Thorning-regering: Borgerlig politik med venstrealibi

Det parlamentariske Danmark starter op efter folketingsvalget. Hvad kan vi vente os af Helle Thorning-Schmidts SFR-regering?

Der er ved at tegne sig en klar profil af Helle Thorning-Schmidts regering, som nu forhandles på plads, fulgt af talløse pressespekulationer. Når valgtågerne letter, og reklamebrølet om S/SFs og deres ’røde’ bloks opgør med VKO og en politik til gavn for arbejderne viger for realiteterne, viser det sig, som APK har fastslået gang på gang, at Thorning-Schmidt-regeringen også bliver en nyliberal regering med borgerlig krisepolitik.

VKO kunne ikke længere overbevise et flertal om at der skulle skæres ned på sociale budgetter og almindelige folk skulle spænde livremmen yderligere ind, mens de rige bliver forgyldt. Så nu er det  S/SFs tur, fermt bistået af De radikale.

Socialdemokratiet kaldes traditionelt ind, når krisen kradser. Når det herskende borgerskab har svært ved at gennemføre sine angreb på arbejderne uden bistand fra det store borgerlige ’arbejder’parti bliver en Stauning, en Jens Otto Krag, en Anker Jørgensen eller en Poul Nyrup statsminister.

Socialdemokratiet ved regeringsmagten er også traditionelt en ekstra garanti for ro på bagsmækken: Fagtoppen vil ikke mobilisere mod ’sin egen’ regering.

Nyliberale reformer med Thorning

Det står klart, at VKOR’s ’efterløns-’reform’ vil blive implementeret af Thorning-regeringen. Den kommende statsminister har afblæst den store valgkamp imod den. Det har S/SF selvfølgelig vidst, da de gjorde den til et hovedpunktet i deres kampagne.

Til gengæld, lover hun, at danskerne alligevel ikke skal arbejde 12 minutter mere om dagen. En lang række andre S/SF-løfter står også til at blive lagt i mølposen, med radikal modstand som påskud.

Nu står ’løntilbageholdenhed’(et andet ord for reallønsfald) og flere  nyliberale  ’reform’-tiltag i kø. Den reaktionære dagpenge-’reform’, der skar to år af dagpengeperioden, vil ikke blive rullet tilbage.

Spørgsmålet er nu alene, om de mere end 30.000, der falder helt ud af systemet i løbet af 2012, vil få en form for midlertidig hjælp.

Krisen er dybere end antaget, lyder det nu, og det er nødvendigt med endnu mere dybtskærende ‘reformer’ end efterløns-‘reformen’. Man glemte bare at fortælle det under valgkampen.

Liste Ø som alibi

SF er gledet helt over på de socialdemokratiske positioner og det tredje danske reformistparti, Enhedslisten, har overtaget SF’s rolle som ’kritisk venstrefløj’. Det gav pote ved valget. Liste Ø samlede mange SF-stemmer op, der var utilfredse med højredrejningen, samtidig med at rigtig mange andre stemte på liste Ø i mangel af et revolutionært partialternativ.

Liste Ø er som støtteparti til Thorning Schmidt-regeringen også blevet dens venstrealibi – garanten for at sprede illusioner om dens grundlæggende ’røde’ og ’progressive’ karakter. Liste Ø er tvunget til at opretholde denne myte, fordi partiets egen politik udgår fra den.

Netop det er paradokset i Enhedslistens position: Partiet rejser en række udmærkede krav, som har støtte i arbejderklassen og den brede befolkning, men peger samtidig på en regering, der kun deler de færreste, men til gengæld også som VKO står for en nyliberal politik, der vil vælte krisens omkostninger over på de arbejdende.

Ønskedrømmen om det ’røde’ flertal

Ved folketingsvalget havde Enhedslisten et særligt ønske: At der blev et regeringsflertal uden De radikale. Det vil sige et rent S-SF-Ø-flertal. Men drømmen om ’det røde flertal’ er endnu en ønskedrøm hos Enhedslisten, som det prøver at pådutte landets venstrekræfter.

Enhver kunne sige sig selv, at der ved dette valg ikke var skyggen af chance for et ’rent rødt flertal’. Enhedslisten er trods alt ingen parlamentarisk novice, og var udmærket klar over det, men valgte alligevel at sætte gang i illusionsbryggeriet.

Socialdemokratiet har aldrig opnået mere end 50 pct. af stemmerne, og historisk set har der aldrig eksisteret et ’rødt flertal’, et ’arbejderflertal’, i det danske parlamentariske system – med en enkelt undtagelse. Sammen med SF havde man et parlamentarisk flertal – ’arbejderflertallet’ i 1966-67, hvor Jens Otto Krag dannede en mindretalsregering, støttet af Aksel Larsens SF. Den blev væltet af seks  SF-folketingsmedlemmer, som dannede Venstresocialisterne, Enhedslistens forløberparti.

 Jens Otto Krag førte nemlig ikke ’rød’ politik, men borgerlig socialdemokratisk politik, den tradition, Helle Thorning-Schmidt indgår i. Den historiske erfaring med et ’arbejderflertal’ er med andre ord, at det fører borgerlig politik.

