PCE(m-l): Udtalelse om parlamentsvalgene

Af Spaniens Kommunistiske Parti (marxister-leninister)

Kommunistisk Politik 24, 2011

21. november 2011

Ved gårsdagens parlamentsvalg er den kraftige højredrejning i institutionerne, som begyndte den 22. maj (ved regions- og kommunalvalgene, KP), blevet konsolideret. PP (Folkepartiet) vandt et bekvemt absolut flertal, som sammen med dets kontrol med byråd og autonome regioner vil tillade det at regere med jernhånd i de hårde tider, som vil komme.

PSOE (Spaniens Socialistiske Arbejderparti) har med 110 pladser opnået det værste resultat i dets nyere historie: en velfortjent straf, i og med at dets antifolkelige og reaktionære politik har været den nøgle, der har åbnet døren for højre, nøjagtig som i sin tid det skete med Felipe Gonzalez og hans regering. I begge tilfælde gennemførte højresocialdemokraterne en neoliberal og reaktionær politik, der har ført til de kraftigste angreb på det arbejdende flertals faglige, sociale og politiske rettigheder. Det seneste angreb var reformen af den monarkistiske forfatning, som aftaltes med PP.

Det Forenede Venstre (Izquierda Unida, IU) har ikke haft en fremgang, der kommer i nærheden af det antal stemmer, som PSOE tabte (en vigtig del af disse mere end fire millioner stemmer er gået til UPyD – Enhed, Fremskridt og Demokrati, en farlig populistisk kraft, som forkynder et populistisk budskab), og det ligger næsten en million under sit bedste resultat.

Antallet, der udlader at stemme, er vokset mere end 30% over de sidste femten år og er nu mere end 9,5 millioner og er dermed blevet vælgernes næststørste valg. I kraft af mangelen på en velkendt (og genkendelig) reference har venstrefløjsvælgerne massivt undladt at stemme også ved denne lejlighed.

Den eneste undtagelse var Amaiur, koalitionen dannet mellem Bildu (et nyt baskisk parti, der menes at have haft forbindelser til ETA, KP) og Aralar (socialistisk separatistparti, KP), som er blevet forstærket som den primære parlamentariske kraft i Baskerlandet og opnåede syv deputerede, hvad der tillader dem at danne en parlamentarisk gruppe. Og sådan har abertzale-kræfterne (‘baskiske nationalister’, KP) altid fastholdt deres politiske sammenhængskraft.

Amaiurs succes er en følge af, at det ikke har givet efter for regimets konstante pres og trusler; man kan således ikke udelukke et scenarie, hvor spansk chauvinismes kræfter af typen Jose Antonio (falangisten Primo de Rivera, KP) vil ønske at uddybe deres politik af systematisk fornægtelse af en så vigtig del af de baskiske borgeres politiske rettigheder. Vi må være på vagt.

Dette er ikke nyt. Kortet over den institutionelle magt tillader ikke trøstende fortællinger, som vi understregede i vores analyse af valgene til kommunalråd og autonome regioner. Vælgerne har klart bevæget sig til højre, mens venstrekræfterne fortrinsvis fastholder deres splittelse og stædigt fortsætter med at respektere de spilleregler, der blev opstillet under overgangen (fra Franco-regimet, KP).

Denne store sejr for en reaktionær kraft, der også er fuld af elementer, der lider af nostalgi efter Franco-tiden, og korrupte politikere, kan forekommer underlig i en tid, hvor oligarkiet slås for at øge dets angreb på de folkelige klasser. Men PP har ikke sejret i kraft af egene fortjenester. Det nye forræderi begået af en ‘socialdemokratisk’ regering har fået mange borgere til at søge hævn med en massiv afstraffelsesstemme ved at se i retning af den eneste kraft, der havde mulighed for at vinde et flertal.

Brugen af den nyttige stemme, som det institutionelle venstre helliger sig for at vinde støtte fra sine vælgere, er endt med at vende sig imod det.
Dette er selvfølgelig ikke opmuntrende nyheder. Masserne er stadig desorienterede, deres afvisning af politik og politikere er fremherskende, en rygmarvsholdning, som ikke varsler noget godt.

Vi oplever nu konsekvenserne af det føjelige venstres forræderi, dets systematiske afvisning af de sociale bevægelser, dets pånødning af historieglemsel og apolitiskhed som redskaber til at garantere accepten af et regime med falsk demokratisk glimmer, hvor deres repræsentanter i de vigtigste institutioner har handlet i konsensus med deres allieredes store flertal og har gennemført en pragmatisk og kortsigtet politik på bekostning af folkets behov og prioriteringer. Det er konsekvenserne af en anti-demokratisk valglov, specialfremstillet til at garantere, at de mest føjelige kræfter, som accepterer den monarkistiske politiske ramme, har kontrol over institutionerne.

Oligarkiet synes at være bange for at frustrere de folkelige forventninger alt for hurtigt, sådan at krisens dybde og brutaliteten i de foranstaltninger, som de vil gennemføre, vil ende med fuldstændigt at afsløre regimet og blive indledningen til en periode med sociale kampe, der vil tage kurs mod en mere general konfrontation; de frygter, at i den stadig mere skærpede klassekamp vil den folkelige lejr til sidst forene sine kræfter for at svare politisk med en kamp, som til slut vil overvinde storkapitalen.

Men til trods for den forsonlige tone, der blev anslået af Rajoy (lederen af PP og kommende statsminister, KP) i hans første henvendelse til offentligheden, skal ingen forvente sig en pause i angrebene. Hastigheden vil blive bestemt af, hvad der passer markedet og dets lakajer. Men kendsgerninger er stædige, og i de næste måneder vil vi se, hvordan Rajoy og hans flok vil uddybe den privatiseringspolitik og demontering af de sociale og politiske rettigheder, som Zapatero påbegyndte.

Ingen skal heller ikke være i tvivl om, at de socialliberale ledere, om det bliver nødvendigt, vil tilbyde at styrke deres stats politik. Der findes ingen væsentlige modsætninger i reaktionens lejr: Nøjagtig som de forenede deres kræfter for at gennemtvinge forfatningsreformen, vil de gennemføre de ordrer, de modtager fra dem, der reelt sætter den politiske dagsorden: det imperialistiske bourgeoisi.

Da valgresultatet blev kendt, erklærede Cayo Lara (leder af Det Forenede Venstre, KP), at dets parlamentsgruppe vil være talsmænd i parlamentet for kampene i gaderne. Vi håber og forventer, at det vil være tilfældet. Det Forenede Venstre kan ikke forsøge at dominere venstrekræfterne, de kan ikke fortsat afvise at søge enhed med andre kræfter om et fælles program, og de kan heller ikke blive ved med at hævde, at hovedproblemerne, som venstrekræfterne har stået over for ved dette valg, er en valglov, som straffer dem i forhold til andre kræfter med en mindre stemmeandel.

Det er rigtigt, at den eksisterende perverse valglov skader dem på en utilstedelig måde, men de dybere årsager til de folkelige klassers ligegyldighed over for venstrekræfterne må opfattes som større end så, nemlig i den kendsgerning, at de savner deres egen uafhængige platform og i konfrontation med det monarkistiske regime, som har betinget (og fortsat betinger) deres politik i institutionerne.

Venstrefløjen må drage en enkel og indlysende konklusion: Det er mere end nogensinde nødvendigt at tage skridt frem mod enhed. Ikke en hvilken som helst enhed, men en enhed, som baseres på en klar og kraftfuld holdning, der forkaster regimet, og som har en virkelig demokratisk ramme, altså en republikansk. At fortsætte kampen spredt, eller endnu værre: at tjene som allierede med socialliberale ledere, som igen og igen har bevist, at de i deres omfavnelse af oligarkiet endog er parate til at ofre deres egne politiske forventninger, som Zapatero viste i sin offentlige kommentar til valgresultatet, vil være det rene selvmord.

For at påbegynde vejen til venstres solide enhed er Republikanerne blevet dannet, et forbund, som vores Parti støtter fuldt ud, og som på trods af alle vanskeligheder og faldgruber har præsenteret kandidater i otte valgdistrikter og udviklet organisatoriske kerner i mange provinser.

Efter det første landsmøde sidste 1. oktober har Republikanerne insisteret på, at deres mål rakte ud over valget, og gjort det klart, at deres forventninger til det var meget begrænsede. Resultatet har imidlertid været lovende; valgkampen har ladet det påbegynde opbygningen af en organisation, som er parat til at indkalde til et næste landsmøde med deltagelse af de nydannede kerner.

Vi vil stå over for nogle barske måneder. Kapitalens og krigens  Europæiske Union tager skridt til at gøre en ende på al resterende suverænitet hos medlemsstaterne.

De forlanger alle staternes totale underkastelse under det centrale oligarkis diktater: i Italien har de påtvunget en ’teknokrat’-regering, som er loyal over for storkapitalen; i Grækenland en ’national samlingsregering’, hvor det ekstreme højre deltager sammen med de socialliberale og højrefolkene i Nyt Demokrati.

I Spanien, hvor den økonomiske krise er meget langt fra at have nået bunden, truer højres sejr, venstres atomisering og det store samfundsflertals skuffelse med at udvikle en eksplosiv situation. Vi bevæger os ind i en periode, hvor dage kan synes at være år, med konstante udviklinger.
Det politiske billede, som fremstår af valget den 20. november, vil ikke holde længe.

PCE(ML)
Centralkomiteens sekretariat

Netavisen 6. december 2011


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne