Aristokraterne


Indspark fra DKU
Kommunistisk Politik 9, 2012

Ny 2020-plan sikrer fremtidens vækst og velfærd, hnævdede Villy Søvndal og SF ved præsentationen

SF har haft landsmøde. De fik valgt en ny landsledelse og efterfølgende to nye næstformænd. Om de også fik diskuteret og vedtaget politik er ikke helt klart. Mediedækningen har koncentreret sig om opgøret mellem “arbejderisten” Tesfaye og den “fodformede” Fuglsang.

Jeg havde også tænkt mig at skrive lidt om det, men det er simpelthen for kedeligt og politisk ligegyldigt. Til gengæld faldt jeg over 2 interessante ting da jeg lavede research:

Den første var et citat fra Villys afslutningstale:
“Alt for mange dygtige mennesker, der gerne vil yde en indsats, kan ikke få et job eller en praktikplads. Det skal vi lave om på. Vi skal ikke alene øge arbejdsudbuddet, vi skal også skabe nye praktikpladser og job.”

Arbejdsudbuddet” er udbuddet af arbejdskraft. Et øget udbud af arbejdskraft betyder øget konkurrence blandt de, der sælger arbejdskraft. Det eneste der reelt kan konkurreres på er prisen.

Omsat til almindeligt dansk betyder det faldende løn, længere arbejdstid og dårligere arbejdsforhold.

Men det mest interessante er egentlig, hvor det her øgede arbejdsudbud skal komme fra. Indvandring er de ikke meget for, og en øget fødselsrate er meget langsigtet. Det må altså komme ved en længere arbejdsdag, højere pensionsalder, kortere uddannelse og afskaffelse af overførelsesindkomster.
Det er sgu meget godt gået af et folkeparti, der også er et arbejderparti.
Men nok om Villys tale.

Det andet var en kommentar til et blogindlæg på Modkraft:
“Er en arbejder, en håndværker, der tjener 300.000 – 400.000 kroner om året plus det løse (læs: det sorte) eller er det en ufaglært whatever, der tjener 200.000 – 250.000 kroner om året?”

Spørgsmålet i sig selv er ikke så interessant, det er en falsk modsætning, men det illustrerer en vigtig pointe om klasser: De er ikke homogene, der er forskellige lag, der lever under forskellige forhold og har forskellige interesser.

Et klassisk eksempel er arbejderaristokratiet, det er det bedst betalte lag af arbejderklassen. Laget har svært ved at huske solidariteten og klassekampen og søger i stedet klassesamarbejde og en mulig “klasseforfremmelse”.

Set fra kapitalens synspunkt er det et glimrende lag at samarbejde med – det holder igen med kravene og forstår, at i krisetider må alle bidrage.
’Røde’  politikere og fagforeningsledere passer meget godt til beskrivelsen;  der er bare ikke så meget arbejderklasse over dem.

Men der er andre lag,  og klasseskel er ikke altid lige tydelige. I stedet for at gå med i arbejder/akademiker fælden, har jeg en anden ide. Jeg vil finde noget statistik, noget teori og nogle analyser, og skrive en serie indspark om klassedanmark.

Udgangspunktet er meget simpelt – der er to klasser, den ene køber arbejdskraft og den anden sælger arbejdskraft. Alt det andet, der kendetegner klassesamfundet Danmark, må komme senere i takt med at argumentationen kommer på plads.

Gode ideer, vigtige pointer og kritik modtages gladeligt på

kompol@apk2000.dk

Netavisen 9. maj 2012