Borgfreden er død – klassekampen længe leve

Canada: Kvindernes internationale kampdag 2012

Af Aalya Ahmad
Kommunistisk Politik 6, 2012

”Det borgerlige samfund er ikke grundlæggende modstander af den borgerlige kvindebevægelse…”
Clara Zetkin – tysk revolutionær kommunist (1857-1933)

Aalya AhmadPå kvindernes internationale kampdag 2012 sidder de fleste kvinder i dette land (=Canada) godt fast i lortet.

Klamme abortmodstandere er langt oppe i vores æggestokke (hej, hvad med en sød og blød maskot – ”Blommen i ægget?”- for at minde alle om, at det er vores). Mord på indfødte kvinder, forsvindinger, for ikke at nævne forureningen, udplyndringen og fattigdommen i de oprindelige befolkningers områder mødes stadig med officiel ligegyldighed.

Udsultningen af kvindegrupperne startede for mange år siden. Tilsyneladende er vores økonomi så skrøbelig, at den vil falde om og hoste blod som en karakter hos Louisa May Alcott (forfatter til Pigebørn mm, KP) hvis gamle damer ikke opgiver deres pensioner.

Lisa Raitt (konservativt parlamentsmedlem, KP) har en rolle i en science fiction-historie, hvor hun vælter rundt og bræger “Jeg vil lovgive imod det! Jeg vil lovgive imod det!” hver gang en faglig aktion slår igennem, der viser arbejdernes kollektive styrke (husk nu, børn, at der er en direkte sammenhæng mellem kvindelønninger og den faglige organisationsgrad).

Vi skal blødgøres til den næste runde af ’De rige tager det hele’. Du fortjener faktisk ikke den pension, vel? Eller måske du fortjener den, men dine børn gør ikke? Og børnepasning? Ha! Lille dame, hvis du ikke har mange tusinde til overs hver måned, så bind dem fast til væggen med en meget kraftig tape, mens du arbejder.

Og fagforeninger, som forsøger at puste til den gnist af energi, som lyste verden op sidste forår og efterår (dvs. Occupy-bevægelsen, KP) har ikke været i stand til at gøre så meget ved det indtil nu. Medlemskab af fagforeninger er ikke så tyndt som i US, men antallet af fagorganiserede arbejdere synker støt.

Vi bliver outsourcede, fyrede, bliver få i den private sektor, og stigmatiserede i den offentlige. Der føres hver eneste dag krig mod arbejdsfolks kollektivitet, de to minutter af had som transmitteres til jer af de rige gamle skulende herrer, som oplæser erhvervsnyhederne.

Dette rammer især kvinderne, fordi kvinder har fordel af jobs med gode faglige forhold og af beskyttelse mod diskriminering, som fagforeningerne tager op.

Men det er Kvindernes internationale kampdag: Hvorfor tager jeg ikke bare min lilla ble på, og fylder små kølige drinks på og hygger mig med andre kvinder med hyggeligt kvindestof?

Fordi grunden til at vi har den dag, som blev indstiftet af en socialistisk feminist som en dag, der skulle formulere arbejderkvindernes krav, tilbage i 1910, er blevet tilsløret og kapret af borgerlige og professionelle institutioner og organisationer, derfor!

På nogle måder er den blevet til ”lyserød A/S’”, adoption af brystkræft, en kommerciel fridag for feminisme, der får magtens maskineri til at spinde af tilfredshed, mens tilbuddene sættes på stand-by et kort øjeblik for at ’tænke på’ eller ’hylde’ visse kvinder. Og det gør mig gal, fordi forholdene for de fleste kvinder i verden er skammelige.

Jeg mener vi skal fejre fremskridt for kvindefrigørelsen på 8. marts-dagen. Jeg har med det formål faktisk meldt mig til 8- marts-komiteer og været med til at lancere ideen om en ’feministpris’ for at hædre lokale kvindeforkæmpere. Vi yder dem aldrig hyldest nok.

F.eks. kunne det træffende være Clara Zetkin. Men lad os ikke bare skåle med hende i en kold drink og fable om de vidunderlige og fantastiske stærke kvinder osv. osv. Lad os ære Zetkins vision om en dag, hvor feminister ikke bare beder om en lov her og en politik der, men vil kræve en gennemgribende, systematisk og vedvarende omdannelse af samfundet.

Den internationale kvindedag bør virkelig ikke handle om at udføre stive ritualer, som den obligatoriske 8. marts-klumme i medierne, der funderer over, om kvindebevægelsen er død, som om den ifører sig et genopstandet lig. Hold dog op, det er rent 1800-tal.

Når vi taler om stivnede ritualer, så ved vi alle hvad der skal ske, når fagforeninger bemægtiger sig det offentlige rum; en frisk og munter march gennem noget af byen, med højttalere og viftende flag.

Vi ender et sted med plads og et hav af ansigter løfter sig taknemmeligt mod talerne foran, så mange talere, så kort tid! Vi bruger af frokosttiden og vi må se at komme tilbage! Når talerne slutter, hvis nogen af os har hørt dem i den almindelige summen og ind imellem de velkendte fortærskede talekor, så er det: Hej hå! Hej hå! På arbejd hjem vi gå!

Den canadiske blogger Aalya Ahmad har en phd i sammenlignende litteratur
Se hendes blog her

Netavisen 22. marts 2012