Skræmmekampagne: Euro eller kaos

Leder
Kommunistisk Politik 24, 2011

Euroland har vist sig at være et nationernes og folkenes livsvarige gældsfængsel

En skræmmekampagne er i gang: Den hedder: ‘Euro eller kaos’.

Det er en skræmmekampagne som skal få danskerne og de øvrige EU-borgere til at sluge Merkozys nye EU-traktat, der eliminerer medlemsstaternes økonomiske (og dermed afgørende politiske) suverænitet.

Den skal skabe en angst i befolkningerne, så de køber et stinkende euro-kadaver, der aldrig kommer til at rejse sig op og gå uanset hvor mange nedskæringer og sociale lidelser, det pustes op med.

Det var fra starten en fejlkonstruktion, en gigantisk fejlbedømmelse hos dens ophavsmænd: den europæiske storfinans, drevet frem og motiveret af en umættelig profittrang.

Allerede nu har man brugt skræmmekampagner for at få hhv. grækere og italienere til at acceptere indsatte statholdere for EU, ECB og IMF: ’Teknokrat-regeringen’ i Italien er åbenlyst finanskapitalens diktatur. Og i Grækenland blev Papandreou – lederen af den socialdemokratiske internationale – fjernet som premierminister på få dage, efter at han havde lovet grækerne en folkeafstemning om den barske gældsaftale og euro-tilknytningen. Respekten for det parlamentariske demokrati er lige så stor som respekten for demokratiske folkeafstemninger. Det vil sige ikke-eksisterende.

Nu skal de to politiske champions  i EU –den tyske  supersværvægter Angela Merkel og den franske fluevægter Nicolas Sarkozy – have nye traktatændringer igennem med den samme begrundelse: ’Euro eller kaos’. Og befolkningerne sættes under et skærpet tidspres: Handles der ikke nu, vil alt gå i stykker. Irland vil formentlig forsvinde i Atlanterhavet, København under vægten af en ny økonomisk istid.

Derfor fyldes medierne i denne tid med nyheder om hvor dårligt det går for euro’en. Selv de sikreste euro-lande trues med en lavere kreditrating og sættes på en negativ overvågningsliste. Det stærke Tyskland indbefattet.

Standard&Poors meddeler, at Tyskland, Frankrig og fire andre eurolande, nemlig Luxembourg, Finland, Østrig og Holland, er i farezonen for at miste deres nuværende topkarakterer AAA som en konsekvens af gældskrisen i eurozonen. Ni andre lande risikerer også en endnu lavere kreditvurdering.

Nu må alle kunne se, at den er helt gal. Der må gøres noget. Euro’en må reddes, og Merkozy har en plan.

Helle Thorning-Schmidt skal stå i spidsen for det danske EU-formandskab fra 1. januar og det kritiske næste halve år, hvor ’euroen skal reddes’ og Merkozys udemokratiske og suverænitetsknusende traktatædringer skal køres igennem. Og vi kan være overbevist om, at det skal ske uden folkeafstemninger noget sted. Det er der ikke tid til, de er dømt ude på forhånd. Et nej kan blive en farlig sag. Og det er smitsomt, som det før er set.

Danske EU-parlamentarikere fra både ’rød’ og blå blok er allerede langt henne i skræmmekampagnen:

-  Alternativet til opstramninger er ikke, at livet går videre som før. Det er totalt kaos, forklarer Venstres Anne E. Jensen fra Bruxelles.

– Vi er der, hvor det hele kan skride på meget kort tid, vurderer Emilie Turunen fra SF: – Vi kan ikke holde til, at euroen bryder sammen. Vi vil få en depression i mange, mange år.

Det lyder næsten, som da man skulle have Danmark med i euro’en. Lykkeligvis sagde danskerne nej. De vil også sige Nej til de nye traktatændringer, hvis de bliver spurgt. Derfor skal de skræmmes, så ingen spørger om noget, og det blotte løfte om, at tingene vil ordne sig i kraft af kapitalens stærke mænd er nok.

Euro’ens fortsatte eksistens er en garanti for fortsat valutauro, vild spekulation og først og fremmest for stadig barskere nedskæringer og indskrænkninger i den offentlige sektor, for arbejderne, ungdommen, pensionister. For alle andre end de rige, som skal forstærkes med kapital. ’Rød’ blok og blå blok er to sider af samme neoliberale euro.

Et sammenbrud for euro’en vil for eurolands befolkninger være at slippe ud af et livsvarigt gældsfængsel.

Thorning-Scmidt bør fraskrive sig ’æren’ for at bistå i gennemførelsen af Merkozys reaktionære projekt. Og hendes tilsagn om at Danmark vil have den ny traktat (som støttes af unionsblokkene) må trækkes tilbage. Og først og fremmest: Folket har ret til at stemme om suverænitetsafgivelsen og forlanger det!

Redaktionen 6. december 2011

Netavisen 8. december 2011