Og først og fremmest kan Enhedslistens ønskedrømme ikke ophæve den realitet, at der i arbejderklassen foregår en kamp mellem klassesamarbejdslinjen og klassekampslinjen, mellem en reformistisk og en revolutionær politik. Et parlamentarisk ’arbejderflertal’ er kun muligt på reformistiske og ikke-revolutionære præmisser.

De Radikale som påskud og undskyldning

Da FV2011’s  udfald er blevet en regering med et svækket S-SF som kerne, men til gengæld med både et styrket Radikale og et styrket Enhedslisten som peger på Thorning som statsminister, er liste Ø begyndt at pege fingre af vælgerne, der ikke valgte ’det røde flertal’.

Enhedslistens valgløfter  kan blokeres af De radikale, som i regering eller udenfor igen kommer til at spille en central rolle i dansk parlamentarisk politik.

Men det har Enhedslisten selvfølgelig vidst også før folketingsvalget. Det kan ikke komme bag på liste Ø, at De Radikale er et borgerligt parti, som S/SF gerne vil i regering med for at kunne gennemføre deres nyliberale EU-dikterede politik, som er delvis skjult bag valgløfterne.

S-SF vil ligesom den demokratiske præsident Obama altid have både en opposition og samarbejdspartnere at give ansvaret for, at hans ord og løfter ikke bliver gennemført.

Enhedslisten er eneansvarlig for sine egne løfter. Og problemet for partiet er, at det vil gennemføre progressive tiltag ved at indgå i det traditionelle parlamentariske spil. Det har derfor afskåret sig fra den virkelige kilde til også en progressiv parlamentarisk kraft: arbejderklassens og massernes kamp uden for folketinget.

S/SF/R-regeringen bliver selvfølgelig en borgerlig regering, hvis politik ikke vil kunne bremses af Enhedslistens mandater – fordi den i vigtige sager blot kan finde et ’bredere flertal’ i folketinget – og også har lovet et ’bredt samarbejde henover midten’.

Organiseret massekamp er midlet imod al borgerlig politik, uanset regeringsfarven.

At lade De radikale tjene som påskud for Thorning-regeringens borgerlige politik og som undskyldning Enhedslistens ønskedrømmes forlis er ynkeligt.

Ø på Christiansborg …

Liste Ø mødte mandag op til forhandlinger med Helle Thorning-Schmidt i forbindelse med regeringsdannelsen.  Støttepartiet havde angiveligt 7 ’krav’ med. De er:

– 38.000, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet, skal reddes af forlængelse af dagpengeperioden.
– 20.000 nye job om året – flest grønne.
– Uligheden i samfundet skal mindskes.
– Stop for flere privatiseringer – herunder privatiseringer af Dong og TV2.
– 40 procent CO2-reduktion i 2020.
– Afskaffelse af VK’s pointsystem.
– Multinationale selskaber skal beskattes hårdere.

Det er en blanding af almene krav, nogle mere langsigtede, andre yderst akutte. De gælder åbenbart som ønskeseddelæ frem til 2020 – og må så siges at være yderst beskedne i forhold til Enhedslistens ellers så flittige formulering af krav.

Et par af dem vil liste Ø sikkert få tilsagn om, i al fald som hensigtserklæring, og måske lidt af det gennemført som omkostningsfri symbolpolitik.

Det vil være en billig betaling fra Thorning-Schmidt for 12 mandater og et Ø-stempel for at være rød og progressiv.

…og i København

I virkelighedens verden ser tingene sådan ud: Socialdemokraten Frank Jensen – Københavns overborgmester, som i Socialdemokratiet står ’til venstre’ for Thorning-Schmidt og hendes gruppe, indgik søndag aften et budget forlig med samtlige partier i Københavns borgerrepræsentation – det vil sige alle folketingspartier – minus Enhedslisten.

Aftalen indebærer at virksomhedsskatten sænkes – og Enhesdslisten blev smidt ud af forhandlingerne, da partiet anstændigvis ikke ville være med til sænke virksomhedsskatten på bekostning af skolelærernes arbejdstimer. Socialdemokraterne gjorde det til et ultimativt krav og lavede bare forlig uden liste Ø.

Det er en understregning af, at Enhedslisten i rolle som støtteparti kan undværes og et forvarsel om mulige tilsvarende situationer på Christiansborg.

Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming er skuffet og vred over at blive sat uden for døren. Til Modkraft siger han:

– Det er stærkt problematisk at overborgmester Frank Jensen fører borgerlig erhvervspolitik, især lige efter at danskerne har forkastet den borgerlige regering.

Han tilføjer:
– Det stemmer ikke overens med rød politik, så vi går da ud fra, at det er en smutter.

Men det stemmer fint overens med socialdemokratisk politik, som Enhedslisten insisterer på at kalde ’rød’ uden at den er det. Og selvfølgelig er der ikke tale om en ’smutter’.

Liste Ø og dets tilhængere, som ’Kommunistisk Parti’ og Arbejderen, der er talerør for den venstresocialdemokratiske del af fagtoppen, er fanget på det gale ben.

I stedet for at støtte og sprede lammende illusioner om den borgerlige S/SF/R-nedskæringsregering er vejen frem at mobilisere til modstand mod alle de angreb, som nu er i støbeskeen, allerede fra regeringens dag 1 og det nye folketings åbning.

Se også

VKO dømt ude: Hvad nu?

Kvinden der vil være statsminister i Danmark

Liste Ø’s presseveer

Netavisen 18. september 2011  


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater