Valganalyse: Hvad viser FV2011

Af Arbejderpartiet Kommunisterne
Kommunistisk Politik 19, 2011

Med resultatet af folketingsvalget eksisterer en ny politisk situation. Både blå og ‘rød’ bloks krisemodeller blev reelt set forkastet

Udfaldet af folketingsvalget 2011 betyder ikke en grundlæggende ny politik eller en helt ny regeringskurs, sådan som venstrefløjens opportunister prøver at bilde os ind. Fogh/Løkke-regeringerne og Nyrup/Thorning-regeringerne er to varianter af samme nyliberale politik.

Men der eksisterer en ny parlamentarisk situation, en ny situation i klassekampen, som fordrer en delvis ny taktik af de revolutionære kræfter – og det er selvfølgelig APK’s opgave at forstå og vise vej i den ny situation i klassekampen.

Folketingsvalget betød en afslutning på ti års lammende og kvælende VKO-flertal, som ikke mødte reel modstand fra den parlamentariske opposition. Stemmefordelingen var et udtryk for et opgør med DF’s dominans, et opgør med ‘blå blok-politikken’. DF gik for første gang tilbage, og det har stor betydning, også som international tendens. VK-regeringen blev klart underkendt, De konservative halveret.

Det skyldtes ikke bare, at K var Fogh/Løkke-regeringens lillebror-parti, men også reel modstand mod samarbejdet med DF og VKO-konstellationen. Det konservative frafald blev til gengæld stort set inden for blå blok og gik især til Liberal Alliance, men også til V. En vælgerundersøgelse (Epinion) viser, at var frafald fra Dansk Folkeparti, men også fra V, der tippede den parlamentariske balance til fordel for en Thorning-regering.

S/SF’s tilbagegang og ikke mindst de stærkt reducerede personlige stemmetal til Thorning og Søvndal er selvfølgelig udtryk for manglende tillid til S/SF’s politik. De udtrykker en totalt manglende begejstring for ‘Fair løsning’ og arbejdstidsforlængelse.

Generelt viste valget, at der var et folkeligt flertal mod begge de to nyliberale kriseløsningsmodeller – både mod VKO’s og SF’s. Men sandsynligvis vil danskerne få en hel del af begge i kraft af det ’samarbejdende folkestyre’.

Den herskende klasse kalder traditionelt socialdemokratiet til magten i krisetider, og når modstanden mod de reaktionære partier er stærk. Borgerskabet kan se fordele i et regeringsskifte, efter at VKO er kørt død. Det kan være nyttigt med en oppositionsperiode for ‘blå blok’, og at det internationalt noget belastende DF bliver sat lidt ud på sidelinjen. En tilbagevenden forberedes på baggrund af kommende Thorning-træthed.

Den snævre margin mellem blokkene er en ønskesituation for den herskede klasse. Den er fremdyrket i kraft af kontrollen med medierne, personpromovering, selektiv partistøtte osv.

Flertallet vil en anden kurs for Danmark

Hovedkonklusionen på valget må være, at et flertal vil af med højrepolitikken, med den fremmedfjendtlige politik, med krigs- og nedskæringspolitikken, og ønsker en anden kurs for Danmark.

Et af de klareste udtryk herfor er, at Dansk Folkeparti for første gang er gået tilbage ved et folketingsvalg. Det skyldes også en øget modvilje mod dets forbindelser til den rabiate og ekstreme højrefløj, som er bedre forstået. Fremskrittspartiet i Norge gik kraftigt tilbage ved kommunalvalget, hvor det med rette kobledes sammen med den situation, der har skabt en fascistisk terrorist som Anders Behring Breivik.

Men der er ikke kun tale om en markant afvisning af VKO’s profilerede højrepolitik, og heller ikke alene om en afvisning af velfærdsnedskæringerne.
Der er tale om en klar bevægelse væk fra blå blok, en bevægelse mod venstre. Og i det samlede billede er særlig vigtigt den tydelige venstretendens, der manifesterede sig med Enhedslistens tredobling, og i at ‘venstrefløjen’ – SF og Ø – er blevet en reel faktor overalt i landet.

En kvart million stemmer til liste Ø, som har profileret sig imod racisme, krig, for bedre miljø osv til venstre for S og SF –  de to største socialdemokratier –  er ikke set i mange årtier. Enhedslistens kanonvalg skyldtes i høj grad SF’s åbenlyse højredrejning.

