99 procent

Leder
Kommunistisk Politik 21, 2011

“Vi er de 99 procent. Vi bliver smidt ud af vores hjem. Vi bliver tvunget til at vælge mellem mad og husleje. Vi nægtes medicinsk pleje af god kvalitet. Vi lider under miljøforurening. Vi har lange arbejdsdage for ringe løn og uden rettigheder, hvis vi overhovedet har arbejde. Vi får intet, mens den anden 1 procent får det hele. Vi er de 99 procent.”

Sådan lyder det på Occupy Wall Streets hjemmeside. Den er fuld af fortællinger om amerikanere, der har troet på systemet, men har tabt troen – og ikke mindst unge, der har lånt for at gennemføre en uddannelse og så ikke har fået arbejde, men mistet hvad de havde.

En voksen mor skriver f.eks.:
”Min børn har måttet opleve at miste vores hjem og sælge vores ejendele. Jeg arbejder fuldtids for $ for at betale sygeforsikringen, min mand arbejder 50+ timer for vores husleje, udstyr, betaling for bil og supermarkedsvarer.
Vi halter os knap og nap igennem. Jeg har også en depression, men med en delbetaling på $50 pr. besøg har jeg ikke råd til at få hjælp.
Min mand har fået svære rygproblemer, men vi har ikke penge til fysioterapeut.
Vi er de 99 % – og det er vores små døtre også.”

En 21-årig soldaterkone har godt 100.000 kr. i studiegæld for en ”uddannelse, jeg ikke kan bruge”. Hendes mand var tvunget til at melde sig til hæren for at de kunne have en fremtid. Hun skriver:
”Jeg har været hjemløs i næsten et år. I næsten 4 måneder sov jeg på et ghetto-motel med prostituerede og narkomaner… Vi er lige flyttet ind i en lejlighed, og vi kan dårligt få det til at løbe rundt.
Min mand kæmper for jeres frihed
Jeg kæmper for vores liv

Vi er de 99 %”

Rødderne til den amerikanske Occupy-bevægelse ligger i den økonomiske krise, der har sendt hundredtusinder af amerikanerne ud i arbejdsløshed – og dernæst ofte ud i hjemløshed. Unge der har fået deres uddannelse, men ikke kan bruge den; unge der ikke har råd til at gennemføre en uddannelse. Det er den almindelige hr. og fru US, som er ramt. Den amerikanske ’middelklasse’ – herunder bedrestillede arbejdere og funktionærer – som dumpes og kastes ud på renden af eksistensen. Proletariseres.

Det var de samme sociale mekanismer, der drev oprøret i Tunesien og Ægypten frem, og som virker i alle de arabiske lande. Der blev det forbundet med kampen for demokrati, for militærdiktaturer og royalt enevælde er kun overlevet ved terror og magt mod befolkningerne.

Men i de udviklede kapitalistiske lande findes jo ’frihed’ og ’demokrati’, som amerikanske soldater sendes kloden rundt for at ’kæmpe’ for.  Men borgerligt demokrati er ingen garanti for social tryghed. Det ser vi overalt, hvor krisen rammer, og derfor rejses der krav om REELT demokrati. Kapitalismen kan ikke tilbyde de unge arbejde eller de brede masser blot en nogenlunde anstændig tilværelse – mens de rige er blevet endnu mere svinerige under krisen.

Grækenland har netop set den største 2-dages generalstrejke i nyere tid – folket mod et underkøbt parlament. I Spanien demonstrerede mere end en halv million alene i Madrid den 15. oktober. 

Denne dag  blev Occupy-bevægelsen global. Den viste sig i gaderne i mere end 80 lande og 900 byer. Også i Danmark. Den vil fortsætte i den ene og anden form, fordi de samme drivkræfter: social krise og reel politisk ufrihed gør sig gældende overalt.

Oktoberrevolutionen kom som bekendt i november.

Netavisen 29. oktober 2011