Fest for krigene: ’Rød’ og Blå blok deler ansvar

Valgkommentar

Det er symptomatisk for Danmark år 2011,  at den nye flagdag for militarisme og aggressionskrig den 5. september fejres med pomp, pragt og parader. Det tager form af en’ hyldest til de udsendte soldater’, som det hedder.

Det er en dag for rød-hvid patriotisme og et savlende hykleri, der skal fremstille de nyttesløst dræbte, invaliderede, de psykisk skadede og øvrige mærkede soldater fra den danske deltagelse i de imperialistiske krige som helte, der kæmper for en ædel sag.

I år har det ordensglade danske kongehus med hds. majestæt dronningen i spidsen, der for nylig tildelte den royale menneskeslagter fra Bahrain en fin én af slagsen,  indviet et splinternyt soldatermonument på Kastellet i København.

Det gamle centrum for forsvaret af landets hovedstad og det militære jerngreb om dens indbyggere er stadig en højborg for dansk militarisme . Det pompøst iscenesatte monument med ceremonisal, evigt brændende ild for de udsendte krigere og en venteligt stadig opdateret mindetavle over ’faldne’ i ’internationale missioner’ siden 1948, langt de fleste som ofre for ’krigen mod terror’ siden 2001.

– Her står navnene på de mange, der betalte den højeste pris og gav deres liv. Her vil vi mindes dem og huske på, at Danmarks indsats har omkostninger, som ikke gøres op i kroner og ører, sagde Margrethe Rex.
– De er draget ud, fordi de mente, at det nyttede. Og deres indsats har kastet glans over Danmarks Danmarks navn. Det skal vi ære og takke dem for, erklærede hun.

Men deltagelsen i USA’s og NATO’s ulovlige kolonikrige højner ikke Danmarks prestige blandt verdens folk, selvom krigskammeraterne gensidigt roser hinanden, og VKO-regeringen elsker amerikanske præsidenters rosende ord om det lille Danmark, der er med i forreste frontlinje.

Den barske og bitre sandhed er, at de udsendte soldater hverken kæmper for Danmarks nationale interesser eller for ’demokrati’ og ’menneskerettigheder’, som det påstås i de officielle hyldesttaler. De er ikke engang i krig for at bekæmpe en reel terrortrussel, for hverken Afghanistan, Irak eller Libyen har udgjort den fjerneste trussel mod Danmark.

De sætter livet på spil som besættelsestropper i lande, hvis befolkninger hellere ser deres hæl end deres tå, for at påtvinge dem USA’s og EU’s diktat. Det handler i sidste ende om olie, ressourcer og geopolitisk magt. De slås for alverdens multinationale, og ganske særligt for Mærsk.

Og de begår uhyrlige krigsforbrydelser, fra bombninger og drab på civile til udlevering af fanger til barbarisk tortur. Trods NATO’s enorme våbenmæssige og teknologiske overlegenhed får besættelsessoldaterne ingen ro, for både i Afghanistan, Irak og Libyen finder folkene sig ikke i den nationale underkuelse og udplyndringen af ressourcerne.

Fordi de danske soldater deltager i uretfærdige krige, kan deres virksomhed aldrig retfærdiggøres. Kolonikrige brutaliserer kolonisoldaterne, og det officielle hykleri kan ikke bortforklare, at der er en afgrundsdyb forskel mellem de fine ord om soldaternes ’mission’ og den brutale virkelighed i de krigsramte lande.

Et klart flertal i den danske befolkning er mod de danske krige. Ifølge en netop offentliggjort Gallup- undersøgelse mener 55 pct. af danskerne, at krigene  ikke har været prisen værd i økonomi eller menneskeliv.

 I juni 2010 viste en Gallup-undersøgelse, at 44 pct. bakkede op om den danske krig  i Afghanistan. I dag er tallet ifølge den nye undersøgelse faldet til 31 pct.

Når ønsket om at smide VKO på porten er så stærkt i befolkningen, skyldes det ikke mindst leden ved de illegitime danske krige.

Men på den ’nationale flagdag’ står ’rød’ og blå blok opmarcheret skulder ved skulder i hyldest til ’de udsendte’. For de er fælles om ansvaret, også for de mange dræbte og invaliderede.

Det var Poul Nyrups ’røde’ regering, der indledte det ikke afsluttede krigstogt i Afghanistan og deltagelsen i USA’s ’krig mod terror’, som blå blok med Anders Fogh i spidsen med forkærlighed gjorde til livlinen i sin politik – nu kendt som ’aktivistisk’ og ’militaristisk’, med den nuværende forsvarsministers ord.

Krigene i Afghanistan, Irak og Libyen er blevet indledt – i Iraks tilfælde fortsat – med brede folketingsflertal og  tilslutning fra det meste af ’rød’ blok. ’Rød’ og blå blok har med andre ord ført og fører krig i modstrid med befolkningsflertallet i den danske befolkning.

Krigene og den ’aktivistiske’ udenrigspolitik har været et af de fortiede temaer i valgkampen, både fordi begge blokke  har et flertal imod sig, og fordi forskellene mellem dem  her er til at overse.

Forventningerne til at ’rød blok’ vil gøre op med krigspolitikken og Danmarks rolle som juniorpartner for USA og duks i NATO er store, men begge dele vil blive fortsat, også under en Thorning-regering.

Thorning-Schmidt og Villy Søvndal lægger op til at gøre en Obama på danskerne  og lover forandring uden at det dækker en realitet. Nobelfredspristageren Obama har fortsat samtlige igangværende amerikanske krige og udvidet Afghanistan-krigen med omfattende droneangreb i Pakistan. USA er selvfølgelig også hovedkraften i Libyen-krigen og NATOs begyndende greb om Afrika.

Selvom Danmarks krige vil fortsætte med ’rød’ blok, vil der være forskel til VKO, bedyrer blokken. Nu hedder det bare ikke en ’aktivistisk’ og ’militaristisk’ politik, men ’En aktiv og ansvarlig udenrigspolitik’, som et helt nyt fælles grundlag for S, SF og R, udsendt i valgkampen hedder.

Det er ren Obama. Pæne ord.

SeEn aktiv og ansvarlig udenrigspolitik’ i pdf

Netavisen 5. september 2011