Hvem vinder valgspillet 2011?


Indspark fra DKU
Kommunistisk Politik 17, 2011

Hvem vinder? Altså Politikens “valgspil”, hvor man kan sætte et hold af politikere og samle point for deres personlige stemmefremgang?

Man kan som premie vinde politiske biografier, så hvis man vil fordybe sig lidt mere i de interessante og helstøbte personligheder, der gemmer sig på Christiansborg, er det om at komme i gang med at spille.

Hvis man hellere vil have en kontant gevinst, er der hjælp at hente hos bookmakerne. Helle som statsminister giver pengene 1,3 gange igen, mens Lars giver 3 og outsideren Vestager 13 gange igen.

Har man været så heldig at forvilde sig ind i mediernes 24/7 dækning af valgkampen, er der altså god mulighed for at omsætte sin viden til materielle gevinster.

Mediedækningen har været så massiv, at vi allerede efter få dage nåede frem til artikler om, at der er for megen, og for ligegyldig, mediedækning.

En af sidehistorierne står Metroexpress for. De har lavet en meningsmåling blandt unge og fundet ud af, at 80% mener den “ideelle politiker er troværdig og ærlig og fast i sine holdninger”.
Samtidigt mener 46% af de samme unge at “politikere generelt er utroværdige”.

Det viser sig, at denne opfattelse beror på en misforståelse. Professor i Statskundskab, Kasper Møller Hansen, forklarer tingenes sammenhæng:
– Det er nødvendigt at være realpolitiker, og det kan være svært at forstå for idealistiske unge.

Kasper Møller kan virke som en gammel kynisk akademiker, men han har jo faktisk ret. Som ung i Danmark vokser man op med visheden om, at vi lever i et demokrati. Det er i sidste ende folket, der styrer, og vælgernes dom, der afgør fremtiden.

Men så dukker virkeligheden op, og det viser sig, at hvad politikere siger ikke har den store indflydelse på, hvad de gør. Og så er det svært at forstå at idealistiske værdier som ærlighed og troværdighed må lade livet for udvalgsposter og medietid.

At det virkelig er nødvendigt, forstår man vist først, når man bliver rigtig voksen.

Hvad professoren har glemt med årene, er at spørge sig selv, om det behøver fungere sådan. Kunne man forestille sig et samfund, hvor politikken faktisk blev bestemt af befolkningen?

En slags demokrati, hvor dem der skal leve med konsekvenserne, er dem der bestemmer? Hvor der ikke er noget at opnå ved at være uærlig og utroværdig? Et samfund, hvor politik handler om, hvordan samfundet, og dermed ens liv, skal indrettes i stedet for spontane valgløfter og kunstige smil?

Er man først blevet voksen og professor, kan det være rigtig svært at se andre muligheder.

Men i hele Europa er der en voksende utilfredshed med det eksisterende “realpolitiske system”, og et krav om “ægte demokrati”.

Folketingsvalget er i det store og hele ligegyldigt. Når politikerne mødes til første arbejdsdag i oktober vil der være en fortsættelse af de sidste 12 års krigs- og nedskæringspolitik på dagsordenen.

Når krisen skal betales spiller det ingen rolle, hvilken “farve” statsministeren har.

Bankerne skal have vores og vi skal betale deres.

Netavisen 1. september 2011