Arafat: ‘Vi beder ikke om månen’

Mens Pakistan blev lukket af en generalstrejke i protest mod USA’s krig, da udenrigsminister Colin Powell kom til landet for at forsøge at neddæmpe de mange modsætninger i regionen, som den brutale krig mod Afghanistan har udløst, ankom den palæstinensiske leder Yassir Arafat til London for i Downing Street at mødes med den amerikanske juniorpartner Tony Blair.

Efter at den såkaldte Oslo-fredsproces blev aflivet af Israel med USA’s stiltiende accept under et års israelsk terror og 1 års palæstinensisk intifada udtalte den amerikanske præsident Bush sig ved indledningen af krigstogtet mod Afghanistan pludselig for en palæstinensisk stat – til den israelske regerings og Ariel Sharons dybe fortrydelse.

Pludselig var det blevet vigtigt for krigskoalitionen USA-England (der hele tiden har haft Israel med som skjult makker) at forhindre, at der blev sat lighedstegn mellem Israels kamp mod palæstinenserne og krigen mod Afghanistan som to sider af imperialistmagternes krig om kontrollen over Mellemøsten, Sydasien og Kaukasus. Efter i et år i det skjulte at have støttet den forstærkede israelske aggression mod palæstinenserne fik USA’s allierede i Tel Aviv pludselig at vide, at de skulle holde våbenhvile og vende tilbage til fredsprocessen.

Det er selvfølgelig grotesk, at George Bush nu taler om en palæstinensisk stat som resultat af en sådan fredsproces. Da Palæstina blev delt i 1947 efter en FN-beslutning var det en forudsætning, at der dannedes to stater på området: en israelsk og en palæstinensisk. Den israelske har eksisteret i mere end 50 år. Den palæstinensiske er aldrig blevet etableret som følge af Israels og USA’s politik.
Alle FNs resolutioner, der tager udgangspunkt i at Israels besættelse af palæstinensisk land efter syv-dages-krigen i 1967 er ulovlig, forudsætter skabelsen af en palæstinensisk stat. Oslo-fredsprocessen havde som udgangspunkt, at den skulle føre til dannelsen af en stat.

Det kan dermed næppe siges at være en foræring til palæstinenserne, når Bush nu taler om en sådan en gang i fremtiden, og Blair sekunderer med, at nu skal der ske noget hen imod en levedygtig palæstinensisk stat.
‘Vi beder ikke om månen’, sagde Arafat på pressemødet i Downing Street. Blot om gennemførelse af FNs beslutninger. Det er imidlertid et åbent spørgsmål om palæstinenserne vil eller kan acceptere de kompromisser, der allerede var indgået i ‘fredsprocessen’, da Sharon fremprovokerede den nuværende intifada. De ligger langt fra 67-situationen – og vil være en accept af Israels rov gennem årtier.
De andre store spørgsmål: spørgsmålet om fjernelse af bosættelserne fra de besatte områder og om flygtningenes ret til tilbagevenden har ligeledes været blokeret af det samme USA, som nu vil fremstå som palæstinensernes ven.

Den pludselige amerikansk-engelske interesse for en genoptagelse af fredsprocessen er let at forstå: ikke mindst den arabiske verden skal beroliges og ikke have en fornemmelse af, at palæstinensernes sag også ofres i terrorbekæmpelsens navn til et aggressivt Israel. Den palæstinensiske sag må ikke blive Osama Bin Ladens eller Talibans sag!

Israel har været udsat for et meget stærkt pres for ikke at udnytte angrebet på Afghanistan til at løse det palæstinensiske spørgsmål på sin egen vis: ved at smadre og fordrive de palæstinensiske myndigheder og dræber den palæstinensiske ledelse – og for at indgå i nye forhandlinger.

Sharon gør det klart, at han er under pres – og modsætter sig det. Der erklæres våbenhvile – og dræbes flere palæstinensere end før. Tanks besætter Hebron. Ny blokader oprettes. Den militære undertrykkelse forstærkes. Og så en lille indrømmelse: nogle tanks trækkes tilbage.
Men slagteren Sharon ville ikke være, hvem han er, hvis han ikke samtidig beordrede nogle mord: to Hamas-ledere er blevet dræbt de sidste par dage med en genoptagelse af de kriminelle ‘målrettede likvideringer’.
Mordet på Abdul Rahman Hamad ‘var ikke det første, og ville heller ikke blive det sidste’, meddelte slagteren Sharon, der tilføjede:
– Vi har gjort vores stilling klar på dette spørgsmål, den er helt fast, og sådan vil vi handle.

Denne mord- og terrorpolitik opflammer selvfølgelig hadet til Israel i hele Mellemøsten, sætter de reaktionære arabiske regimer under fornyet pres (der ikke har modsat sig USA’s krig på trods af modstanden i befolkningerne), sætter Arafat og hans satsning på en fredsordning under USA’s og nu også Englands auspicier under enormt tryk. Hurtige og reelle resultater er nødvendige, hvis ikke den store overlever Arafat skal miste al opbakning i sit folk.

Der er ingen grund til at tro på hverken USA’s eller Englands pludselige omvendelse til venner af det palæstinensiske folk. Den israelske politik er klar, skåret ud i kød og blod: Det zionistiske Israel har aldrig villet og vil ikke acceptere en levedygtig palæstinensisk stat.
Og palæstinensernes tålmodighed med en forhandlingspolitik – som har været en forhalingspolitik til Israels fordel – er brugt op.

Netavisen 15. oktober 2001