Mærsk og Moskva

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 23, 2011

Det er ikke usædvanligt, der står storm om ministrene, hverken i en borgerlig eller en socialdemokratisk ledet regering.

Der skal en hel del til at slå Fogh- og Løkke-regeringerne, men det ser ud som om Thornings er godt på vej. Medierne har kastet sig i struben på ’erhvervs- og vækstminister’ Ole Sohn (SF). Efter Sass Larsen står Thorning med en ny prsonsag.

Op til valget var det hende selv og hendes skatteforhold, som var sagen. Det viser sig, at skatteminister Troels Lund Poulsen – formentlig – og hans departementschef Peter Loft helt sikkert udviste en utilbørlig interesse for den nuværende statsministers skatteforhold. Nu har Lund Poulsen pålagt sig selv den strengeste tavshedspligt.

Måske det borgerlige pres på Sohn lægger op til en studehandel – Lund Poulsen for Sohn, og vice versa  – og fyr departementschefen!

Vi skal ikke antyde, at Mærsk køber politikere. Koncernens støtte til VKO er velkendt, ligesom dens tilskud til George W. Bush og republikanerne i USA. Men skandale klæber til historierne om Mærsk og Nordsø-olien.

Den nye klima- og energiminister samt bygningsminister Martin Lidegaard (R) overraskede positivt, da han erklærede, at den sindssygt fordelagtige  aftale om Nordsø-olien (for Mærsk) fra 2003 skulle have et ’service-eftersyn’.

Dengang i 2003 skrev Kommunistisk Politik i artiklen ’A.P. Møller får den sidste olie’:

”En dansk regering har endnu engang holdt lavprisudsalg med de danske ressourcer – for bare én kunde. Kongen af Nordsøen – A.P. Møller – har fået hvad han gik efter: Retten til at score gigantprofitter på samfundsværdierne.

Regeringsaftalen forærer igen den danske nordsøolie og -gas væk til det samme multinationale selskab. Dermed kan Mærsk-Møller kunne herske uafbrudt over det sorte guld i Nordsøen i 80 år – fra begyndelsen på dets ‘olieeventyr’ i 1962 frem til den 8. juli 2042, hvor eksperterne regner med at den vil være tømt.
Altså fra start til slut.

Hvis aftalen ikke var indgået, ville A.P. Møllers rettigheder til at hente olien op af havbunden være udløbet i 2011. Nu får selskabet lige 30 år mere – hvis fidusen ikke bliver stoppet.
Aftalen blev hilst med tilfredshed af børsen. A.P. Møller-aktierne står til nye rekordstigninger.

Hele spillet mellem den danske stat og A.P. Møller er et skoleeksempel på en ‘vellykket privatisering’: Private monopoler scorer superprofitter i multimilliardklassen, mens samfundet må nøjes med krummerne.

Den elendige aftale sælges med at A.P. Møller frem til år 2012 vil betale to mia. årligt ekstra til statskassen – i alt 20 milliarder kr.
Ifølge aftalen skal staten i 2012 endvidere overtage ikke 100 pct., men 20 pct. af ejerandelen af DUC – Dansk Undergrunds Consortium – som A.P.Møller ejer sammen med Chevron Texaco og Shell.

Regeringen har flertal for aftalen sammen med sit støtteparti. Og Socialdemokratiet erklærer sig rimelig tilfreds. Det var en socialdemokratisk regering, som indgik den katastrofale aftale fra 1962, som nu gentages i 2003.”

Men De Radikale var også med. Faktisk var det den daværende radikale energiordfører Martin Lidegaard, som sikrede aftalen bred parlamentarisk støtte på trods af advarsler om, at den var på kant med grundloven med dens særlige klausul om kompensation ved ændring af beskatningen.

Det er beregnet, at staten hvert år siden 2003 har tabt 10 milliarder kroner i indtægter fra Nordsøolien, som Mærsk har skovlet til sig. Nu skal aftalen ’undersøges’ af de samme, som er ansvarlige for milliardtabet.

Ikke forbavsende, at Lidegaard ikke vil have den undersøgt af uvildige og lader meddele, at  ”Regeringen står ved den aftale, der er indgået. Ellers kunne Mærsk anklage os for at løbe fra vores løfter. Vi siger blot, at vi ønsker et service-eftersyn. Og det er indenfor aftalens rammer.”

Se også Henrik Herløv Lunds analyse

“SERVICECHECK” PÅ OLIEAFTALE: REELLE ÆNDRINGER ELLER “HOLD KÆFTBOLSJE”?

Men det er Ole Sohns fortid, der er det store personproblem for regeringen lige nu. Han har det med både at huske og formulere sig meget upræcist.

Sohn var formand for Danmarks ”Kommunistiske” Parti DKP fra 1987-91 og har fortalt, at han så snart han fik flertal i partiet og mulighed for det standsede pengestrømmen fra Moskva bl.a. i form af overfaktureringer.

En gammel (og nuværende)  partikammerat som historieprofessor Kurt Jacobsen påstår han også kendte til strømmen af kontanter, og tilmed personligt i marts eller april 1990 havde ringet til Jacobsen, der var Land og Folks korrespondent i Moskva, og bedt ham ringe et sovjetisk telefonnummer op og bede om en ny overførsel af penge.

Det revisionistiske Sovjetunionen sikrede sig med økonomisk støtte loyalitet og tjenester fra deres klientpartier, som DKP var en af – nøjagtig som USA dengang og nu financierer talrige partier og politiske kræfter, i de senere årtier intenst i gamle sovjetstater, i Mellemøsten og i de arabiske lande og deres ’forår’.

De revolutionære kommunistiske partier – de marxistisk-leninistiske partier – har derimod altid insisteret på at udvikle sig på baggrund af deres egne kræfter og sikre deres økonomi uden tilskud fra hverken udlandet eller den borgerlige stat.

Men det revisionistiske DKP var et råddent parti. Sohn og Frank Aaen støttede dengang Sovjets krig mod Afghanistan. I dag støtter de USA og NATOs.  Da pengestrømmen holdt op, kollapsede partiet.

Land og Folk lukkede og efterlod det (dengang) marxistisk-leninistiske dagblad Arbejderen alene på banen. Sohn forlod den synkende skude og flygtede fra DKP og Enhedslisten i 1992  for at melde sig ind i SF, og fortsætte karrieren derfra.

Det har bragt ham næsten helt til tops i dansk politik, og i skudlinjen. Men mon ikke han bliver udvekslet?

Netavisen 23. november 2011