Klima i dødvande

Leder
Kommunistisk Politik 20, 2011

To år er der gået siden København var vært for FNs årlige klimatopmøde i december 2009. Begivenheden huskes nu mest for den danske politistats amokløb på unge aktivister fra det meste af verden.

Men Politistat.dk arbejder videre: Nu har en særlig forskningsenhed i Københavns politi undersøgt 178 fredelige demonstranters fortid før COP15 med henblik på at få annulleret en byretsdom for, at de blev uberettiget masseanholdt og skulle have erstatning. Det kan kun karakteriseres som politistatsmetoder. Lømmelpakken eksisterer stadig og politiets reaktionære angreb på ytringsfriheden og demonstrationsretten forstærkes.

Selve topmødet i København endte i nærmest totalt sammenbrud. Der er heller ikke nu grundlag for forhåbninger til imperialisters såkaldt grønne dagsorden, hvis hovednummer er CO2- kvoter, der består af varm luft i helt bogstavelig forstand.

De mest forurenende lande mener, at handel med udledning af røg fra afbrænding af fossile brændsler (naturgas, kul, olie og benzin), vil betyde en reduktion af forurening. I virkeligheden er det et system beregnet til at få kontrol over retten til selve afbrændingen. Handelen betydet ikke andet end at de rigeste lande sikrer sig retten til naturressourcerne.

Selve CO2-kvotesystemet er ikke mindst EU landenes pris for at gå med til en forpligtende aftale i FN-regi om at reducere forbruget af fossile brændsler. Den eksisterende aftale om international handel med kvoter udløber i 2012. Efter EU’s mening er det ved at være sidste chance, hvis der skal indgås en ny aftale i regi af de årlige FN klimatopmøder.

Det næste -  COP 17 -  bliver afholdt i Durban, Sydafrika fra den 28. november til 9. december 2011.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt var den 11. oktober vært for og en hovedtaler på klimakonferencen Global Green Growth Forum (3GF) i København, hvor 200 globale ’topledere’ skulle finde ud af, hvordan det offentlige og private sammen kan skabe ’grøn vækst’.  Konferencen skal give ideer til COP17.

Blandt deltagerne var FN’s generalsekretær Ban Ki-moon,  som er strandet på klimaftalerne,  der reelt er FN’s største internationale ’ansvarsområde’. EU modsætter sig en ny aftale, hvis ikke også USA og Kina som de største forurenere kan skrive under. På overfladen et plausibelt argument, men i virkeligheden EU’s forsøg på at presse udviklingslandene til at gå med på en aftale, der er så lidt forpligtende for de industrialiserede lande som muligt.

Fra det alternative klimatopmøde, som også forberedes, har man i stedet den tilgang, at det handler om at vedtage en retfærdig klimaaftale – og den kan de rige lande så blive presset til at slutte sig til af en aktiv massebevægelse.

Men næsten alle de fattige landes regeringer er underlagt den imperialistiske dagsorden og bundet i handelsaftaler og gældsforpligtigelser. De har lagt sig på en linje for at få så god kompensation som muligt for de igangværende klimaforandringer. Ingen taler mere om at undgå klimakatastrofen, men kun om at begrænse skaderne.

Den officielle målsætning for FNs klimatopmøder er at indgå en aftale, der vil begrænse temperaturstigningen som følge af forurening til 2 grader – altså at acceptere klimaforandringerne, der på nuværende tidspunkt stadig er uoverskuelige.

De seneste rapporter taler f.eks. om risiko for, at havenes fauna vil gå kraftigt tilbage, fordi dyrelivet ikke kan nå at omsætte den mængde CO2, der opløses i havet. Det vil igen føre til forsuring og dermed vanskeligheder for koralrev og skaldyr og dermed for hele fødekæden og habitater.

For industrilandene – der er øverst i fødekæden – har forurening af havene i almindelighed og overfiskning i særdeleshed medvirket til at tynde ud i arter og liv. Klimaændringerne kan være dødsstødet. FNs proces er kun  blevet til forhandlinger om penge og kontrol over ressourcerne og retten til forsat at forurene.

Men alle ved, at en økonomisk politik, der anerkender de bredere økonomiske, sociale og miljømæssige fordele ved vedvarende energi, herunder deres potentiale for at reducere luftforureningen og forbedre folkesundheden, til gengæld er afgørende for at sikre en hurtig overgang til det fossilfrit samfund.

Den politik kommer fra massekampen og ikke fra regeringskorridorerne, toplederkonferencer eller COP-møderne.

Netavisen 17. oktober2011