G20-lande i ubalance

Kapitalismen er i krise, og den vil ikke gå væk. Det ene skrækscenarie afløser det andet, og ingen tror på redningsplanerne Men G20-mødet fik gjort en ende på Papandreous og Berlusconis politiske liv

Kommunistisk Politik 22, 2011
Opdateret

G20-protest i Nice, Frankrig

På G20-landenes årsmøde den 3. til 4. november kunne man konstatere, at den økonomiske krise stadig er her. På trods af, at man ved tidligere møder optimistisk havde forudset, at der var tegn på en mildning, om end langt til et nyt opsving, så overgår man nu nærmest hinanden i negative forudsigelser om krisens længde.

Ubalancer

Den økonomiske samarbejdsorganisation OECD forudsiger, at de største økonomier står til et fald i BNP på op til fem procent i første halvdel af 2013, hvis der ikke handles. Den Internationale Valutafond (IMF) udkom med lignende sorte forudsigelser, og International Labour Organisation (ILO) advarede om stigende arbejdsløshed.

– Der er brug for frygtløse beslutninger fra G20-mødet i Cannes for at få den globale økonomi tilbage på sporet, sagde OECD’s generalsekretær Angel Gurría i en pressemeddelelse.

Lande med overskud på handelsbalancen må sætte gang i hjulene og derved rette op på den strukturelle ubalance i forhold til de lande, der kæmper med gæld og handelsunderskud. De store handelsoverskudslande Kina, Tyskland, Japan må udvide deres hjemlige økonomiske aktiviteter for derved at trække gang i verdensøkonomien.

G20-landene havde hverken lyst eller mulighed til at gå ind og ændre de eksisterende ubalancer, og tendensen til den uens udvikling af imperialistiske økonomier vil blot forstærkes i de kommende år, hvor de nye markeder i gruppen forventer en vækst 7,2 procent mod EU-landenes mere nøjsomme 1-2 procent.

Tæsk til Grækenland og Italien

Fra EU’s side var der ikke mindst lagt op til at styrke IMF med bidrag fra Kina og Rusland og andre vækstøkonomier, så der er flere penge til at hjælpe den kriseramte euro. Grækenland og planen om at lægge EU’s ’redningspakke’ ud til grækernes afgørelse ved en folkeafstemning kom til at overskygge alt andet på G20-mødet.

Men den fornyede usikkerhed, der opstod om eurozonens stabilitet, var ikke det bedste udgangspunkt for en aftale om at skyde flere penge i kassen.
Kravet fra vækstøkonomierne for at stille flere penge til rådighed er dels større indflydelse i IMF og dels sikkerhed for pengene, og ingen af delene kom man til enighed om denne gang.

Grækenland fik læst og påskrevet, og Italien måtte også forpligte sig til lade IMF foretage en offentlig kontrol af sin politik hvert eneste kvartal. Det vil konkret sige overvågning af gennemførelsen af EU-dikterede nedskæringer.

Reelt var der tale om en fyreseddel til både Georg Papandreou og Silvio Berlusconi. En uge senere var Papandreou afløst af en ’samlingsregering’ af socialdemokrater og højrefløj, og Berlusconi siges at ville fratræde som Italiens stærke mand, så snart EU-diktaterne er omsat i lovgivning.

Langsommelighed med regulering

På årets møde blev der gjort status på, hvor langt man er kommet med planerne for større gennemsigtighed i de finansielle markeder og fælles standarder for banker og finansmarkeder i det hele taget.

På en række områder er man kommet videre fra forslag til forberedelse af lovgivning, men det tager forbløffende lang tid at indføre lidt strammere krav til bankernes forretningsmetoder.

De nye internationale bankregler er baseret på den såkaldte Basel-komités anbefalinger. De er først vedtaget som en EU-forordning og et EU-direktiv, der skal senere føres ud i livet gennem national lovgivning og ventes at være på plads inden udgangen af 2012.

Mange af reglerne skal indføres gradvis, så bankerne og investeringsselskaberne kan tilpasse sig. Reglerne vil først være fuldt gældende fra 2019 eller senere endnu, da finansverdenens lobbygrupper gerne har held til at få tingene udsat i det uendelige.

Men allerede i løbet af 2012 er der krav til, at bankerne skal have flere penge i banken, førend de kan låne ud. Den såkaldte kernekapital skal svare til 8 pct. af de risikovægtede udlån; den skal fungere som en buffer til eventuelle tab. Kan en bank ikke finde ud af det, må den lukke. Hertil er der krav til likviditet, standardisering af kreditrisikoberegning og fælles regler for sanktioner ved overtrædelser.

Hvad er kernekapitalen?

Kernekapitalen skal altså bestå af værdier, der ikke kan miste deres værdi … Heri ligger også hele problemet med de spæde forsøg på at rulle årtierne med deregulering tilbage. Der findes jo ikke hverken aktier, statsobligationer eller nogen anden investering, der kan kaldes helt stabile værdier.

Konsekvensen af de nye bankregler kan derfor blive, at kriser slår hårdere igennem, da en nedjustering, der rammer den såkaldte kernekapital, kan tvinge bankerne ud i frasalg af investeringer, uanset om det er med tab.

At G8- og G20-landene bestemmer, hvilken politik der føres i EU og dermed i Danmark, er medvirkende til, at der ikke er sket et grundlæggende opgør med problemer i finansverdenen i kølvandet på krisen. Der er ikke lyttet til kravet om at splitte finanssektoren op, så der er større gennemskuelighed, eller kravet om at forbyde bestemte typer af spekulation, eller kravet om at lave prisregulering af ejendomsmarkeder, eller forslaget om at give staten mulighed for at drive bankvæsen osv. …

Masser af emner som energi, klima, hjælp til udviklingslande og fødevaresikkerhed blev drøftet på G20-gruppens møde, der synes sig bestaltet til at bestemme over det hele.

Mange vil mene, det er spørgsmål, der hører hjemme i folketinget eller FN, men som konkret er overdraget til EU, hvis man er et mindre medlemsland som Danmark – og reelt ender hos G20.

Faktanote

G20 består af Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Kina, Frankrig, Tyskland, Indien, Indonesien, Italien, Japan, Mexico, Rusland, Saudi-Arabien, Sydafrika, Sydkorea, Tyrkiet, Storbritannien, USA og EU (repræsenteret ved EU-præsidenten og formanden for EU-kommissionen)

Netavisen 8. november 2011