Den europæiske union, krisen og folkene – Af Raúl Marco

Af Raúl Marco, Unity&Struggle 23, 2012

Raúl Marco er en hovedskikkelse i PCE(m-l) og den spanske revolutionære og republikanske bevægelse gennem årtier. Hans artikel om krisens udslag i Spanien og marxist-leninisternes syn på den europæiske union har været bragt i CIPOML’s internationale tidsskrift Unity & Struggle 23, 2012. Foto: Raúl Marco hilser det tunesiske PCOT’s første legale kongres 2011

Det er i sandhed en fornærmelse mod al sund fornuft at erklære og gentage, at den nuværende krise er forårsaget af arbejderne, de arbejdende, småborgerskabet eller mellemlagene, som de reaktionære og deres ’betalte analytikere’ konstant gør det.

Så snart vi undersøger og tænker over de dramatiske øjeblikke, vi gennemlever (jeg taler om Spanien og dets folk, men vi kan heller ikke ignorere den brutale udplyndring forklædt som ’redning’, som Grækenland er påtvunget), støder vi på realiteterne, en bitter realitet, som tilintetgør, sletter og i ’bedste’ fald drastisk reducerer (’nedskærer’, kalder møghundene det), hvad arbejderklassen, de arbejdende, har opnået med deres kampe i de sidste hundrede år.

Mange økonomer, analytikere, filosofer rundt om i verden har angrebet Marx, som de ville begrave som forældet og overhalet af historien, og har forsøgt at benægte vigtigheden af det tyske genis værk Kapitalen. Men kendsgerningerne viser, at Marx’ analyse var fuldkommen rigtig og har fuld gyldighed, som det også bevises af den nuværende situation, hvor alle foranstaltninger til at overvinde krisen – absolut alle – skaber negative følger for i første række proletariatet og de arbejdende, men også for småborgerskabet og mellemlagene.

Tilkæmpede rettigheder fjernes, såsom social sikkerhed og uddannelse af kvalitet, arbejdstiden forlænges, og lønningerne falder. Antallet af arbejdsår udvides, før man kan modtage en sultepension, sådan at unge mennesker i dag næppe vil være i stand til at opfylde det fornødne antal arbejdsår, når de forlader arbejdsmarkedet som 65- eller 70-årige, fordi de arbejder i usikre omstændigheder, hvor de let kan fyres, og ikke har en stabil ansættelse.

Situationen i Spanien (47 millioner indbyggere i 2011) bevæger sig mod katastrofe: 5,3 mio. arbejdsløse (23 %) med udsigt til at nå seks mio. i år. Blandt de unge er arbejdsløsheden 48 % (dobbelt så høj som gennemsnittet i EU). Det anslås, at der er halvanden million familier, hvor alle familiemedlemmer er arbejdsløse. 20 % af spanierne lever under fattigdomsgrænsen, som anslås til at være 7.800 euro om året (650 euro om måneden = 4.887 kr.).

Det er under disse omstændigheder, at Rajoy og hans ”Folke”partis halvfascistiske regering laver en arbejdsmarkedsreform, som endnu ikke er fuldstændig gennemført, og klart og utilsløret rammer proletariatet, de arbejdende og den brede befolkning. Arbejdsgiverne gennemtrumfer deres synspunkter og krav, som regeringen accepterer (med små afvigelser, så det ikke helt ligner Franco-diktaturet), og som sender os tilbage til det 19. århundrede.

Arbejdsministeren har annonceret, at den arbejdsmarkedsreform, som forberedes, er ’ekstremt aggressiv’. Det er en perfekt karakteristik af reformen, som blev godkendt af ministerrådet den 10. februar 2012.

Bare nogle enkelte elementer i denne arbejdsmarkedsreform, som taler for sig selv:

1. Overenskomster på virksomhedsplan får gyldighed over aftaler for hele sektoren (med 98 % små og mellemstore virksomheder betyder det, at arbejdsgiveren vil herske i selskabet uden nogen som helst kontrol).

