Hvem forhindrer palæstinenserne i at få en stat?

Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas har ansøgt FN om anerkendelse som stat på basis af grænserne fra 1967. Men noget stopper det, mens det arabiske forår vil videre …

Kommunistisk Politik 19, 2011

Den amerikanske præsident Obama har modsat sig den palæstinensiske anmodning om anerkendelse som stat og truet med at nedlægge veto i FNs sikkerhedsråd. I sin afvisningstale meddelte han palæstinenserne, at der ikke nogen ’genvej’ til anerkendelse.

Det sagde han til et folk, der har ventet i mere end seks årtier på deres stat, og som har set den ene ’fredsproces’ efter den anden køre i årevis uden at have ført til en internationale anerkendt og levedygtig palæstinensisk stat.

Dette fredsspil med USA i en hovedrolle som mægler bliver afsløret som den bluff, det er og har været af Obamas afvisning af at anerkende den palæstinensiske stat. Ingen vover at bestride, at palæstinenserne som alle andre folk har ret til en statsdannelse, garanteret af international lov.

Men så kan den konkrete proces forsinkes og trækkes ud i endeløse forhandlingsrunder, der alle sammen har USA som vigtigste spiller ud over palæstinenserne og Israel.

Når de lanceres er det altid under store fanfarer om, at nu ligger freden og staten Palæstina lige om hjørnet. Men én efter én er de skrottet, gået i stå, henvist til sidelinjen og til sidst glemt.

Engang var betegnelser som Camp David I, Madrid, Oslo, Oslo2, Camp David II, ’Road Map’ og ’Kvartetten’ udtryk for diplomatiske processer, som skulle garantere at palæstinensernes fik deres ret, og samtidig ’fred mellem Israel og araberne’.

Ingen af dem har bragt palæstinenserne en stat,  og imens har Israel ædt stadig mere af det gamle palæstinensiske land gennem krige og den kolonialistiske bosættelsespolitik, der har tvangsfordrevet mennesker i hundredtusindvis.

Frustrationerne hos palæstinenserne er følgelig enorme, og tålmodigheden er slidt op. Også den palæstinensiske ungdom er en del af ’det arabiske forår’ og kræver demokrati, menneskerettigheder, velfærd og en anstændig tilværelse, en selvstændig stat. De vil ikke vente længere på en diplomatisk proces, der ikke fører til noget som helst.

Det er ungdomsprotesterne, der har skræmt Abbas til en smule handling, og fremtvang en slags enhed mellem Abbas’  Fatah og Hamas, det regerende parti i Gaza. Den nye generation af palæstinensere og deres unge ledere er af den opfattelse, at PA – den palæstinensiske autoritet – der kom ud af tidligere diplomatiske processer og økonomisk holdes i live af dem, og også paraplyorganisationen PLO, i dag snarere er en del af problemet, end af løsningen, som kommentatoren Jonathan Cook konstaterer.

Abbas har krævet en stat på baggrund af de FN-anerkendte 67-grænser med Østjerusalem som hovedstad. Det er den klassiske ’tostats-løsning’. Hamas afviser den. Og den nye  revolutionære palæstinensiske ungdom tror ikke på FN, USA, Israel, Abbas eller Hamas.

Abbas’ krav om FN-anerkendelse af Staten Palæstina fik enorm medieomtale og blev modtaget med stående klapsalver. Nu er det på vej ud. Der manipuleres kraftigt for at det ikke skal komme op i Sikkerhedsrådet, og hvis det gør det alligevel, så vil andre stemme imod, så USA ikke skal bruge sit veto. Generalforsamlingen kan ikke sikre en anerkendelse, men opgradere den palæstinensiske status i FN til at komme på linje med Vatikanets!

Den fascistiske israelske udenrigsminister og vicepremierminister  Avigdor Lieberman truer med kraftig gengældelse, hvis palæstinenserne kræver deres ret. ’Kvartetten’ – USA, EU, Rusland og FN – træder pludselig ud af skyggen og tilbyder ’reelle forhandlinger’.

Israel skal sikres endnu nogle år til at fortsætte stranguleringen af Palæstina. Men Israel, USA og deres lakajer har fået en ny stærk modspiller: Det arabiske forår.

Netavisen 28. september 2011