Forfejlede krige, forfejlede stater

Kommunistisk Politik 8, 2012

Det ser ud til at en brutal aggressionskrig er undgået, eller udskudt, i al fald for nu. Den heldige nation – indtil videre – er Syrien.

Der er med  tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan som hovedperson indgået en aftale med  Bashar el Assads regime, som i mere end et år i de vestlige medier og  det feudalt kontrollerede Al Jazeera er beskyldt for den mest barbariske nedslagtning af befolkningen. Aftalen støttes angiveligt afalle stormagterne i Sikkerhedsrådet, som i den syriske konflikt har trukket i hver deres retning. 

USA, de gamle vestlige kolonimagter og de reaktionære arabiske stater har støttet det væbnede oprør, mens Kina, Rusland, Iran og til manges overraskelse det amerikanske protektorat Irak har støttet regimet og kritiseret strømmen af våben og terrorbander, som er flydt til landet.

For nogle uger eller måneder siden så det ellers ud som om situationen i Syrien ville udvikle sig som en kopi af hvad der skete i Libyen, hvor NATO ’s overlegne militærmagt greb ind og sikrede ’oprørernes’ sejr over Gaddafi-regimet og et regimeskifte, hvor islamister og klanherrer fører det store ord.

Men Assad-regimet angreb oprørerne og ’Den fri syriske hær’ på tværs af hele propagandastormen og knuste eller fordrev den fra dens hovedbastioner som byen Homs.

Først da det stod klart, at oprørerne, som støttedes med penge, våben, propaganda og politisk af  USA, Vesten, nabolandet Tyrkiet og de mest reaktionære arabiske regimer som Saudiarabien, Qatar og Bahrain , ville blive besejret, kom der langt om længe en ’fredsplan’ på bordet, angiveligt for at forhindre en borgerkrig.

Planen tager udgangspunkt i at der etableres våbenhvile mellem regeringsstyrkerne og oprørerne startende den 10. april som første skridt i en plan, der også skal føre til politiske forandringer i demokratisk retning.

Hvorvidt den vil blive sat i værk og overholdt af begge parter og alle interessenter er endnu et åbent spørgsmål.

Krigen mod Syrien kan stadig komme, ligesom en krig mod Iran er på tapetet – før krigen i Afghanistan er afsluttet, eller der opstået stabile stater og holdbare strukturer i Irak og Libyen, som har været ofre for USA’s, Bush’s og Obamas krige.

Krigene og besættelserne er blevet solgt som krige mod brutale diktaturer, som skulle sikre at der opstod reelle og levedygtige demokratier. Deres resultat er lige så langt fra løfterne som der er mellem ’Den ny verdensordens’ løfte om evig global fred og social fremgang og terrorkrigenes brutale virkelighed, forstærket af kapitalismens økonomiske kriser.

Er der nogen, som tror at Afghanistan er på vej til ’demokrati’? Eller at Libyen er det?  Eller at Syrien eller Iran ville blive det, hvis de blev angrebet af vestligt militær?

Så se på Irak – der først var i krig med Iran (en krig opmuntret og ønsket af USA og Vesten), derpå blev angrebet i den første Golf-krig under Bush Sr., derpå underkastet et årtis sanktioner, der kostede mindst en halv million mennesker livet, for derefter at blive invaderet af USA og Vesten i 2003 under et falsk påskud om masseødelæggelsesvåben.

Efter mange hundrede tusinde, måske mere end en million, flere døde er de fleste amerikanske soldater trukket ud (titusinder af militærrådgivere og lejesoldater fra ’sikkerhedsfirmaer’ er der endnu)  – og nu skulle irakerne så  nyde frugten af Vestens og ’alle gode kræfters’ kamp for demokrati. .. eller hvad?

Nogle måneder efter den amerikanske tilbagetrækning kan der fældes en entydig dom over krigen, besættelsen og det system, de har skabt: Irak er en ’failed state’, med et amerikansk yndlingsudtryk, en forfejlet stat, en kikser, en nitte. USA og Vesten har efterladt et dybt korrupt og brutalt system, som den amerikansk indsatte shia-muslimske ven af Teheran Nouri al Maliki præsiderer over.

Hans sikkerhedsstyrker (militser) og dødspatruljer, love og domstole undertrykker modstand og tyranniserer og skræmme befolkningen. .Den irakiske stat kan ikke forsyne befolkningen med basale fornødenheder som rent vand, tilstrækkelig elektricitet osv, for ikke at tale om mere avancerede dele af en fungerende infrastruktur. Arbejdsløsheden er på over 30 pct. Millioner af irakere er fordrevet fra deres bopæl, millioner er tvunget i eksil i udlandet.

Det skal ikke glemmes, at irakerne ydede den kraftigste modstand mod USA og de øvrige besættelsesstyrker og bremsede og udskød planerne om et ’nyt Mellemøsten’ under amerikansk kontrol. Den irakiske modstand opmuntrede modstanden mod imperialismen overalt og tvang i sidste ende en stærkt svækket supermagt til at trække sig ud af landet.

Men prisen har været enorm; og irakerne straffes for deres kamp med et ødelagt, brutaliseret, ruineret, myrdet og voldtaget samfund, der styres af diktatoriske islamistiske sekterikere.

Forfejlede krige og forfejlede besættelser, bygget på løgne, bedrag og beskidt propaganda, er selvfølgelig helt ude af stand til at skabe ’demokratiske’ stater eller progressive samfund.

De kan kun skabe forfejlede stater, kaos, nye lidelser for befolkningerne.

Det er krigsforbrydelser i en skala, som har taget tråden op efter Adolf Hitler og Co.

Netavsien 11. april 2012


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne