Europæisk og amerikansk arbejderklassepolitik: højre, venstre og neutraliseret

Af Professor James Petras

Den stadig dybere økonomiske krise i Europa og i USA fremkalder modstridende sociale og politiske svar fra arbejder- og middelklassen. I Europa, især i middelhavslandene (Grækenland, Spanien, Portugal og Italien) har unge arbejdsløse, arbejdere og offentligt ansatte fra den lavere middelklasse organiseret en række generalstrejker, besættelser af offentlige kontorer og andre former for ’direkte aktioner’.

Samtidig har middelklassen, ansatte i den private sektor og små forretningsdrivende vendt sig i retning af  ’ultrahøjre’ og har valgt eller står på randen til at vælge reaktionære statsministre i Portugal, Spanien, Grækenland og måske tilmed i Italien. Med andre ord: den stadigt dybere krise har polariseret det sydlige Europa: styrket ultrahøjres institutionelle magt, mens det udenomsparlamentariske venstre er styrket i mobiliseringen af ’gadens magt’.

I modsætning hertil har ultrahøjre og nyfascistiske bevægelser i Nord- og Central-Europa gjort et betydeligt indhug blandt arbejderne og den lavere middelklasse på bekostning af de traditionelle centrumvenstre og centrumhøjre partier (1). Den relative stabilitet, velstand og stabile beskæftigelse for den nordiske arbejderklasse er blevet akkompagneret af øget støtte til racistiske, indvandrerfjendske og islamofobiske partier (2).

I tilfældet USA er arbejderklassen, med enkelte bemærkelsesværdige undtagelser, forblevet en passiv tilskuer til Demokraternes højredrejning og ultrahøjres overtagelse af Republikanerne. Der er ingen venstreorienteret ’politik i gaderne’ i USA, ulig Sydeuropa, og kun en passiv afvisning og fordømmelse af ultrahøjre-politikken i kongressen og Det hvide Hus.

Den økonomiske krise understreger, snarere end solidariteten, arbejderklassens opsplitning, uenighed og interne polarisering.

Højre-venstre polariseringen

En af hovedårsagerne til væksten i højrefløjens appel blandt de nordeuropæiske arbejdere er, at arbejderklassebaseret ideologi, partier og ledere er forsvundet.

Arbejderpartierne og de socialdemokratiske partier har indført og administreret nyliberale programmer, og fremmet multinationale selskabers eksportstrategier.  De har taget skattesænkning for erhvervslivet til sig; de har deltaget i imperialistiske aggressionskrige (Afghanistan, Irak og Libyen); de har tilsluttet sig den såkaldte ’krig mod terror’ for det meste mod muslimske lande, mens de har tolereret væksten af nyfascister og ultrahøjre islamofober, der praktiserer ’direkte aktion’ for at fordrive immigranter fra Europa. 

De europæiske regeringspartier fra centrum-venstre (socialdemokratiske, Labour) og centrum-højre (Sarkozy, Cameron og Merkel) har været utilslørede i deres angreb på alt ’multikulturelt’, kodeordet for muslimske indvandreres rettigheder.

Deres tolerance overfor og udnyttelse af islamofobien tjener som en billig stemmesluger hos deres fremmedfjendske vælgere og som retfærdiggørelse for deres deltagelse i USA’s og Israels aggressionskrige i Mellemøsten og Sydasien. Som resultat har ’mainstream’-regeringerne svækket arbejderklassens solidaritet med immigrantarbejderne og undermineret ethvert seriøst tiltag fra statens og civilsamfundets side til aktivt at imødegå de nyfascistiske racister, som falbyder en mere ondartet version af islamofobien ved at omfavne de zionistiske ideologers vision om etnisk udrensning.

Fagforeningerne har mistet medlemmer særligt som følge af væksten af ’vikararbejdere og midlertidige arbejdere’, der er særlig sårbare overfor højreradikale appeller. Lige så vigtigt er det, at fagforeningerne ikke længere tilbyder en politisk uddannelse med det mål at styrke klassesolidariteten blandt alle arbejdere. Hvor de nordeuropæiske lønninger kan stige lidt har fagbevægelsens samarbejde med toppen af erhvervslivet gjort arbejderne sårbare overfor indvandrerfjendsk og islamofobisk propaganda. På denne måde sætter en pervers ’klassekamp’ de uorganiserede arbejdere op mod dem, der er endnu ’længer nede’, immigranterne. Nyfascisterne vinder ved at fremme og udnytte kulturelle og chauvinistiske ideer,  som fagforeninger og socialdemokratiske partier ikke længere bekæmper med  arbejderuddannelse og klassekamp.

Med andre ord underminerer ’centrum-venstre’-partiernes og fagforeningernes nyliberale praksis og ideologi den klassepolitiske identitet og åbner døren for højrefløjens indtrængen og indflydelse. Det bliver specielt tydeligt, hvor centrum-venstre- og fagforeningsledere ikke længere gider rådføre sig med eller diskutere politik med medlemmerne. Man trækker politikken ned fra oven og forsyner dermed ’det yderste højre’ med et formidabelt våben til at angribe centrum-venstres politiske system og dets ’elitære karakter’.

Den afgrundsdybe økonomiske krise i Sydeuropa, der i vidt omfang skyldes de barske betingelser, som er påtvunget af nord- og vesteuropæiske banker og deres lokale centrum-venstre og højrefløjs-politikere, har omvendt styrket og skærpet klassebevidsthed og klassepolitik. Højrefløjs-appeller om en indvandrerfjendsk og antimuslimsk politik har kun ringe gennemslag hos sydeuropæiske arbejdere med udsigt til skyhøj arbejdsløshed og brutale løn- og pensionsnedskæringer.

Nordeuropæiske arbejdere har allieret sig med højrefløjen og deres egne  politikere og bankchefer, i kravet om at gennemtvinge hårdere økonomiske stramninger i de sydeuropæiske lande, og køber dermed den racistisk ideologi om, at arbejderne omkring Middelhavet er dovne, uansvarlige og på permanent ferie. I virkeligheden arbejder græske, portugisiske og spanske arbejdere flere dage om året, har kortere ferietid og langt mindre sikre pensioner. De samme racistiske holdninger, der sætter nordens arbejdere op imod indvandrere, fremmer også chauvinistiske stereotyper om militante sydeuropæiske arbejdere og ansporer højresympatier.    

De nordeuropæiske bankkreditorer og politiske ledere presser deres egne arbejder- og middelklasse- skatteydere for at redde deres modparter i den sydeuropæiske skyldner-elite, der på sin side går med  til at presse deres arbejdere og offentligt ansatte for at indfri gældsbetalingskravene fra norden.

De nordiske arbejdere i de imperialistiske lande er blevet bildt ind, at deres levestandard  trues af det uansvarlige og gældsplagede syden, og ikke af deres egne bankfolks spekulationsvirksomhed og uansvarlige udlån.  I syden må arbejderne stå skulder ved skulder mod den dobbelte udbytning fra de nordeuropæiske kreditorer såvel som deres egne lokale eliter; derfor har de større klassebevidsthed om uretfærdigheden i det imperialistiske og lokale kapitalistiske system.

I det omfang de nordiske arbejdere gør fælles sag med deres egen herskende kreditorklasse og vender deres vrede imod arbejdere i andre lande og mod indvandrere, bliver de mere sårbare over for højreradikale appeller. De giver åbent udtryk for forbitrelse imod strejkende græske, spanske og portugisiske arbejdere, hvis militante kampe måske ødelægger deres ferieplaner til middelhavsøerne og kysterne. Den ideologiske kamp, der skulle sætte de nordeuropæiske arbejdere op imod deres egne statskreditorer og finansielle spekulantelite, forvandles til fjendtlighed over for de sydeuropæiske arbejdere og indvandrere. Gældsredningsaktioner, imperialistiske krige og nedskæringer af sociale programmer fører til større konkurrence om de skrumpende sociale udgifter og til konflikter imellem ansatte og arbejdsløse, mellem ’indfødte’ og ’indvandrede’ arbejdere.

