Fattigdom efter skøn

Kommunistisk Politik 24, 2011

Det er blevet almindeligt, at medier og politikere går i selvsving i dagevis omkring en eller anden heksejagt på samfundets svageste. På taberne, som skal trynes og have at vide, at det er deres egen skyld. Og det er lige så almindeligt, at man efter mange timers tv og spalteforbrug i kilometer i landets aviser faktisk ikke er blevet et hak klogere på substansen.

Det gælder også for den seneste klapjagt, der blev indledt af den nyvalgte folketingspolitiker Joakim B. Olsen fra Liberal Alliance, der udtalte, at han fik kvalme af venstrefløjens føleri for de fattige:

– Der er slet ikke substans i fattigdomsdebatten, mener den tidligere statssponsorerede eliteidrætsmand: – De danske overførselsindkomster er blandt de højeste i verden og giver mulighed for at leve uden materiel fattigdom.

Problemet er ifølge kuglestøderen tværtimod, at kontanthjælpen er for rundhåndet til, at det kan betale sig at komme i arbejde. Det er et synspunkt, der deles af det meste af folketinget og hvert eneste år bliver fremført mere eller mindre rabiat.

Jagten på fattige kronedes til sidst med held, da en enlig forsørger glemte at dukke sig og åbnede døren for mediemøllen og fik sammenlignet sin årsindkomst, inklusive børnepenge og boligsikring, med tilfældige ufaglærte lønninger på månedsbasis, uden at der blev oplyst om ugentlig arbejdstid eller andet relevant.

Som en nyhedskonsument, der får sin viden om samfundsforhold fra udgydelser af levebrødspolitikere og medier, er man ilde stedt. Det er ikke faktuel viden, der tynger budgettet i den offentlige meningsdannelsesforretning.

Alligevel må der insisteres på, at denne armod ikke skal have lov til at overskygge den fattigdom, som handler om mangel på brød og livsmuligheder, om de mange titusinder i Danmark, der ikke har til at leve og knap til at overleve i et kortere liv.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) skrev i 2010 sammen med en række andre organisationer en klar anbefaling til den daværende VK-regering om at definere fattigdom i Danmark. Den skulle baseres på tre metoder: relativ fattigdom, budgetmetoden samt afsavnsmetoden:

– Opgørelser af den relative fattigdom ud fra folks disponible indkomster i forhold til medianindkomsten med anvendelse af både 50%-grænsen (OECD’s standardmetode) og 60%-grænsen (EU’s standardmetode). Medianindkomsten er som hovedregel beregnet som et gennemsnit af hele befolkningens indkomst, med de højeste og laveste indkomster udeladt.

I rapporten ”Det opdelte Danmark” opgør AE, at der i 2010 var omkring 200.000 relativt fattige i Danmark baseret på OECD’s metode (ikke medregnet studerende).

– Udvikling af en aktuel minimumsstandard efter budgetmetoden (Hvad koster det at leve?) – baseret på en kurv af varer og tjenester. Denne opgørelse giver et meget enkelt mål for fattigdom og er derfor let at forstå, ligesom det umiddelbart kan bruges til at vurdere (u)tilstrækkeligheden af de sociale indkomstoverførsler.

Ved at bruge denne metode har Centret for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) beskrevet en minimumsstandard for en enlig forsørger med et barn som 4.984 kr., mens Rockwool-fonden angiver, at det absolutte minimum for en enlig uden børn er et rådighedsbeløb på 3.118 kr. Det er, hvad der skal til for at få nok kalorier og blive vasket en gang imellem. Alt derunder beskrives som absolut fattigdom.

– At der årligt foretages en interviewundersøgelse, der belyser afsavnssituationen i den danske befolkning. Undersøgelsen skal afdække både sociale, sundhedsmæssige, materielle og boligmæssige afsavn samt afsavn i forhold til børn.

Som et supplement til disse tre opgørelsesmetoder er der også udviklet analyser af fattigdommens konsekvenser, som viser en sammenhæng mellem livsindkomst og livskvalitet, og som tydeligt viser, at mennesker med ringe tilknytning til arbejdsmarkedet har en relativt lavere middellevetid. Desuden viser analyser, at der er en tydelig tendens til, at social arv slår igennem. Børn af fattige forældre bliver selv fattige.

Kontanthjælpen strækker i de fleste tilfælde kun lige til at holde sig ude af absolut fattigdom. Men hvis arbejdsløshed udvikler sig til at være en permanent tilstand, bliver det samlede billede, at man reelt er fattig. Således også den forsørger, som borgerskabet og dets mediekarle tæskede ned i rendestenen i første adventsuge.

Det er værd at bemærke, at hjælp får man kun, hvis man ikke har noget. Ikke arbejde, pensionsopsparing eller andet af værdi, ikke en ægtefælle med job. Kun hvis man er flad som en fregne.

Man skal desuden stå til rådighed for arbejdsmarkedet og med jævne mellemrum møde op til en eller anden aktivering, uden løn og rettigheder. Dog med den undtagelse, at man kan blive erklæret ikke-arbejdsmarkedsparat med baggrund i forskellige personlige forhold. Af det samlede antal kontanthjælpsmodtagere på 124.000 tæller syv ud af ti ikke med som arbejdsløse, da myndighederne har dømt dem uegnede til arbejde.

Helt ude i hampen bliver det, når debatten til sidst slet ikke drejer sig om fattigdom, men om, hvem der vandt debatten! Det ligner mere en amatørkonkurrence i tv’s fredagsunderholdning end en olympisk disciplin. Ingen af folketingspolitikerne, der optrådte på slap line, har noget at miste. De har deres på det tørre, dem handler sagen ikke om.

Uligheden og fattigdommen, derimod, både den relative og den absolutte, vil til gengæld fortsætte med at vokse, også selvom nogle af de værste eksistensminimumssatser bliver fjernet af den nye S-SF-R-regering, der til gengæld vrider kraftigt på afgiftsskruen med såkaldte sundhedsafgifter og forhøjede elafgifter. Som altid vender det den tunge ende nedad og gør fattige fattigere.

Derfor skal kampen føres igennem, for at folketinget fastsætter en officiel fattigdomsgrænse baseret på reelle kriterier som anbefalingerne fra AE m.fl.

Vurderingen af, hvad der er fattigdom og rimelige minimumslevevilkår, skal ikke overlades til individuelt skøn, hattedamer og superliberalister.

Netavisen 6. december 2011