Regeringsgrundlaget set i lyset af “rød” bloks valgløfter

Regeringsgrundlaget er i sine grundtræk – trods den megen dramatisering – utrolig forudsigeligt

FOA og andre fagforeningen i halvhjertet kampagne for efterlønnen

Midnat på Christiansborg 15. september: Stemmerne er optalt, hvorfor “rød” blok erklæres som nyt flertal. Helle Thorning-Schmidt udpeges af dronningen (hvem sagde demokrati med et sådant feudalt levn i en forfatning) næste dag som forhandlingsleder i sammensætningen af en ny regering.

Den parlamentariske situation kan højest på et punkt være overraskende for konstellationen S-SF-R: De havde måske ikke forudset, at de Radikale ville overhale SF højre om, når taburetmatematikken skulle gøres op.

Ellers havde de forudset et flertal til “rød” blok, som ikke kunne mønstre et arbejderflertal med Enhedslisten (Det har højest været Enhedslisten selv, der har drømt om dette). S & R havde måske endda flirtet med ideen om, at den nye regering kunne danne flertal med et hvilket som helst parti (et og kun eet) fra sag til sag på Tinge. Her forslår de konservative så ikke.

Politiken har mellem S & SF været afstemt i detaljer i omkring et års tiden. Følerne til de Radikale har tillige været så intime, at Margrethe Vestager ikke på noget tidspunkt har vaklet i sin loyalitet overfor Thornings ledende rolle i det nye politiske landskab.

Mange politiske kommentatorer spåede, i ugen efter valget var afgjort, store problemer for en regeringsdannelse; men de blev alle gjort til skamme. De 3 partier har holdt kortene tæt ind til kroppen og benyttet ugen fuldt ud; men da regeringsgrundlaget så dagens lys – og ministertaburetterne var fordelt – ville enhver kunne overbevise sig selv om, at det hele lå lige til højrebenet. Henrik Sass Larsens skævert var den største overraskelse.

Krigene og NATO

Enhver kan fastslå, at valgkampen på det skammeligste ikke forholdt sig til den kendsgerning, at Danmark er involveret i ikke mindre end 3 forbryderiske angrebskrige, anstiftet i klar overtrædelse af folkeretten. Det er dog det største politiske kursskifte i dansk politik i omkring 150 år.

Mange vil hævde, at krigsforbryderne gennem folketingsvalget har fået deres cart blanche; men sådan tæller logikken ikke. Ved et folketingsvalg præsenteres folk for et misk mask af alle hånde spørgsmål. Det afgørende for, at krigsforbryderne ikke fik en godkendelse med “tilbagevirkende kraft” er, at de danske krigseventyr simpelthen ikke blev diskuteret.

End ikke Enhedslisten ønskede at bringe dette spørgsmål på dagsordenen! Fatalt!

Tilbage står, at der i det danske Folketing eksisterer en slags konsensus om politikernes krigsforbrydelsesbeslutninger op gennem 00’erne!
Vores medlemskab af eller engagement i NATO blev heller ikke berørt. Det ville ellers også have været på sin plads, da denne aggressive – gennem alle tider trods dens påstande om dens fredelige karakter – alliance har opkastet sig til at påtage sig hvervet som Verdens politibetjent dirigeret af den til enhver tider siddende sherif i Washington.

I starten af valgkampen lykkedes det dog Helle Thorning-Schmidt at tone rent flag i forhold til kommende krige ved at meddele, at hun som regeringsleder naturligvis ville fortsætte udenrigspolitikken, og såfremt der ville blive brug for dansk militærintervention andre steder i Verden, ville hun søge et bredt flertal for dette, hvorfor et FN-mandat – i givet fald – ikke ville være nogen nødvendighed for legaliteten af nye aggressioner.

Med SF og Villy Søvndal på udenrigsministerposten må fredselskende, krigsmodstandere, progressive og revolutionære gøre tilværelsen til et helvede for ham. Lad sædet blive varmere end en hvilken som helst fodboldtræners plastikskammel. Lad ham stege på sin uriaspost.

EU, euro og forbeholdene

Disse forhold har desværre på samme led som ovenstående ikke været bragt ind i valgkampen. Det ville have klædt de “ansvarlige” politikere – ikke mindst i en situation, hvor EU influerer på over halvdelen af alle forhold i Danmark – ikke mindst på det økonomiske område.

På et tidligere tidspunkt havde Thorning-Schmidt og Søvndal erklæret, at de efter et valg ville afholde folkeafstemning i løbet af efteråret om Danmarks resterende forbehold. De skulle så være bragt på plads, inden Danmark overtager lederskabet pr. nytår.