Den internationale arbejdersolidaritet er blevet alvorligt svækket og  i nogle tilfælde erstattet af spredningen af internationale højreradikale netværk, som  spreder en voldelig indvandrerfjendsk (og anti-socialistisk) propaganda, og som i tilfældet med massakren på mere end 70 unge venstreorienterede, for det meste teenage-aktivister fra det norske arbejderparti udgør en direkte morderisk trussel imod progressive støtter af indvandreres rettigheder. Det ekstreme højre begyndte med sine angreb på immigranter og muslimer og har nu givet sig i kast med de lokale venstre- og progressive bevægelser, som støtter dem.

Dette har antaget en endnu mere kompleks dimension med ægteskabet mellem rabiate pro-israelske, zionistiske ideologer (for det meste baseret i USA) og de nyfascistiske islamofober, som angriber støtter af palæstinensernes rettigheder, et tema, som gentagne gange betones af den norske fascistiske massemorder, Anders Behring Breivik. Problemet er, at de ’respektable’ liberale, socialdemokratiske og konservative partier i deres valgkampe har leflet for de indvandrerfjendske og antimuslimske appeller fra ultrahøjre for at tiltrække arbejdere frem for at indlade sig på vidtrækkende klassereformer, som ville formindske uligheder og finansiere dem ved forøgelse af progressiv beskatning og større offentlige investeringer for at forene alle arbejdere (lokale og indvandrere) mod kapitalen.

Med den manglende solidaritet fra arbejderklassen kaster indvandrernes sønner og døtre, og ikke mindst de uforholdsmæssigt mange arbejdsløse unge arbejdere, sig ud i former for direkte aktion som plyndring af lokale forretninger, konfrontationer med politiet og almindelig vold, som det tydeligt sås under de landsdækkende uroligheder i England i den ’varme august’ 2011.

Arbejderklassepolitikkens forsvinden har således produceret voldelig højreekstremisme, raceprægede indvandreroptøjer og plyndring. Arbejdereliten er tilskuere, og begrænser sig til at fordømme ekstremisme og vold,  mens den forlanger undersøgelser, men uden noget, som minder om selvkritik eller programmer for at forandre de samfundsøkonomiske strukturer, der producerer højredrejningen og vold blandt arbejdere og de  arbejdsløse.

USA: Højrefløjens fremgang

Til forskel fra Europa hører det ekstreme højre hjemme i den etablerede amerikanske orden. Brutal anti-immigrationspolitik har ført til udvisning af omkring 1 million papirløse arbejdere eller familiemedlemmer i de første tre år af Obamas regime (en tredobling efter George W. Bush-tiden).  The Tea Party har valgt kongresmedlemmer til Det republikanske Parti, der fremmer massive nedskæringer i det sociale sikkerhedsnet i samarbejde med Det hvide Hus.

Massemedierne, kongressen, Det hvide Hus, kristne fundamentalistiske politikere med masseopslutning og ledende zionistiske personligheder og organisationer fremmer aktivt islamofobi og anfører giftige kampagner mod muslimer ved at puste til offentlighedens usikkerhed. Det amerikanske ’establishment’ er kommet det europæiske ultrahøjres racistiske dagsorden  i forkøbet. Den yderste højrefløj har rettet sine våben direkte imod de sociale programmer for de fattige, arbejderklassen og de offentlige ansatte (især skolelærerne).

Desuden har deres angreb på gældsfinansiering og offentlige udgifter ført til konflikter med dele af kapitalistklassen, der er afhængig af staten. Under den nylige kongres-’debat’ om at øge gældsloftet, engagerede Wall Street sig i en selektiv kamp mod ultrahøjre ved at opfordre til et ’kompromis’ om sociale nedskæringer og skattereformer, mens man støttede deres  offensiv mod offentligt ansatte og deres fagforeninger.

Til forskel fra i Europa er den amerikanske arbejderklasse og de fattige passive. De er blevet neutraliseret,: de er hverken aktive i gadeoprør som i England, eller drejet skarpt imod højre som deres nordeuropæiske modstykker, og indgår heller ikke i militante arbejderstrejker som i Sydeuropa. De amerikanske fagforeninger har, med undtagelse af de offentligt ansattes i Wisonsin, været totalt fraværende i alle store konfrontationer. De amerikanske fagforeningsbosser koncentrerer sig om lobbyvirksomhed overfor  Det demokratiske Parti og er ude af stand til at mobilisere deres svindende antal medlemmer.

Te Selskabet tiltrækker modsat deres nordeuropæiske modparter ikke mange arbejdere på grund af deres indædte angreb på populære offentlige programmer som Medicare, Medicaid, arbejdsløshedsforsikring og ganske særlig Social Security – på alle programmer, som sandsynligt kommer de amerikanske arbejdere og deres familier til gavn. Omvendt har den økonomiske krise i USA  ikke medført masseaktioner som dem ved Middelhavet, fordi amerikanske fagforeninger enten ikke eksisterer (93 pct. i den private sektor er ikke fagforeningsorganiseret) eller kompromitterede i en grad, hvor de er handlingslammede.

Indtil videre er den amerikanske arbejderklasse tilskuer til det ekstreme højres fremgang, fordi dens organiserede ledere har bundet deres skæbne til Det demokratiske Parti, som på sin side har adopteret betydelige dele af det ekstreme højres dagsorden.

Konklusion
      
USA oplever – modsat Europa – en fredelig overgang fra nyliberalisme til ultrahøjre politik, hvor arbejder og middelklassen er passive ofre snarere end aktive kæmpere for enten venstre eller højre. I Europa afslører den nuværende krise en dyb polarisering mellem det radikale venstresving blandt arbejderne i Syd og et voksende skift imod ultrahøjre blandt Nordeuropas arbejdere. Ideen om international arbejdersolidaritet udskiftes i bedste fald med regional solidaritet blandt arbejderne i det sydlige Europa, og i værste fald af et netværk af højreradikale partier i de nordeuropæiske lande. Med afsvækkelsen af den internationale solidaritet tiltager chauvinisme og racistiske tendenser i Nord, mens arbejderbevægelser i syden går sammen med en bred vifte af sociale bevægelser, indbefattet arbejdsløse, studerende, mindre forretningsdrivende og pensionister.

Mens det parlamentariske højre kapitaliserer på skuffelsen over centrum-venstre i Sydeuropa, står de stadig over for en formidabel modstand fra de udenomsparlamentariske arbejdere og sociale bevægelser. I modsætning hertil står det yderste højre i Nordeuropa og USA ikke overfor nogen sådan bevidst opposition – i gaderne eller på arbejdspladserne. I disse regioner vil kun et sammenbrud i det økonomiske system eller en langstrakt og alvorlig økonomisk recession kombineret med ødelæggende nedskæringer på de basale sociale programmer og sikringsordninger sætte gang i en genoplivning af arbejderklassens bevægelser – og forhåbentligt vil det ske fra det klassebevidste venstre og ikke fra det yderste højre.    

Noter

(1) Ifølge en undersøgelse af arbejderstøtte til yderligtgående højrepartier i Vesteruopa ’er arbejdere blevet deres stamklientel’. Se Daniel Oesch “Explaining Workers’ Support for Right-wing Populist Parties in Western Europe: Evidence from Austria, Belgium, France, Norway, and Switzerland” International Political Science Review 2008: 29; pp. 350 -373.

(2) Mens nogle af arbejdernes begrundelser varierer, er det højrepartierne, som får deres støtte.

Netavisen 23. september 2011