove træk

Det skal forstås helt konkret: Unionens medlemslande skal netop redde nødstedte spekulanter og overtage gælden fra fallerede banker.

Statsmagten skal sættes ind mod almindelige mennesker, der er blevet arbejdsløse som følge af krisen, og som bliver smidt ud af deres hjem, fordi de ikke kan betale husleje, som det f.eks. nu sker i Spanien i titusindvis af tilfælde.

Samtidig skal staten overtage gælden fra de banker, der går fallit, fordi der er et relativt for stort udbud af tomme lejligheder, samt give bankdirektøren en skattelettelse.

Hvorefter staten endelig skal finansiere gælden med nedskæringer på arbejdsløshedsunderstøttelse og andre overførselsindkomster.
Sådan er EU’s nyliberale økonomiske model for krise- og eurostyring – i grove træk.

Den politik er jo blot sund fornuft og i Danmarks interesse, mener den danske statsminister Thorning og økonomiminister Vestager. Regeringens førstedamer fik tidligere på året et folketingsflertal til at stemme for dansk tilslutning og ratifikation af Finanspagten, der i princippet binder Danmark til at følge en bestemt økonomisk politik i al fremtid.

Uanset hvilket flertal der måtte indfinde sig i folketinget, når der skal stemmes om finansloven, så bestemmer EU.


Topmøde for at redde den fælles mønt

Det danske formandskab sluttede, som det begyndte: med eurokrise og økonomisk krise.

Så er logikken ufortøvet at fortsætte den politik, der ikke har virket et klap indtil nu, samt sætte gang i en helt ny traktatdiskussion.

En lille formulering i konklusionerne fra det seneste EU-topmøde sidst i juni fortæller meget fint, hvor slemt det står til:
Vi bekræfter på ny vores tilsagn om at bevare ØMU’en og gøre dens grundlag mere solidt med henblik på fremtiden.”

At det ligefrem skal vedtages, at man ønsker at bevare EU’s fælles mønt, skyldes, at hele konstruktionen er på katastrofekurs.

Det er et uundgåeligt og forudsigeligt økonomisk sammenbrud for især de fattigste deltagerlande i eurozonen.


Intet til arbejdsløse

Topmødet var den første egentlige måling på den nye situation, der er opstået, efter at Frankrig fik smidt Sarkozy ud af præsidentembedet og erstattet ham med François Hollande – ‘socialisten’ (socialdemokraten), der blev valgt på løfter om at sætte gang i væksten og gøre op med EU’s sparepolitik.

I det lys må resultatet siges at være skuffende. EU’s retorik er måske nok forandret en smule, og der blev vedtaget et dokument, som EU kalder en beskæftigelsespagt, om at sætte gang i den intelligente vækst – men det er en vækst, som ingen andre end EU kan få øje på.

Det konkrete indhold er ikke et opgør med kravene til medlemslandenes budgetunderskud. Tværtimod blev det understreget, at tiltag til at afhjælpe arbejdsløsheden skal være i overensstemmelse med Finanspagten.

Hvilket er det samme som at sige, at der ikke må bruges penge, og at det hele blot er snak.

Langt mere konkrete er de landespecifikke anbefalinger, der også blev vedtaget.

For Danmarks vedkommende anbefales der yderligere privatisering af kommunale opgaver, reformer af fleksjob og førtidspensionsordningen, og at underskuddet på næste års finanslov kommer ned på EU’s anbefaling.

Der er med andre ord et fuldstændigt sammenfald mellem, hvad EU siger, Danmark skal gøre, og den politik, som regeringen og folketingsflertallet gennemfører.

Bankunion

En ny reform af EU’s traktatgrundlag blev skudt i gang med vedtagelsen af en rapport fra Herman Van Rompuy, formand for Det Europæiske Råd. Rapporten kaldes åbenhjertigt ”Hen imod en egentlig økonomisk og monetær union”.

Den fremlægger en køreplan frem til 2020, der blandt andet indbefatter skabelsen af en ’Bankunion’, hvor det bliver op til EU at bedømme, om banker er solvente, og om de skal lukkes eller reddes.

Andre tiltag i planen er fælles retningslinjer for politikker på områder som arbejdskraftens bevægelighed og skatte- og afgiftskoordination.

Den største uenighed mellem euro- og EU-landene indbyrdes går på spørgsmålet om oprettelse af et system for udstedelse af euroobligationer.

Det er et forslag, der går ud på at Den Europæiske Centralbank/ECB skal overtage udstedelsen af statsobligationer fra medlemslandene, hvilket bl.a. vil betyde en fælles rente for alle lande.

Som det er nu, skal de mest kriseramte lande, som har hårdest brug for at låne penge, også betale den højeste rente, når de udsteder statsobligationer, mens Tyskland kan låne penge meget billigt. Sådan fungerer ’markedet’.

I løbet af det næste halve år skal der vedtages en konkret plan for, hvornår de nye traktatændringer skal vedtages og træde i kraft.

Danmark og Bankunionen

I Danmark har den ellers EU-begejstrede statsminister tilsyneladende ikke noget hastværk med at få landet med i en bankunion. Da slet ikke én, som vil betyde, at de danske banker kunne komme til at betale til fallenter i Sydeuropa.

Det samme gælder regeringerne i UK, Sverige og andre lande uden for eurozonen. De vil ikke være med, men afventer udviklingerne.

Jeg har svært ved at se, at danske skatteborgere skal hæfte for gæld i andre lande, sagde statsminister Thorning-Schmidt til Politiken i samme åndedrag, som hun udskød de bebudede afstemninger om de danske EU-forbehold.

Afstemningerne får vente, til der er kommet mere ro over udviklingen i EU, mener regeringslederen.

Den reelle årsag er, at regeringen ikke tør afholde en folkeafstemning, fordi den vil blive stemt ned med et brag.

Det samme ville ske, hvis de turde sende deres EU-inspirerede økonomiske politik til afstemning.

Se også
Den europæiske stabilitetsmekanisme og finanspagten: Over loven!

Netavisen 10. juli 2012


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater