Gaddafi likvideret: NATO jubler

Den af NATO fordrevne libyske leder Muammar Gaddafi er blevet dræbt efter indtagelsen af hans fødeby Sirte. Drabet på Gaddafi finder sted  efter mere end syv måneders NATO-krig mod Libyen, der har betydet titusinder af dræbte. Krigskoalitionens angrebskrig under påskud af at beskytte civile har kostet den almindelige libyske befolkning dyrt.

Gaddafi – Obama april 2010

Angiveligt er Gaddafi død af skudsår efter et flugtforsøg. Sådan hed det i første omgang med en klassisk omskrivning af henrettelser i krig. Under alle omstændigheder er han blevet myrdet af NATO og alliancens libyske ’oprørere’. NATO  indrømmer luftbombardementer i den sidste kamp mod Gaddafi.

Eftter en senere version skulle han have søgt tilflugt i et drænrør og være likvideret med et skud i maven. Endnu senere blev han taget tilfange såret, men i live, ført bort i en bil – og dræbt.

Det er ren Wild West. Reagan og George W. Bush rumsterer endnu. De har indtaget regeringskontorerne overalt i de krigsførende lande. Regeringsledere i NATO-landene, i USA og EU, der indtil det ’arabiske forår’ samarbejdede tæt med Gadaffi i ’krigen mod terror’ og for at holde immigranter ude af Europa, jubler over likvideringen.

Der var ellers ingen  mangel på erklæringer fra NATO eller oprørerne lige fra krigens begyndelse om, at man ikke var ude på at slå Gaddafi ihjel. Han skulle stilles for en international krigsforbryderdomstol eller en lokal oprørsdomstol.

Men ingen af parterne haft den ringeste  interesseret i at pågribe Gaddafi levende. En retssag var langt fra ønskelig for dem, givet Gaddafis viden om sine mordere og deres krigs- og andre forbrydelser gennem tiden. Drabet på Gaddafi er endnu én i rækken.

Da hovedstaden Tripoli blev indtaget i slutningen af august konstaterede vi:

”NATOs krig mod Libyen har taget sigte på et regimeskifte, selvom den er forklædt som en ‘humanitær mission’ Men Gaddaffi er endnu ikke slået og den blodige krig/borgerkrig fortsætter
At få dræbt Muammar Gadaffi er nu det vigtigste krigsmål for NATO og ‘oprørsregeringen’, der har fejret indtoget i hovedstaden Tripoli, mens byens befolkning holder sig inden døre i frygt. Der rapporteres om summariske henrettelser af ‘Gadaffi-loyalister’. …

Libyens politiske og sociale struktur er speciel. Gaddaffi-regimet har i sine 42 år bygget sin særlige ‘arabiske socialisme’ med skiftende indhold på basis af aftaler med klanstrukturerne uden et civilsamfund med politiske partier, faglige og sociale organisationer.
Derfor har personkulten omkring Gadaffi været en nødvendighed, og derfor er det nødvendigt for NATO og dets oprørere at slå ham ihjel.”

Se
“Operation Mermaid Dawn”: NATO’s krig for libysk regimeskift

Samme aften som FN vedtog en folkeretsstridig resolution (17. marts 2011),, der gav tilladelse til at oprette en No fly-zone, angiveligt for at beskytte civile mod Gaddafi, skrev vi:

” Amerikanske, britiske og franske militærfly er klar til at indlede et militært angreb få timer efter vedtagelsen i FN. NATO sætter sit tunge maskineri i bevægelse. Krigen er allerede i gang…
I løbet af fredagen forventes tilslutning fra et stort flertal i det danske folketing. Fire krigsfly er klar til at bombardere et arabisk land. Regeringen meddelte torsdag, at hvis FN ikke gav grønt lys for krigen, ville den indgå i en ‘alternativ koalition’. Og S/SF meldte sig parate, også til det.

I sidste ende var FN-resolutionen altså simpelthen et figenblad. Den militære aktion ville under alle omstændigheder blive gennemført med Barack Obama, Sarkozy og Cameron i spidsen. Der er ingen tvivl om at Lars Løkkes besøg i Det hvide Hus, hvor han bastant erklærede, at ‘Danmark var i front mod Gadaffi’, var et tilsagn om dansk deltagelse i en ny amerikansk ledt ‘koalition af villige’.

Angrebene vil i første omgang især blive sat ind om Benghazi, oprørets hovedbastion, som umiddelbart er truet af Gadaffi-styrkernes offensiv, men vil blive udvidet til hele landet, og omfatte forsøg på at slå Gadaffi selv ihjel.

Ødelæggelserne og tabene af menneskeliv – indbefattet civile libyere – kan ikke undgå at blive omfattende. Der er ingen som helst garanti for en hurtig afslutning af borgerkrigen, eller en sejr til oprørerne. Oprørerne og Vesten har afvist alle forhandlingsløsninger og forslag til mægling, som er fremlagt bl.a. fra Latinamerika og Afrika.”

Se
FN’s sikkerhedsråd udløser krig mod Libyen; Danmark går med

Også dette var 100 % korrekt. Der viste sig tilmed at være 100 % enighed i det danske folketing om at gå med i den kriminelle krig. Enhedslisten sluttede sig til krigsmagerne og stemte for.

Med mordet på Gaddafi må det forventes, at Libyen-krigen er slut. NATO og den vestlige imperialisme har nået deres krigsmål. Et pro-imperialistisk regime – den såkaldte overgangsregering – er installeret; Vestens fjende er død en forsmædelig død; hans lig stillet til skue ikke bare på den lokale markedsplads, som i en mørk middelalder, men for en hel verden via satellit-tv og internet.

De libyske oprørere vil angiveligt starte en ’demokratisk’ proces. NATO-aktørerne og deres koncerner vil tage sig rigeligt betalt i libysk olie og andre ressourcer. Den libyske befolkning har under krigen oplevet et drastisk fald i levestandard og står nu med en i væsentlig grad ødelagt infrastruktur, mens olien og vandforsyningen overgår i udenlandske hænder.

Den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton aflagde dagen før drabet på Gaddafi et besøg i Libyen for at bistå ved henrettelsen:
– Jeg er stolt over at stå her på et frit Libyens jord … USA var stolte over at bistår jer i jeres kamp for frihed, og vi vil fortsætte med at stå jer bi, så længe i fortsætter den kurs …

Hun gav grønt lys for mordet på Gaddafi:
– Vi håber, at han snart bliver fanget eller dræbt, så I ikke længere behøver frygte ham.

Efter lynchningen kluklo hun tilfreds: “We came – we saw – he died.”

Se videoklip her

Der er bred tilfredshed i saloonen Christiansborg hos både regering og opposition, der igen skulder ved skulder er fløjet i krig på F16-vinger.

Som et lille amerikansk ekko erklærer den danske udenrigsminister Søvndal:
–  Danmark vil være at finde blandt det nye Libyens venner og støtter. Jeg ser frem til at udvikle samarbejdet mellem Danmark og det frie Libyen fremover.

Vesten kaprede hurtigt det libyske folks protest mod Gaddaffi og forvandlede en potentiel folkerevolution til en imperialistisk intervention og en reaktionær borgerkrig.

Ifølge statsminister Helle Thorning Schmidt skal Libyen tilmed tjene som demokratisk model for de øvrige lande i det arabiske forår!

Det ligner snarere ’demokrati’ a la Irak,  Afghanistan og Kosovo, hvor Vestens krige og besættelser har afsporet og  forvansket de folkelige ambitioner om en uafhængig, selvstændig og demokratisk fremtid og forvandlet deres lande til krøblingestater i enhver henseende.

En revolutionær og demokratisk udvikling kan aldrig bygge på NATO’s raketter og deres ruindynger. De progressive og virkelig demokratiske kræfter i disse lande vil aldrig acceptere besættelser eller lydregeringer.

Netavisen 20. oktober 2011