Fallit for Enhedslistens strategi

Finanspagten er en nyliberal håndfæstning – og SRSF-regeringens begejstrede tilslutning afslører, at Enhedslistens strategi slår fejl

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 3, 2012

Da finanspagten lå klar og Helle Thorning havde meddelt, at Danmark ville undertegne den, gentog Enhedslisten, regeringens støtteparti,  kravet om en folkeafstemning.

Europaordfører Nikolaj Villumsen meddelte:
’Vi kan på ingen måde stemme ja til det her. Finanspagten forpligter landene til at føre en borgerlig nedskæringspolitik, og det vil kun gøre krisen værre i både Danmark og Europa. Helle Thorning-Schmidt blev valgt af danskerne på en politik om at ville skabe arbejdspladser. Det her er en pagt, der vil skære ned, og derfor bør befolkningen blive hørt’.

Nikolaj Villumsens udlægning af finanspagten er fuldstændig rigtig, men det er hans udlægning af, hvad der gjorde Helle Thorning -Schmidt til statsminister til gengæld ikke. Den er i bedste fald en halv sandhed – for det var Enhedslisten selv, der pegede på Thorning til posten og sikrede og sikrer SRSF-regeringen det nødvendige parlamentariske flertal.

Enhedslisten står med andre ord med det dilemma, at dens strategi og taktik for at støtte Socialdemokratiet og de andre ’for at trække politikken til venstre’ i stedet har ført til en finanspagt, der ’forpligter landene til at føre en borgerlig nedskæringspolitik’.

Dette dilemma var ikke svært at forudsige, for Thornings Socialdemokrati har ikke lagt skjul på, at ’hjertet sidder i Europa’ og skudarmen i NATO, som reelt forpligter medlemmerne til evig krig.

Der skulle heller ikke meget til for at forstå, at Thornings krisepolitik om ’at arbejde os ud af krisen’ er en variant af borgerlig nedskæringspolitik, selvom den blev skjult i valgløfte-demagogi.

Det er simpelthen ikke godt nok, når Enhedslisten erklærer, at den vil stemme nej til finanspagten. Selvfølgelig vil partiet det. Men det sikrer ikke, at danskerne kommer til at stemme om finanspagten og får mulighed for at sige Nej.

APK er af den opfattelse, at Enhedslisten som minimumsbetingelse for at holde SRSF ved magten bør stille krav om en folkeafstemning om finanspagten.

Partiet vil kunne gøre det uden at gøre sig de store bekymringer om en eventuel vælgerflugt, hvis regeringen skulle foretrække et nyt folketingsvalg frem for folkeafstemningen. For kravet om en ny folkeafstemning deles af det store flertal af danskerne, og liste Ø vil ikke blive straffet for at stå fast på det.

Unionspartierne vil selvfølgelig gøre hvad de kan og bruge alle kneb for at undgå en folkeafstemning, og endnu flere for at vinde den, hvis den skulle komme. Men deres udsigter er dårlige: En folkeafstemning i Danmark, eller euro-landet Irland, hvor der også er en stærk bevægelse for dette krav, vil med stor sikkerhed resultere i et nej.

Skulle Thorning-regeringen afvise en folkeafstemning, lade sig vælte af liste Ø og udskrive et nyt folketingsvalg, er det også næsten sikker på at tabe mandater og regeringsmagt. På godt 100 dage har det kastet masken og vist, at dens politik ikke er andet end nyliberal EU-politik af værste skuffe. Valgløfterne var bedrageriske.
Løkke og Thorning er i bund og grund lige elendige alternativer.

Et krav fra Enhedslisten om en folkeafstemning som betingelse for at støtte Thorning-regeringen vil gøre liste Ø’s akutte politiske dilemma til liste A’s: Folkeafstemning eller valg! Og det er dér, det bør være. Ellers vil Enhedslisten levere mandater til mere union og mere nyliberal krisepolitik.

Men Enhedslisten bør også have modet til at erkende, at dens strategi for alliance med S-SF og taktik for ’venstrepresning’ ikke holder. Den viser sig nu med eftertryk at have spillet fallit.

Denne strategi er en historisk rest af ’arbejderflertalsdrømmen’, som fra 60erne i sidste århundrede drømte om et flertal af arbejderpartier med Socialdemokraterne i spidsen, som skulle reformere sig til et socialistisk samfund.  Derfor skulle socialdemokraterne indfanges og  taktikken gå ud på at ’presse til venstre’.

Det var SF’s strategi og det revisionistiske DKPs strategi, og den rumsterer uanfægtet videre i dag hos Enhedslisten og dens satellitter, selvom enhver tanke om socialisme nu er væk hos S og SF og erstattet med EU og union.

Denne parlamentariske strategi og taktik har ikke fået meget modspil. Den sidder dybt i rygraden på de fleste, der har fået en ’opdragelse i dansk demokrati’. Strategiske og taktiske alternativer har været uønskede og oversete.

Men det historiske resultat af venstrepresseriet indtil nu er velkendt: Socialdemokratiet og SF har strategisk bevæget sig til højre; SF har forladt EU- og NATO-modstanden og SF-ministre fører nu an i at øge indkomstforskellene.

Det er også den vej., liste Ø må gå, hvis det ikke udvikler en strategi uden alliancen med S og SF og uden taktiske presseveer.

For det er langt fra umuligt at skabe en folkelig blok udenfor (og i) parlamentet, som afviser både den borgerlige og socialdemokratiske politik – og er stærk nok til at fravriste vigtige indrømmelser, uanset hvem der sider på regeringsmagten.

Kimen til dette findes allerede og har manifesteret sig med varierende styrke på en lang række felter gennem de senere år – i antikrigskampen, EU.-moidstande, kampen for ’velfærd til alle’, klimakampen, ungdomshuskampen o.s.v.

Netavisen 2. februar 2012


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne