“Vi er de 99 %”

“Vi er de 99 %” er en artikelsamling om den amerikanske Occupy-bevægelse, der i september spredte sig fra Wall Street til resten af landet på kort tid.

Kommunistisk Politik 7, 2012

Bogens første del tegner et billede af bevægelsens fødsel, opblomstring, inspiration og ledende principper. Af en eller anden grund er det vigtigt, at vi får at vide, hvem der først startede bevægelsen, og hvor de mødtes. Der er lige ved af gå Hollywood-dramadokumentar i den, men heldigvis skifter fokus til hvordan.

Det bliver til en interessant fortælling om, hvordan folkeforsamlinger bliver katalysatorer for bevægelsen. Folkeforsamlingerne fungerer uden formel ledelse og følger basisdemokratiske principper, hvor enhver har ret til veto.

Der bliver lagt stor vægt på den “horisontale” demokratiform, og bevægelsens umiddelbare succes bliver brugt til at kanonisere formen som den rigtige. Den samme opfattelse er gældende, når det drejer sig om bevægelsens ikke-volds-karakter. Ikke-volds-spørgsmålet er uafklaret i bevægelsen, men bogen er klart fortaler for ikke-vold, flere steder med den begrundelse at det styrker bevægelsen, når medierne viser politiet tæske fredelige demonstranter.

Problemet med den generalisering er, at bevægelsen endnu ikke har skabt nogen egentlige ændringer, og dens udøvende magt er stadig præget af “appel til magthaverne”. Der hvor det “horisontale demokrati” har vist sin styrke, er i opgøret med kapitalismens kultur af individualisering og fremmedgørelse. Den samlende kraft, folkeforsamlingerne har haft, viser, at der er et stort behov for at mødes med andre og diskutere dagligdagens og samfundets problemer, hvad de skyldes, og hvordan de kan løses.

Hena Ashraf skriver om, hvordan hun deltog i en folkeforsamling, vetoede en beslutning og pludselig stod i en situation, hvor hele forsamlingen lyttede til hende, fordi hun havde noget at sige. Jeg tror, folkeforsamlingernes succes i høj grad skyldes den følelse af “empowerment” og fællesskab, der følger med, når man bliver taget seriøst og lyttet til, alene fordi man har noget på hjerte.

Bogens anden og tredje del forsøger at skitsere samfundets problemer, og hvordan de skal løses. Og er både i omfang og indhold lidt tynde.

Et interview med en epidemiolog, der har påvist, at “ulighed har en lang række nedbrydende virkninger på hele samfundet og endda er til skade for dem øverst i systemet”, er, når man tænker over det, interessant, og ved lejlighed skal jeg have læst hans undersøgelse.

Men ellers romantiseres der over det amerikanske velfærdssamfund, som Roosevelt igangsatte i 30’erne, og over hvordan beskatning af multinationale selskaber kan betale det nye. Det er næsten som herhjemme.

Et indlæg fra Thomas Linzey og Jeff Reifman er interessant af to årsager.

De fremhæver betydningen af lokal handling, og kommer med eksempler fra delstater, hvor det bl.a. er lykkedes at fratage virksomheder deres menneskerettigheder.
Og de afviser totalt enhver form for samarbejde med “traditionelle progressive organisationer”.

Udgangspunktet for den ide er fornuftigt: “[Occupy-bevægelsen må] uddybe og forstærke deres bestræbelser på at kræve strukturelle forandringer”. De “traditionelle” er institutionaliseret og arbejder på systemets præmisser, derfor må Occupy fjerne sig fra dem.

Om det er en generel afvisning af organisering, eller det gælder nogle bestemte organisationer, er ikke klart. Men uanset hvad er det tåbeligt. Et hjemligt eksempel kunne være 3F, en organisation, der ikke er særlig progressiv på toppen, men som har mange aktive lokalafdelinger og progressive medlemmer. At distancere sig fra 3F i stedet for at søge aktionsenhed giver ikke mening og ville føre til splittelse og en tabt kamp.

Bogens vigtigste budskab er, at forandring kommer nedefra, fra os selv – de 99%.

I det afsluttende indlæg, et brev stilet til Mohammed Bouazizi, den unge tuneser, der udløste det tunesiske oprør, da han satte ild til sig selv, bliver Obamas svigt fremhævet som et tydeligt eksempel på, at “vores bedste håb er os selv”.

Derfor er det overraskende og totalt skudt ved siden af, når oversætteren i sit efterskrift binder Occupy-bevægelsens succes op på det kommende præsidentvalg.

Ifølge ham er problemet, at “mange af dens [bevægelsens] kritikpunkter ikke kan efterkommes uden ændret lovgivning”, så “i sidste ende kan bevægelsen og civilsamfundet ikke komme uden om en alliance med det politiske system”.

Et dårligere råd kan næppe gives til en bevægelse, der vil gøre op med kapitalens magt.

Men bogen er stadig værd at læse for dens forsøg på at analysere bevægelsens opståen, de taktiske og strategiske overvejelser og det optimistiske syn på vores evne til at skabe en bedre verden.

Og i stedet for oversætterens dårlige råd kan man lytte til lidt visdom fra Rudolf Nielsen:

“Tværs igennem lov til sejr!
Der går ikke andre veje
til vort drømte frie land.”

SiØ

Vi er de 99%
Occupy Wall Street-bevægelsen

Redigeret af Sarah van Gelder
Oversat af Joachim Wrang
Tiderne Skifter, 2012
144 sider, 150 kr.

Tidslinje: Occupy Wall Street

13. juli 2011:
Det alternative canadiske blad Adbusters foreslår at besætte en del af Wall Street i en fredelig demonstration.

17. september: Et tusinde mennesker samles og besætter Zuccotti Park.

1. oktober: Demonstranter søger at marchere over Brooklyn Bridge, men bliver standset af massivt politiopbud. 700 arresteres.

15. november: New Yorks politi rydder Zuccotti Park.

17. marts, 2012: mellem 500 og 700 aktivister gennemfører et sit-in i Zuccotti Park og bliver fjernet af politiet.

21. marts: 500 aktivister prøver at besætte og slå lejr i Union Square, New York. Politiet hindrer dem i at gennemføre aktionen.

Kilde: Information

Netavisen 20. april 2012


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne