Den racistiske samfundsuorden

Af Franz Krejbjerg

Racisme og foragt for andre nationer og kulturer gennemsyrer samfundet mere og mere. Det får igen en pseudovidenskabelig overfladelakering

I begyndelsen af året kom den radikale kulturminister Uffe Elbæk for skade at udtale sig til pressen på en måde, så det fremstod, som om han mente, at der skulle være plads til racistiske udbrud i kampens hede på fodboldbanen, hvis man bagefter sagde undskyld.

Da han efterfølgende fik kritik af spillerforeningen, der arbejder for indførelse af en nultolerance-politik over for racisme i fodboldverdenen, og til gengæld fik ros af Pia Kjærsgaard, fik han travlt med at skrive beklagelser:

”Jeg kan se, at mine udtalelser er blevet misforstået. Så lad mig slå fast, at racisme altid er helt uacceptabel”.
Altså bortset fra i kampens hede …

Nu er racistiske, kønsdiskriminerende eller andre typer af hadefulde ytringer på arbejdspladser og sportsarenaer desværre kun en refleksion af hele den racistiske tankemåde, der stadig strømmer gennem hele samfundet, og som er blevet forstærket med den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan.

Sidste års krigsanstiftelse mod Libyen, med hele Folketingets støtte, bygger på den politiske konsensus, at andre folk – og i særdeleshed i Mellemøsten og Afrika – ikke kan finde ud af tingene selv. Derfor skal vesten og Danmark flyve ned og bombe demokrati ind i deres hoveder.

Eller tag fattigdoms- og skolediskussionen herhjemme: Det mere end antydes, at det er børn af forældre fra andre lande, der skaber problemer. Hver lille halvkvædet eksempel om arbejdsløshed, kriminalitet eller unger, der trækker karaktergennemsnittet ned, bruges straks som stempling af og generalisering om hele befolkningsgrupper.

Fupvidenskab på prominent plads

Selv i landets selverklærede fineste borgerlige avis Weekend-Avisen, holder man sig ikke for god til sysle med fupvidenskabelige raceteorier.

I WA den 22. juli sidste sommer brugte man en forside på en artikel om intelligenstest, der tilsyneladende viser markante intelligensforskelle mellem verdens etniske grupper.

Kinesere scorer højest i IQ-test, afrikanere i Sub-Sahara lavest, mens europæere ligger i midten. Artiklens forfatter er den flittigt brugte videnskabsjournalist Lone Frank, som i en årrække har været udpræget begejstret for genforskningens mærkværdige blindspor, hvor alt fra kriminel adfærd til intelligens har været forsøgt linket til fund i petriskålen.

Det lykkedes journalisten at lave en tilsyneladende neutral historie om de udskældte forskere, der arbejder med den ”tabuiserede tese”, at arv har en bestemmende rolle. Det er folk som Helmuth Nyborg, der forsøger at hitte et eller andet, der kan dokumentere hans forestillinger om, at kvinder er mindre intelligente end mænd, og afrikanere mindre intelligente end europæere osv.

Den stakkels Helmuth Nyborg er nu blevet ganske flittigt brugt i medierne og står for flere indlæg i Danmarks Radios såkaldte universitets-forelæsningsserie ”Danskernes Akademi”.

Ved nærmere øjesyn er historien om en tendentiøs forskning selv særdeles skæv i sin vinkling. Lone Frank har undladt at tage en journalistisk eller videnskabelig tilgang til emnet og stiller slet ikke spørgsmålstegn ved, hvad en IQ-test egentlig måler.

Den omtalte 22. juli sidste år var også dagen, hvor den højreradikale terrorist Behring-Breivik sprængte det norske regeringskvarter i luften og efterfølgende dræbte 69 unge på AUF’s sommerlejr. Det ændrede den politiske dagsorden radikalt, og de spæde start til en ny omgang norsk valgkamp med indvandrere og flygtninge som skydeskive blev afblæst.

Race og intelligens

Hvor den danske journaliststand fejler, så har den britisk-somaliske journalist Rageh Omaar til gengæld fulgt påstandene fra århundredes raceteorier til dørs i en indsigtsfuld dokumentar kaldet ’Race og intelligens – videnskabens sidste tabu’.

Det dokumenteres her, hvordan resultatet af en IQ-test ikke er lig med måling af intelligens, men i høj grad fortæller, hvordan det enkelte individ er opdraget og tilskyndet af forældre og klassetilhørsforhold til en bestemt måde at tænke på.

Al redelig forskning peger i retning af, at ikke er nogen reel forskel mellem forskellige nationaliteter. Der kan findes større dna-forskelle mellem fynboerne og københavnere end mellem eskimoer og afrikanere.

Men netop fordi der findes en udbredt racisme i samfundet, er der også en tendens til at nægte at gøre noget ved de bagvedliggende problemer, der er den reelle årsag til, at man klarer sig dårligt i skolen eller i arbejdslivet.

Brugen af IQ-test

Også det danske militær bruger IQ-test til at dumpe uønskede unge mænd til sessionen på Forsvarets Dag – selvom folkeskolens afgangseksamen burde være alt rigeligt.

I det omgivende samfund forklarer propagandaen, at det er ”naturligt” for de lavere klasser at præstere dårligt. På samme måde som Winnie fra Vestegnen siger mere om borgerskabets holdning end om Vestegnen.

Der sparkes nedad, og kvindeundertrykkelse og racisme er også en del af borgerskabets velafprøvede kriseberedskab.

De der påstår, at IQ-test rent faktisk måler intelligens, og at den kan udtrykkes med ét eneste tal, tager simpelthen fejl. Og denne indlysende fejlslutning bruges af hele det dorske etablissement som undskyldning for at udsulte børns lyst til viden.

I stedet for at give børn og unge appetit på at studere verdens vidundere er de parkeret på mere eller nedslidte skoler, hvor der sjældent er plads til ekstraordinære oplevelser, og hvor kultur og kreativitet er skåret ned i benet, mens spanskrøret er i gang med at blive støvet af.

En forandring af hele dette tilbagestående reaktionære uvæsen har alt for længe stået i stampe.

Det er kulturministeren, der tager fejl, når han tilsyneladende ikke tror, at sportsfolk kan finde ud af at holde en sober og ordentlig tone.

De hadefulde ord og gerninger udspringer tværtimod fra folketinget og magtcentrene selv.

Netavisen 26. januar 2012