Intet nyt under forårssolen

Strøtanker
Kommunistisk Politik 6, 2012

Erantis der står i solen er allerede afblomstret, vintergækker og krokus breder sig og stedmoder, der startede blomstringen i gartnernes drivhuse, udplantes. Jorden er stadig våd og kold, men om lidt bliver den fyldt med sommerens vækster og det grå og visnede forsvinder.

Aviser og nyhedsudsendelser bringer intet nyt, rød blok bliver mere og mere blå og blå blok er næppe til at få øje på. X-faktor får bedre nyhedsdækning end de love, der hver dag bringer os et stykke nærmere minimalstaten og de riges paradis.

Dårlige nyheder om ungdomsarbejdsløshed, faldende huspriser og øget fattigdom nævnes kun kort, mens gisninger om hvad mon egentlig Søvndal mener, eller om hvad der mon sker i Syrien og hvem der mon bliver republikanernes præsidentkandidat fylder sendeflader og avissider.

Reelle facts om den økonomiske situation, om klodens klima og den slags overdøves af ”m/k på gaden’s” meninger om de mindste detaljer.

Hvorvidt Danmark igen skal afgive de sidste rester af ret til selvstændighed til den europæiske union eller om Danmark igen skal involveres i en meningsløs krig er slet ikke til diskussion.

Det er bare den kedelige virkelighed, det kan de fleste ”almindelige” mennesker godt blive enige om.

Heldigvis er det nu muligt at leve i sin egen verden, med venner, familie, bolig og arbejde uden at interessere sig for andet, hvad der kommer, kommer, lad os ikke tage sorgerne på forskud. I stedet holder vi en lille fest, nu mens vi kan. Og når det så kommer, sygdom, arbejdsløshed, ulykker, dødsfald og den slags, så er det bare uretfærdigt, hvis det går ud over mig.

Imens øges rovdriften på vores arbejdskraft. I alle livets faser gælder det at vi skal koste mindst muligt for samfundet.

Mindre tid til familie, færre pædagoger og lærere, flere selvstudier, flere krav om at være perfekt sund og smuk og i balance, mere og mere effektivt arbejde i længere tid men mindre i løn, økonomien og dagligdagen presset til bristepunktet, masser af ledig arbejdskraft der vil arbejde under dårligere arbejdsforhold, kortere sygdomsperioder, længere arbejdsliv, senere på plejehjem, hurtigere i jorden.

Hvornår bliver der tid til det nødvendige, at leve?

Heldigvis er der da nogen, der lykkes med at få albuet sig til det rum, der giver plads til et liv. Men mulighederne for at leve et liv, der ikke lige passer til erhvervslivets behov, indskrænkes voldsomt i disse år. Politiske aktivister er enten i nærheden af pensionsalderen eller stadig i skolealderen. Mellem 25 og 65 er der for de fleste ikke tid til den slags.

Netavisen 22. marts 2012