I første omgang blev euroen valgt fra som afstemningstema, hvilket med garanti skal ses i lyset af, at modstanden i Danmark til denne møntfod i øjeblikket er historisk og rekordhøj! Man kan høre Helle og Villy i samdrægtighed og tosomhed erklære:
– Hvorfor samle på nederlag?

Hvem vil også binde sig til en møntfod, som slavebinder landes arbejdende befolkninger, og straffer dem, når snyltere og spekulanter har ført økonomien i grus.
De resterende forbehold (rets & forsvar) bliver ikke berørt af afstemning før tidligst i det nye år.

EU har udadtil i hurtigt tempo udviklet sig til en reaktionær stormagt.

På de indre linier har EU-instanserne tiltaget sig stadig større magt over medlemslandene, der nationalt får mindre og mindre at sige. Det mest aktuelle skud på stammen er et sandsynligt forbud mod det danske RUT-register, der af fagbevægelsen tjener som formål at undgå, at udenlandsk arbejdskraft misbruges og underbetales i forhold til vor lovgivning og arbejdsmarkedsaftaler. En pendant i Belgien er i øjeblikket trukket i EU-domstolen med henblik på et forbud.

Dette er kun en bagatel i forhold til, at “den danske model” i realiteten er at sammenligne med en antikvitet på en museumshylde.

Desværre kan vi på linie med første afsnit konstatere, at Enhedslistens EU-kritikere ikke ønskede at bringe disse spørgsmål ind i valgkampen. Igen af hensyn til den gode stemning i “rød” blok. Disse fatale fejl og misforståede hensyn varsler alt for grundigt, hvilken rolle ‘listen’ vil spille.

Enhedslistens rekordstore valgresultat er ikke så meget et udtryk for deres politiske profil, som det mere udtrykker SF’s voldsomme højredrejning, hvilken anbragte titusindvis af SF-vælgere i et parlamentarisk vakuum, der i sidste ende tilfaldt Enhedslisten. Til resultatet hører også, at ‘listen’ for første gang valgte at profilere sig med en frontfigur Johanne Schmidt Nielsen, som i øvrigt – og med pressens hjælp – gjorde det godt.

Med “rød” blok ved roret skal ‘listen’ tage sig i agt for, at det ikke bliver historien om “Konen med æggene” om igen.

Økonomiske reformer

Det kan fra starten fastslås, at S-SF ikke havde i sinde at rulle nogen af de reformer tilbage, som VKO-regimet havde fået vedtaget eller skabt flertal for i form af en række forlig, der står til behandling i Folketinget.

Det indebærer også den meget omdiskuterede genopretningspakke, der indebar en halvering af dagpengeperioden til 2 år med virkning fra 1.juli 2010, hvilket for omkring 38.000 arbejdsløse kan medføre udstødning af dagpengesystemet – og i bedste fald skubbes på kontanthjælp eller i værste forsørges af ægtefælle. Samme “pakke” rummer også en fordobling i antal arbejdstimer for at erhverve dagpengeretten: fra ½ til et helt år, hvilket er lige så slemt som den første del.

Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen havde spagt erklæret, at de ville forsøge at gennemføre en lidt lempeligere ordning, der for nogles vedkommende ville betyde, at dagpengeperioden kunne forlænges et år yderligere. Det er i regeringsgrundlaget reduceret til et halvt år.

Spørgsmålet har haft stor betydning for langt de fleste fagforeninger og a-kasser, der så genopretningspakken som endnu et anslag fra VKO’s side som både havde en økonomisk side, men også en ideologisk, idet de stadige forringelser trækker tæppet væk under fordelene ved at være fagligt organiseret.

S-SF havde til gengæld bebudet modstand til Løkkes tilbagetrækningsreform, hvilket forlig han sammen med Radikale fik et flertal for i foråret. Den står stadig tilbage at blive vedtaget. Det betyder populært sagt, at efterlønnen er blevet grundigt rundbarberet. Nærmest allerede på valgnatten faldt Helle Thorning-Schmidt til patten:
– En kommende regering må respektere, at der fortsat er flertal for tilbagetrækningsreformen.

Titusinder – hvis ikke flere – får udskudt og forringet deres efterløn og folkepension! Værsgo og spis! Hvor er “rød” bloks solidaritet med de svageste?
Selv en Ritt Bjerregaard havde rygrad nok til at stå frem og foreslå S-SF & de Radikale, at de lod forlig være forlig, og i stedet med valgets afholdelse skrottede det: Det har den arbejdende befolkning fortjent.