2. Den tillader lønreduktioner, hvis virksomheden i ni måneder har en nedgang i indtjeningen – ikke hvis firmaet har tab, men hvis den forventede indtjening ikke opnås.

3. For virksomheder med færre end 50 ansatte (mere end 95 % af alle virksomheder) betyder reformen en ny aftale med en prøveperiode på et år for arbejdere, hvor arbejdsgiveren kan fyre arbejderen uden at give nogen begrundelse.

4. Den fastlægger tvungen mægling fra regeringen.

5. Den afskaffer den administrative kontrol med kollektive fyringer.

6. Den fjerner faste kontrakter og tillader arbejdsgiveren at fyre af objektive grunde (med en kompensation for 20 dage), hvis virksomheden har formindsket profit i ni måneder.

7.  Den lader de samme regler for fyringer gælde i den offentlige sektor.

8. Den fjerner overenskomsternes gyldighed efter udløbet. Tidligere fortsatte den med at gælde, indtil en ny aftale var indgået. Nu står arbejderne uden reel dækning, hvis der ikke indgås en ny kollektivaftale i løbet af to år, og vil alene være overladt til de grundlæggende lovbestemmelser.

9. Den tillader fyringer af arbejdere for fravær, også berettiget fravær, hvis de er fraværende i to måneder og ni dage på grund af sygdom – med undtagelse af graviditet og ’vold i hjemmet’.

Både fru Merkel og andre af EU’s koryfæer har budt disse skridt velkommen og rost Rajoy, som forinden var rejst til Tyskland for at få kansler Merkels godkendelse.
Det står klart, at der er tale om storstilet aggression mod arbejderne, en aggression, som iscenesættes bag kulisserne af arbejdsgiverne, som stadig ønsker at få endnu mere drastiske foranstaltninger gennemført.

”Aggressionen er mangesidet, fordi den reformerer loven om afskedigelser (…) og sætter en stopper for fagforeningernes indblanding ved kollektive fyringer, den overlader folk til firmaernes nåde, tillader vikarbureauerne at gennemtrænge alle sektorer, giver forrang til lønninger, der forhandles på virksomhedsplan – i forståelse for millioner af arbejderes svaghed og hjælpeløshed i de små virksomheder, og den fjerner derudover den automatiske forlængelse af de kollektive overenskomster, sådan at de kan afvises, hvis de ikke fornyes inden for to år. (…) Denne aggression vil ikke skabe nye job. Dens formål er at disciplinere arbejderne til at acceptere et hvilket som helst job uden beklagelser, så den værste del af virksomhedssektoren har absolut adgang til en arbejdskraft, der er billig og uden rettigheder, og den tildeler arbejderklassens faglige organisationer en næsten ren symbolsk rolle”.
(Salce Elvira, medlem af det største spanske fagforbund CCOO’s  landsledelse)

EU – eller rettere de, som styrer, beslutter og påtvinger deres kriterier (særligt fremtrædende er den tyske kansler fru Merkel, som altid med assistance fra hendes brudgom Sarkozy) – har opereret i Spanien via mellemmænd, først Zapatero, som på fire dage reviderede forfatningen for at imødekomme EU’s krav, og nu med Rajoy og hans legion af de sidste fascister, fulde af europatriotisk begejstring, som har udviklet de brutale arbejdsmarkedsreformer, EU har forlangt.

Reformer, som imødekommer kapitalisternes og finansfolkenes interesser, reformer, som ripper folk, samtidig med at de, der i forvejen er rige, bliver endnu rigere. Dette er i øvrigt en af de teorier, som er udviklet af den ’forældede’ marxisme.

Som vort parti erklærede i sin  udtalelse den 11. februar 2012:
“Det viser endnu en gang tydeligt, hvem der holder magten i dette land i deres hule hånd. Det er oligarkiet i spidsen for arbejdsgiverne og finansverdenen, som udnytter institutionerne og alle regimets midler til at påtvinge det overvældende flertal af samfundet sin vilje, med tragiske sociale følger.
Det er et regime gennemtæret af korruption og ærgerrighed, der mister stadig mere legitimitet i folkemassernes øjne. Et regime, der ikke er i stand til at indfri de mest elementære former for demokrati, med strukturer, der er arvet fra Franco-tiden, som begunstiger korruption og tyveri og straffer dem, der vover at stille spørgsmål ved frankismen og dens efterfølgere.”

Se hele udtalelsen her

Det står klart, at de foranstaltninger, som EU påtvinger for at overvinde krisen, modsvarer de store virksomheders, bankernes og de store finanscentres mål om at øge deres profitter og undertrykke folkets sociale rettigheder – idet de ikke informerer om deres profitter – med henblik på at ramme arbejderne og de klassebaserede fagforeninger.

De kommende generationers (og den nuværendes?) fremtid bekymrer de sig ikke om. Fattigdom, undertrykkelse, udbytning – det er den fremtid, de forbereder.
Men de glemmer klassekampen, eller rettere sagt: De glemmer den ikke, men gentager evindeligt deres omkvæd (for at banke det fast i hovedet på arbejderne og de øvrige klasser af folket) om, at der ikke er nogen grund til klassekamp, fordi arbejdernes og arbejdsgivernes interesser er de samme, og at det er alles opgave at ofre for at komme ud af krisen.

Det kan være, at nogle enfoldige tror på dem, men kendsgerningerne viser, at dette interessesammenfald er det rene nonsens. Én ting er, at klassekampen ikke kan afsløre sig i sit fuld omfang, noget andet er at hævde, at der ikke findes nogen klassekamp. Men det er netop lige det, arbejdsgiverne gør: “At komme ud af krisen er vores alle sammens opgave.” Det er dem, som har skabt betingelserne for denne krise, som også høster fordele af den, men det er folket, som bærer omkostningerne ved en krise, som de ikke har skabt.

Vi ser ingen nedskæringer i bankernes enorme gevinster; de modtager lån og hjælp af alle mulige slags, mens deres skattebyrde formindskes. Men lønningerne vokser ikke, de beskæres sammen med de sociale rettigheder, i første række sundhed og offentlige uddannelser.

Reallønnen (regeringen fordrejer data om den) falder bestandigt, og dermed selvfølgelig købekraften: Lønninger udgjorde i 80’erne en andel på 53 % af BNP, i 2007 48 %,  og p.t. er den 46 %. Samtidig med disse lønreduktioner har vi stadige prisstigninger som følge af monopolernes bestræbelse på hæve profitterne på trods af krisen.

Økonomen og professor i offentlig politik Vicenc Navarro gør det fuldstændig klart i en stribe artikler. Her skal bare citeres nogle få afsnit om nedskæringspolitikken:

“Beviserne hober sig op og viser, at sådanne foranstaltninger ikke bare bidrager til løsning af krisen og recessionen, men at de bliver værre. Data viser klart, at en sådan politik yderligere formindsker den efterspørgsel, som er nødvendig for at stimulere økonomien.

Og eftersom efterspørgsel, som skabes i den private sektor, stagnerer (i Spanien som resultat af det enorme hul, der blev skabt i økonomien, da boligboblen bristede), er den eneste sektor, som kunne stimulere økonomien, den offentlige sektor og investeringer fra regeringen. Derfor er reduktionen af sådanne investeringer en stor fejltagelse, da de umuliggør en løsning på krisen. (…) Denne situation er uholdbar og utålelig. Den dømmer fremtidige generationer til elendighed. Vi må derfor overveje noget, som har været anset for utænkeligt: at Spanien forlader euroen.”
(“Público”, 12. januar 2012)

*    *    *

Krisen rammer hele verden, måske særligt hårdt i Europa, hvor – med Grækenland som det mest ekstreme tilfælde – en række lande som Portugal, Irland, Italien, Spanien og adskillige af de tidligere socialistiske lande har underkastet sig kontrol, justeringer, nedskæringer og andre foranstaltninger til skade for deres suverænitet og i særdeleshed med forarmelse af deres befolkninger.

Samtidig forsøger højrefløjsgrupper og fascister, der hemmeligt er under regeringernes beskyttelse, at udnytte situationen til at undergrave venstrefløjen og kommunisterne i særdeleshed. Det er tilbage igen det gamle “spøgelse, der går gennem Europa – kommunismens spøgelse” – men nu er det ikke alene Europa, det er bogstavelig talt hele verden, og imod dette organiserede ‘spøgelse’, som har modstået og modstår undertrykkelse, bagvaskelse, forrædderi og desertering og klassekampens tusindvis af slag, har de reaktionære kræfter forenet sig, i dag som i går: finanshajerne, store dele af Socialdemokratiet osv.

Det er sandt, at de kommunistiske partier i almindelighed har lidt splittelser og er svækket, men de er ikke forsvundet. Man kan sige, at de er vendt tilbage for at erobre land, for at genvinde indflydelse.

Vi taler om folkets, arbejderklassens, småborgerskabets lidelser, og ofte overses eller forbigås indvandrer-arbejderne, som også er mennesker, og som i Spaniens tilfælde omfatter såkaldte ‘papirløse’ eller illegale, som lider under en udbytning, der grænser til slaveri, med sultelønninger i bogstaveligste forstand, som bor i overfyldte og uhumske skure, udsat for alle slags diskrimination, uden nogen rettigheder.

Afstumpede mennesker, folk uden perspektiver, giver indvandrerne skylden for arbejdsløsheden og bebrejder ikke arbejdsgivernes grådighed, som betaler dem halvdelen af en spansk arbejders normale løn. De bebrejder til gengæld immigranterne, der har den dristighed at arbejde hårdt for ringe mad i stedet for at dø af sult. Og disse er ofte ofre for ‘klapjagter’ foranstaltet af de fascistiske bander, som kommer frem for at opsøge ‘røde’, ‘latinoer’, ‘negre’ og så videre.

Europa går til højre og fasciseres. Der er mange tilfælde: Ungarn, Østrig – og også Spanien, hvor højesteret, der afsagde en dom på baggrund af falske anklager og manipulation og udelukkede dommer Garzón fra dommerstanden, har fungeret som i Francos bedste tider. På grund af Garzóns personlighed og visse tvivlsomme handlinger er der nogle, som ikke forstår, at angrebene på ham er fascistiske og nazistiske angreb, som man ikke kan tilslutte sig.

Den tyske forfatter Thomas Mann opfordrede i en tale til studenterne i Hamburg i 1953 til at kæmpe for et ‘europæisk Tyskland, ikke et tysk Europa’, som Hitlers Tredje Rige havde til hensigt og var lige ved at realisere. I dag, hvor vi er i dette EU og ser, hvordan kansler Merkel opererer, virker det, som om denne dame har forstået den berømte Thomas Manns råd omvendt.

Økonomen Juan Francisco Martuin Seco bemærker:

“Den Europæiske Union er, som det ses for nærværende, paradoksalt nok blevet det bedste redskab for Tyskland til at virkeliggøre de ny imperialisters forslag og drømmen om at etablere overherredømme i Europa. Merkel er legemliggørelsen af Det Fjerde Rige. Visselig er det ikke længere militær dominans, men i overensstemmelse med de nye historiske og økonomiske parametre, lige så eller endnu mere effektivt.

(…) EU’s institutioner lukkes ned og er blot marionetter underlagt tyske ordrer. Andre landes regeringer er rene gademusikanter, som istemmer samme melodi og simpelthen affinder sig med det, der præsenteres af kansleren på rådsmøderne, og som i forvejen er blevet besluttet under et træf med Sarkozy og annonceret officielt og uden skam.

(…) Den tyske kansler føler ingen skam ved at erklære sig som EU’s boss. (…) Efter pres fra hende udskiftes regeringer, og borgerne i forskellige stater underkastes alle mulige justeringer og reformer, som intet løser, men som ødelægger århundreders sociale fremskridt.”
(‘República de las ideas’, 19. januar 2012 )

Nogle finder måske, at vores økonoms ord er overdrevne, men kendsgerningerne har det med at vise, at de er langtfra at være overdrevne og i stedet underspiller den underdanige hyldest, hvormed Rajoy og hans ligemænd møder kansleren. Sarkozy selv spiller rollen som tjenende ånd eller brudgom for ‘hans dame’.”Hans holdning minder slående om Vichys kollaboratør-regering.”
(ibid.)

Fru Merkels grove økonomiske og politiske indblanding vækker klart ubehag hos nogle europæiske regeringer – f.eks. når hun fremsætter krav om, at Grækenlands budget skal overvåges konstant af en udsending fra EU (læs Merkel), som er bemyndiget til at nedlægge veto mod statsudgifter og beslutningstagere over offentlige penge – det vil sige en generalguvernør for den græske regering.

Der er tale om to hastigheder, om reformer af  EU-traktaterne og af suveræniteten, om skabelsen af et nyt Europa, om forbud mod offentlig gældstiftelse og om at lade kommissionen kontrollere statsbudgettet (hvad den allerede gør i Spaniens tilfælde). Sarkozy, som altid  er ‘fuld af ideer’ og længe har gjort sig til talsmand for ‘at nygrundlægge Den Europæiske Union” (altså svarende til, at vi skal genopbygge kapitalismen), har tilsluttet sig den tyske fremgangsmåde, der som vist fører til underkastelse og i mange tilfælde til opgivelse af dele af den nationale selvbestemmelse. Et eksempel er ‘den finansielle union’.

J.F. Martin Seco skriver herom:

“…Ord og sprogbrug bliver endnu en gang forvrænget, og betegnelsen finansiel unión bruges på en fordrejet og karikeret måde. Det er, hvad fru Merkel gør, når hun reducerer det til simpelthen at være kontrol med statsunderskuddet. Hvordan kan man tale om finansiel union, hvis landene har helt forskellige skattesystemer, med undtagelser, fradrag og forskellige ordninger, og skattedumper hinanden indbyrdes?  Og selvom man ville opnå en harmonisering af dette, ville man være langt frra en finansiel unión.

(…) Opretholdelsen af valutakursen mellem Tyskland og andre lande forarmer disse og beriger Tyskland. Det skaber et uhyre overskud i den tyske betalingsbalance og et uholdbart underskud hos andre. Det skaber arbejdspladser i Tyskland, mens de bliver nedlagt i andre medlemslande.

I modsætning til den almindelige opfattelse er det ikke Tyskland og andre lande i Nordeuropa, som betaler. De har ikke bakket euroen mere op end rimeligt i forhold til deres størrelse, ligesom Frankrig, Spanien, Italien, Belgien osv. Reddede lande (eller rettere: strandede lande) som Grækenland, Irland eller Portugal har ikke fået noget som helst; de har lånt penge til meget høje renter – og alt dette i bytte for at miste deres folkelige selvbestemmelse, og af den ene grund, at ECB (Den europæiske centralbank) under tysk pres ikke optræder som en reel centralbank.

Nej, det er ikke Tyskland, som betaler, men som drager fordel af og modtager midler. For det første, fordi de andre lande er bundet på hænder og fødder, yder det en særlig type finansiering, som modvirkes af de høje rentesatser, som de andre lande må betale. For det andet og vigtigst fordi den tyske økonomi gennem den faste valutakurs bliver mere konkurrencedygtig, mens de andre lande taber konkurrencedygtighed. Problemerne skyldes ikke sydens ekstravagance og sløseri, som den  tyske kansler gerne fremstiller det, men de forventede følger af et modsætningsfyldt og meningsløset projekt – den monetære unión.”
(“Merkels fejlagtige tale”, 8. december 2011)

*     *     *

Den tyske arrogance; Sarkozys servilitet og middelmådighed; undertrykkelsen af folkenes vundne sociale rettigheder,; de fleste EU-regeringers aggressivitet; interventionen i Libyen og måske nu i Syrien (som Sarkozy allerede er i gang med); den ‘forstående’ politik over for den israelske nazi-zionisme, som må ‘forsvares’ mod de onde palæstinenseres angreb, hvormed denne stat retfærdiggør og lovliggør tortur og målrettede mord, røveri af land og tusindvis af andre uhyrligheder; truslen om aggression mod Iran, som kan finde sted når som helst, og så videre  – alt dette er eksempler på et EU, der bevæger sig på grænsen af fascisme.

Måske det mest åbenlyse tilfælde af fascisme er Viktor Orbans ungarske regering og dens begrænsninger af ytringsfriheden, forfølgelsen af venstrekræfterne, og naturligvis kommunisterne. Orban var formand for EU i første halvdel af 2011. En af hans første handlinger var at gennemføre en lov i Ungarn, der kneblede pressen, og gennemtvinge en reaktionær forfatningsreform med tilbageskridt:

“At hævde, at krisen er grund nok til at ignorere fødslen af et monster af reaktionære tendenser i unionen, er også at acceptere og behandle det som blot institutionelle rammer om handelen. (…) At forblive upåvirket af autoritære udskejelser hos dem, som allerede har taget køllen i hånden, er en dobbeltmoral, som underminerer EU og går ud over de politiske grunde til dens eksistens. (…) En sådan fejl blev lavet i forhold til Silvio Berlusconi, og over for Østrig blev der udvist for megen hjertelighed i tilfældet med den højreekstreme Jörg Haider. Ungarns tilfælde bidrager til en voksende bølge af euro-skepticisme, som fremmes af de finansielle vanskeligheder i Europa.”
(“El País” 01/18/2012)

Et andet eksempel på denne reaktionære tendens er støtten til EU-regeringer, som forgylder kirkerne med overdådige midler, disse centrer for bondefangere og mørkemænd, som spreder den værste narkotika: religion – opium for folket, ifølge Marx. I Spanien, hvis forfatning hævder, at staten er sekulær, modtager den katolske kirke et svimlende beløb på vilde 13.266.216 euro om måneden (159.194.592 om året) plus støtte til bevarelsen af katedraler, templer osv.

Til dette, vi gentager, månedlige beløb, som kommer fra statskassen (som altid er offentlige midler), må vi tillægge 248,32 millioner euro fra folk, som har krydset dette af i den pågældende rubrik i selvangivelsen. Der gives millioner i støtte til privatskoler (for 90 pct. vedkommende ejet af kirken), mens der vedtages stadig flere nedskæringsbudgetter for de offentlige skoler.

Den spanske kirke betaler ikke skatter, hverken af deres indtægter eller deres ejendomme. For eksempel tilhører 60 % af jorden i provinsen Segovia gejstligheden. Det er ikke bare tilfældet i Spanien, men også Italien, Tjekkiet (hvor regeringen vil betale 2,3 milliarder euro til kirkerne i 30 år som kompensation) og andre lande.

En af de kampe, Vatikanet udkæmper, anført af Benedikt-det-ved-jeg-ikke-noget-om, er for at få EU til i sine grundlæggende dokumenter at inkludere en paragraf om det oprindelige ’kristne’ Europa, hvilket skal imødegå den jødiske og muslimske indflydelse (det arabiske herredømme i Spanien varede i otte århundreder, for ikke at glemme de førkristne påvirkninger, som havde indflydelse på Europa dengang, fra de græske guder til det romerske imperium).

Kristendommen i Europa (og andetsteds) er udtryk for en ideologisk, politisk og økonomisk kolonisering af folkene. Vatikanstaten er nu en imperialistisk magt, hvis hære i et utal af uniformer ikke direkte anvender våben, men bruger dem gennem mellemmænd og i kraft af dens økonomiske styrke.

*     *     *

De taler og skændes om, hvilke skridt der skal tages for at slippe ud af den nuværende situation, som EU befinder sig i, og som inden for de seneste uger har ført til et oprørsforsøg fra tolv medlemmer imod den tyske arrogance gennem et fælles brev, hvis indhold ikke er blevet afsløret. Der skal etableres forskellige etaper for kontrol med staterne for at reducere deres underskud, straffe dem, som ikke overholder de fastlagte planer, osv.

Dette er reelt problemer, som opstår som et udtryk for den ujævne udvikling af de forskellige stater, deres alvorlige økonomiske modsætninger (og også politiske modsætninger, selvom disse tilsyneladende er mindre alvorlige) – hvor de svage er oppe imod de stærke og ikke har anden mulighed end at klage.

EU ved ikke, hvordan en uheldig situation skal tackles. Med 24 millioner arbejdsløse, svarende til befolkningerne i Danmark, Sverige, Norge og Finland (Spanien ligger i spidsen med fem en halv million), og ’syge’ banker, der sluger milliarder og milliarder af euro, som sprøjtes ind af den europæiske centralbank ECB for at få kreditten til at flyde og gribe ind i forhold til gældskrisen, hvad bankerne ikke gør, fordi deres prioritet er at sikre deres tilgange.

Præsidenten for EU-kommissionen Barroso modsiger Merkel, når han erklærer: ”Nu må vi investere lige så meget i at få Europa tilbage på vækstsporet, som vi investerer i at få Europa ud af krisen.” Men for Merkel er en optøning af nedskæringspolitikken og fokus på vækst ikke acceptabel til trods for truslen om recession.
Sandheden er, at den reaktionære og antifolkelige Europæiske Union eksisterer. Ja, det er ’en kolos på lerfødder’, men skubber vi ikke, vil kæmpen ikke falde.

Folkene i Europa og i verden, og til en start medlemmerne af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer/IKMLPO, har et påtrængende behov for at overvinde alle slags vanskeligheder, for at opnå en mere omfattende praksis, opnå organisatorisk enhed og leve op til situationen og forsøge at forene den faglige kamp med henblik på at udvikle og bevidst fremme klassekampen – ikke nogen let opgave med tanke på de faglige ledelsers holdning.

Det er bydende nødvendigt dristigt at organisere og udvikle proletariatets og de arbejdendes kamp mod kapitalismen på det imperialistiske stadie og imod det reaktionære bourgeoisi selv.

Når visse venstrekræfter taler om at bygge et ’folkets Europa’ i stedet for EU er det at aflede opmærksomheden fra det virkelige problem. Det er at lede folk på vildspor, i bedste fald er det nærsynet, eller værre endnu.

I situationer som dem, vi lever i – og som ikke bare finder sted i Europa – skabes der en grobund for fascisme og for steril anarkisme, men også for proletarisk bevidsthed. Men proletariatet i sig selv kan ikke organiseres i tilstrækkelig grad, dertil er det bevidste element nødvendigt, den subjektive faktor – det leninistiske parti.

Lad os huske, hvad Lenin sagde:

”En af de nødvendige betingelser for proletariatet til forberedelse af dets sejr er langvarig, stædig og nådesløs kamp mod opportunisme, reformisme, borgerlige tendenser og andre indflydelser, som er uundgåelige, fordi proletariatet opererer i kapitalistiske omgivelser.”

Og dette er ikke i modstrid med behovet for alliancer og fælles front mod den fælles fjende. Situationer som de nuværende fremmer forskellige reaktioner. Glem ikke, at en af den kan føre til spontane bevægelser, uforberedte kampe, dårligt ledet og ringe kontrolleret. Desperation, en situation med fattigdom og superudbytning, evigtvarende arbejdsløshed, kort sagt alle de negative konsekvenser for de arbejdende – og jo ringere stillet, jo større er konsekvenserne – alt dette begunstiger en desperat kamp.

Derfor kan vi ikke overse eller foragte de såkaldte spontane bevægelser, vi må gå ind i dem og give dem en bevidst retning mod et højere niveau ved at tilføre dem politik.

Hvis det ikke er tilfældet, kan det have alvorlige og skadelige konsekvenser, som Gramsci advarede om, fordi ”det næsten altid sker, at en spontan bevægelse (…) bliver modgået af en reaktionær bevægelse fra den herskende klasses højrefløj”.

Lenin havde ikke uret, da han sagde:

”Ud fra imperialismens økonomiske betingelsers synspunkt … vil Europas Forenede Stater enten være umuligt eller reaktionært.”

Madrid 28. februar 2012

Netavisen 11. juni 2012