Massepartier

Leder
Kommunistisk Politik 2, 2012

To sider af samme euro-mønt. Sådan betegner den spanske protestbevægelse de to partiblokke – den åbent borgerlige, med rødder i Franco-tiden, og den socialistiske (socialdemokratiske) blok, som indbyrdes konkurrerer om regeringsmagten, men som når det kommer til stykket gennemfører stort set den samme nyliberale EU-politik.

De to blokke med deres ’massepartier’ er hver især parat til næsten alt for at sikre sig 50+ pct. af mandaterne.

Sådan ser partisystemet ud i stort set alle de ’vestlige demokratier’, i EU, i USA osv. Der er selvfølgelig nogle historisk betingede forskelle og andre nuancer mellem de enkelte lande, men de tenderer til at forsvinde mere og mere. 

Det er en godt skjult hemmelighed, at der eksisterer en tredje vej. Der findes et  alternativ til euro- og dollar-partierne. .I  dag først og fremmest i form af massemarkeringer, der bliver synlige på gaderne, i folkelige bevægelser og i arbejdernes og de unges organisationer, mens det parlamentarisk er svagt repræsenteret – både  i nationale parlamenter og på unionsplan .

I Danmark har der som bekendt været regeringsskifte. SRSF-regeringen har fejret de første 100 dage ved magten. Helle Thorning-Schmidt stråler samtidig på toppen af sin karriere som formand for EU’s ministerråd.

Og danskerne er i gang med en brat opvågning fra ønskedrømme og lyserøde valgløfter til erkendelse af de barske realiteter: Den ny regering er den anden side af samme euromønt, som også VKO repræsenterede. Det er stort set samme politik forklædt i ny indpakning og solgt med lidt andre ord.

Danskerne vågner op til den ’socialistiske’ side af mønten. Den ’røde’ side. Efter at Thorning-regeringen præsenterede hele befolkningen for afgiftsstigninger på 5 milliarder kroner med social slagside er den nu i færd med at lancere sit projekt skattereform.

Skatteminister Thor Møger Petersen forklarer, hvad det går ud på: Det skal kunne betale sig at arbejde! ’Skatten på arbejde’ skal ned. Derfor skal uligheden i samfundet øges! Derfor skal skattelettelser til ’folk i arbejde’ i omvendt pyramideform: mest i toppen.

Pensionister, studerende, arbejdsløse, folk på bistand og andre på overførselsindkomster  – godt halvdelen af den danske befolkning – får ingenting  (bortset fra afgiftsstigninger) hvis planerne gennemføres. De kommer til at betale mere, relativt og absolut. De fattige bliver fattigere.

Hvis folk som flest konkluderer, at der reelt ikke er forskel på VKO’s og SRSF’s økonomiske politik, er det ikke helt forkert.

SRSF har bare det problem, at de skal kapre stemmerne fra almindelige mennesker, arbejdende, pensionister eller på anden overførsel, og fører derfor  løftepolitik. Obama er skoleeksemplet. Den bliver lynhurtigt til løftebrudspolitik, og åbner hele flanken for angreb fra de åbent borgerlige.

Det fører til rene absurditeter, som da Venstre stillede sig op ved metroen i København og uddelte trøstebolsjer til passagererne i den kollektive trafik, der igen oplever prisstigninger på trods af valgløfter om det modsatte. Priserne fordobledes på 10 år under VKO!

Der er helt åbenbart brug for alternativer, også på det parlamentariske plan, til disse ’massepartier’.

Den ’røde’ regerings støtteparti Enhedslisten, som dækker over den nyliberale løftebrudspolitik, erklærer nu, at det vil gå fra at være et ’protestparti’ til et ’masseparti’, et parti med indflydelse.

Ved næste valg skal hver tiende vælger stemme på liste Ø, meddeler hovedbestyrelsen.

Dermed viser partiet simpelthen, at det ikke har forstået at der er en afgørende forskel på de parlamentariske ’massepartier’ og de reelle massebevægelser og massekampe, der flytter rundt på virkeligheden.

Enhedslisten som ’masseparti’ handler simpelthen om at få mere parlamentarisk indflydelse – nærmest med Dansk Folkeparti i den tidligere regerings tid som forbillede.

Hvordan synes liste Ø egentlig, det er gået i de første 100 dage som støtteparti? Det har været kamelslugningens tid, og det bliver med garanti værre endnu. Derfor lover partiledelsen ny parlamentarisk fremgang. Den sætter ikke udviklingen af  den rigtige massekamp mod krisepolitik, minusoverenskomster, reallønsfald, EU- og krigspolitik som hovedprioritet.

Partiet har oveni opgivet målet et socialistisk samfund, og taler nu om at det er ’»nødvendigt med en socialistisk samfundsudvikling, der demokratiserer og kollektiviserer økonomien.’

Vil liste Ø også være med til regeringens skattereform?

Det, der er klart, er, at uligheden i samfundet vil blive større som skitseret med den reform. Det vil sige, at de uligheder, der er vokset under VKO, og hvor dem, der har mindst, er blevet snydt hver gang; det er en linje, man fortsætter”, siger skatteordfører Frank Aaen.

Men liste Ø vil godt være med til forhandlingerne. Liste Ø vil sikre at regeringen fortsætter. Men den sætter en pris for det – og er nu ved at finde ud af i hvilken retning det skal være.

Hvis det lyder som DFs rolle før i tiden, er det ikke forkert. Bortset fra at Pia Kjærsgaard kendte sin pris for at støtte det nyliberale lort.

Netavisen 17. januar 2012