Når ikke Løkke fik større tæsk på det spørgsmål, så har S & SF kun sig selv at takke: Hvilken appel troede de, at et forslag om en ugentlig forhøjelse af arbejdstiden på en time indeholdt. For mange lønarbejdere er det et valg mellem pest og kolera. For de yngre er arbejdstidsforlængelsen det værste. Med accepten af tilbagetrækningsreformen er Helle Thorning-Schmidt samtidig sluppet af med denne varme kartoffel.

Der er afsat penge til en forbedring af normeringerne i nogle af landets børneinstitutioner, ligesom en række skoler skal renoveres ved at fremrykke offentlige investeringer.

Mange andre elementer i økonomien er lagt over til behandling i 3-partsdrøftelser. Efter en del diskussion ser det ud til, at de kommer til at køre parallelt med OK-forhandlingerne til foråret. 3-partsdrøftelserne vil blandt andet indeholde:

Løntilbageholdenhed; – hvilket er det det samme som reallønsnedgang. Arbejdsgiverne kan dårligt få armene ned over regeringens bekymring for konkurrenceevnen, hvilket Helle Thorning-Schmidt konstant understreger nødvendigheden af.

Dagpengeperiodens længde; – I hvert fald forestiller FOA’s formand Dennis Kristensen, at det er et spørgsmål, der tages op. Hvorvidt det er ønsketænkning, melder historien ikke noget om.

Uddannelse; – herunder den ret og pligt til uddannelse til unge under 29 år uden kompetencemæssig uddannelse. Den har været kritiseret hårdt for dens tvangselement, ligesom det vil betyde en økonomisk lussing til mange unge, der drives på SU.

Kædeansvar; – som var annonceret til forhandling i valgoplæggene er tilsyneladende trukket ud. Det ville ellers have været en god ide, da det pålægger arbejdsgiveren ansvar for, hvilke underentreprenører han benytter. Det drejer sig om underbetaling af udenlandsk arbejdskraft.

Endelig rummer planen en forblommet formulering som at skaffe 20.000 (SF havde lovet 60.000) flere i arbejde, hvilket bl.a. løntilbageholdenheden skal finansiere.

Der lægges også op til en skattereform, hvor det lader til, at S & SF har trukket deres valgløfte om en stærkere beskatning af personer med millionindkomster. Starthjælpen og kontantloftet bliver afskaffet, mens tobak og usunde fødevarer bliver pålagt højere skatter.

Andre områder

Det er lykkedes for S & SF at fastholde ideen om betalingsringen omkring København. Det er endnu uklart i hvilken form; men Villy Søvndal har stillet i udsigt at de kollektive transportmidler skal gøres 40 pct. billigere. Vi får se.

De har ligeledes fået indfriet deres absurde løfte om at bevare 24-års reglen. Denne helt igennem urimelige ordning havde de uden problemer kunne ændre med støtte fra såvel de Radikale og Enhedslisten. I stedet erklærer de, at det må vente til næste valgperiode. Hvad siger Enhedslisten til dette? De havde jo gjort det til et kardinalpunkt.

Pointsystemet bliver til gengæld afskaffet, og kravene til at opnå dansk statsborgerskab revideres til en lettere test.

Enhedslisten havde gjort en dyd af, at lømmelpakken skulle fjernes. Det rummer grundlaget ikke noget om.

Der vil ske en fremrykning af investeringer på 10 mia. kr., som bl.a. skal benyttes til renovering af skoler.

S-SF havde bebudet en ordning med to lærere i hver klasse, hvilket er taget af bordet.

Endelig er der varslet en skattereform, hvor den forøgede beskatning af millionærer er fjernet, – eller rettere erstattet med en mulig lempelse af topskatten.

Alt i alt

Tilsammen kan konkluderes, at det samlede billede ikke er så langt fra, hvad man kunne forvente sig fra den kant. Det er helt forfejlet at diskutere, hvorvidt det er mere blåt end rødt eller vice versa. Kendsgerningen er, at de 3 partier er lykkeligt enige om grundlaget trods dets reaktionære og socialt skæve indhold.

Grundlaget rummer ganske vist andre elementer end S-SF’s valgplatform; men retningen for at frede erhvervslivet og de rige er bibeholdt. Den reaktionære og fremmedfjendske politik fortsætter, og terrorlovgivningen – som primært er rettet mod arbejder, ungdom og venstrekræfter – pilles der ikke ved.

Det er så meget mere paradoksalt, at Liste Ø erklærer, at de godt “kan genkende sig selv i grundlaget”.
Må vi have lov at ønske dem velbekomme.

Læs også

Ny regering: Nyliberale nedskæringer og brudte valgløfter
Netavisen 4. oktober 2011

Kvinden der vil være statsminister i Danmark
Netavisen 15. september 2011

Netavisen 4. oktober 2011