De Radikale er et parti, som igen og igen producerer superliberalister af typen Anders Samuelsen. Det opsugede en del af frafaldet fra ‘blå blok’. Det blev suppleret med stemmer fra SF, der opgav sin modstand mod VKO’s indvandrerpolitik.

Ser man på fordelingen ud over landet, bevarer ‘blå blok’ et flertal i langt de fleste kommuner, i landområder, mindre byer osv. ‘Rødt’ flertal findes i mange store byer, med København som det absolutte flagskib med omkring to tredjedele af stemmerne i den indre by og brokvartererne, og med Enhedslisten som største parti!

På landsplan er den parlamentariske venstrefløjs (SF-Ø) fremgang uden for storbyområderne ikke desto mindre ret markant. F.eks. var der over 11 pct., der stemte SF og Ø  i Vestjyllands Storkreds (8,1 og 3,5 pct.). Så mange har der aldrig været til venstre for Socialdemokratiet før i det område.

Køn, klasse og valg

Flere kvinder end mænd stemmer på ‘rød blok’. Det hænger ikke alene sammen med ‘bløde værdier’ og et forsvar for velfærd, men også at offentligt ansatte i højere grad stemmer på S/SF, mens privatansatte er overvejende blå.

Både Radikale og Enhedslisten (og i blå blok Liberal Alliance) har appel til ‘de veluddannede’, til akademikere, studerende osv. – og dermed også en betydelig ungdomsappel. De hører til gengæld til ‘de mindst trofaste’ af vælgerne, som lettest flytter sig.

Arbejderklassen er under kraftig forandring med den teknologiske og industrielle udvikling og ‘globaliseringsprocessen’, der har slagtet titusindvis af arbejdspladser, ikke mindst ufaglærte job. Et stort slag står nu om massefyringerne i den offentlige sektor.

Der er ingen tvivl om, at S ikke længere som ellers traditionelt appellerer til (industri)arbejderne. Alle ‘rød’ bloks partier appellerer til ‘folk med længere uddannelse’, som det hedder i undersøgelser. Og ingen af dem forsvarer åbent arbejdernes interesser.

I ‘blå blok’ viderefører Dansk Folkeparti det hedengangne Fremskridtspartis appel til arbejdere, som er en forholdsvis ny ting i billedet af, hvordan de sociale klasser stemmer. Pia Kjærsgaard og DF er kendt for deres leflen for sosu’erne og har med et vist held søgt at tiltrække den ‘underste’ del – ufaglærte, specialarbejdere – med appellen mod ‘de fremmede, der truer deres job’.

Siden 1973 er også mange fra den bedst stillede del af arbejderklassen, som tidligere stemte socialdemokratisk, gået over i den åbent borgerlige lejr, bl.a. via Erhard Jakobsens CD.
Til gengæld stemmer som nævnt en meget stor del af arbejderklassen og de lavere mellemlag i den offentlige sektor ‘til venstre’, S/SF.

Ved folketingsvalget i 1935 fik Staunings parti rekordstore 46,4 pct. af stemmerne, DKP fik 1,0 pct. (og to mandater). Ved valget efter befrielsen i 1945 fik S 32,8 pct., og DKP slog alle rekorder med 12,5 pct. Men ‘de røde’ havde stadig ikke flertal. I 1966 fik S 38,2 pct. og SF 10,9 – med DKP ude. 49,1 pct. var det, som kommer tættest på ‘rødt flertal’, og det førte også til en S-regering under Jens Otto Krag baseret på støtte fra SF – kaldet ‘arbejderflertallet’ eller ‘det røde flertal’.

De tre reformistiske socialdemokratiske partier i dag – S, SF og Enhedslisten – spænder nogenlunde fra det moderne socialdemokratiske højre til en gammelsocialdemokratisk venstrefløj, suppleret med 70’ernes ‘nye venstre’.
I 2011 fik disse tre socialdemokratier hhv. 24,3 (S), 9,2 (SF) og 6,7 (Ø) – i alt 40,2 pct. af stemmerne. Færre end i Staunings glanstid.

Fortællingen om ‘arbejderflertallet’ og ‘det røde kabinet’ er med andre ord en fortælling om en parlamentarisk march på stedet, lidt frem, lidt tilbage, og et partisystem, der godt nok har splittet de fire traditionelle klassepartier op i flere forskellige partier, men alligevel har grundstrukturerne intakte.

En ny politisk situation

Det positive i situationen efter folketingsvalget er simpelthen, at den er ny, at den bryder med den stivnede situation, som har eksisteret i årevis, hvor fokus har været på at vælte VKO. Den lægger op til nybrud, også blandt venstrekræfterne, og giver nye positive muligheder for APK og en revolutionær politik gennem krisen.

Den lægger også op til en diskussion af, om bestræbelsen skal gå i retning af et ‘rødt flertal’ og en ‘rød blok’ uden de radikale – eller det er et socialistisk samfund, som er perspektivet.

APK opfordrede som eneste politiske kraft til at stemme blankt ved folketingsvalget. Visse anarkister (Libertære socialister) samt det fundamentalistiske muslimske Hitzb-ut-Tahrir opfordrede til boykot. De første for at bekæmpe hele det parlamentariske system, de andre fordi ‘demokrati’ ikke er for rettroende.

Antallet af blanke/ugyldige stemmer øgedes til lige under én procent af samtlige afgivne stemmer. Det er i sidste ende et udtryk for en voksende tvivl over for blokpartierne.

I valgkampen videreførte APK kampen mod begge regeringsalternativer med hver deres variant af den nyliberale, EU-dikterede krisepolitik. Partiet arbejdede som altid for at udvikle arbejderklassens selvstændige kampplatform – mod krise, krig og reaktion. Det betød, at vi ikke bare rettede skytset mod  Løkke og Co., men også afslørede ‘rød blok’ og S/SF.

‘Rød blok’ og en S/SF-regering med Helle Thorning Schmidt i spidsen blev af Enhedslisten og samtlige trotskister og revisionister skønmalet som en ønskesituation for arbejderne og det progressive Danmark, og som indgangen til ikke bare en ny regering, men også en ny politik.
Nu lægges der op til, at De radikale får skylden for, at de fleste af Enhedslistens, S’ og SF’s positive valgløfter ikke bliver gennemført.

Den meget positive behandling af Enhedslisten og promoveringen af Johanne Schmidt Nielsen i de borgerlige medier i forbindelse med valget afspejler, at partiets alibifunktion for borgerlig krisepolitik i ‘rød’ udgave tjener et vigtigt formål for det herskende bourgeoisi i den nuværende periode.

Enhedslisten og dens parlamentariske klassesamarbejdspolitik er den største forhindring for arbejderklassen og blandt venstrekræfterne for at udvikle en selvstændig klassepolitisk platform og en massebevægelse baseret på denne. Det betyder også en hæmsko for udviklingen af en revolutionær venstrefløj, der er navnet værdigt, af den marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse og et stærkt kommunistisk parti.

Massemodstand mod reaktionær krisepolitik – også i ‘rød’ bloks regi


Det forventes, at S/SF udvider regeringen med De radikale. Der er et folketingsflertal for en ‘borgerlig økonomisk politik’, dvs. for fortsættelse af VKO’s linje. Dermed vil en svag Thorning-regering prøve at balancere – med det resultat, at der kommer lort over befolkningen fra begge sider.

Efterlønsslagtningen og tilbagetrækningsreformen vil blive gennemført under Thorning Schmidt. Selvom hun har lovet, at der ‘ikke skal betales dobbelt’ med en forøget ugentlig arbejdstid på en time, er der ingen garanti for, at det ikke går i den retning. Der lægges samtidig op til en stribe afgiftsstigninger og et pres fra regeringen ikke mindst i forhold til fagbevægelsen for ‘at holde lønnen i ro’.

Formentlig vil en Thorning-regering søge at fjerne EU-forbeholdene ved folkeafstemning, men de vil næppe vove at stemme om euro-tilslutning.
For at understrege, at der er en forskel på Thorning og Løkke-regeringerne, vil SFR-regeringen søge at fjerne en del af VKO’s symbolpolitik, f.eks. det idiotiske pointsystem og lignende.

Der vil være nok at tage fat på for at fortsætte massemodstanden mod reaktionær krisepolitik, EU-diktater, dansk krigsdeltagelse, terrorlove osv. Skærpelsen af den økonomiske krise vil få angrebene vil hagle ned både som en arv fra VKO og som nye SFR-tiltag

APK har opfordret progressive fagforeninger og progressive og erklæret revolutionære organisationer til at imødegå alle nedskæringstiltag og reaktionære tiltag fra den ny regerings side gennem massemobilisering, med den bredest mulige enhed og samling.

Der er rejst stærke krav om, og der eksisterer et stærkt ønske om ‘en ny politik’. Den kommer ikke fra Thorning-regeringen. Den må kæmpes igennem.

Netavisen 2. oktober 2011