UK: Flammeskriften på væggen

Kommunistisk Politik 16, 2011

Politidrabet på den ubevæbnede Mark Duggan og politiets løgne for at dække over derabet blev gnisten der antændte omfattende uroligheder i London og spredte sig til andre britiske storbyerUrolighederne i de engelske storbyer ser nu ud til at være stilnet af pga. en kombination af enormt magtopbud og omfattende anholdelser og trusler om endnu skrappere metoder, udmattelse og kraftig regn.

Den britiske regering har fra starten stemplet uroen og optøjerne som simpel kriminalitet. Den konservative premierminister David Cameron, der har stået i spidsen for dramatiske nedskæringer i det offentlige, erklærede:
– Disse mennesker har intet at protestere mod. De er syge.

Hans ’svar’ er følgelig kriminalisering og magtanvendelse mod de titusindvis af unge englændere med og uden indvandrerbaggrund, som i fem døgn gik på gaderne:
– Vi skal slå tilbage, og vi slår tilbage, for lov og orden skal genoprettes. Politiet vil få alle de ressourcer, de har behov for, meddelte Cameron.

Mere end 1100 er arresteret og politiet fortsætter med at anholde hundreder af unge – ikke mindst på basis af overvågningsbilleder – med henblik på at få dem retsforfulgt for deltagelse i optøjerne. Der blev udkommanderet 16.000 betjente i London, og ifølge medierne overvejede Cameron at sætte militæret ind.

Presset fra medierne med Rupert Murdochs The Sun i spidsen for at få regeringen til at droppe planlagte, men ikke gennemførte besparelser på politiet og ordensmagten voksede kraftigt, men blev afvist af regeringen, selvom lov-og-orden-manden Cameron siger at der er brug for mere politi og ikke mindre.

Til gengæld planlægger Cameron indgreb og censur mod sociale medier som Facebook og Twitter, der angiveligt spillede en rolle i organisering af optøjerne – sådan som den ægyptiske selvhersker Mubarak og andre autokrater har bedrevet det, til stor forargelse i den borgerlige presse.

I den ophedede lov og orden-atmosfære slog racistiske højrekræfter til i Birmingham og forvandle situationen til en race- og religionskrig. Tre unge med asiatisk baggrund – Haroon Jahan, 21, Shazad Ali, 30, og Abdul Musavir, 31 – som forsøgte at beskytte nogle forretninger i deres kvarter mod plyndringer, blev dræbt af en bil, der i fuld fart og bevidst kørte ind i dem. Det er mord, og betragtes også som mord.
Haroons far gik i medierne med en gribende appel om ikke at søge hævn.

Det tredobbelte racistiske mord havde som andre højreekstreme provokationer et formål: at gøre protesterne til et etnisk opgør – en strategi, der forener militante højreekstremister over hele Europa og deles af den norske massemorder Breivik.

De britiske uroligheder udløstes i første omgang af et andet drab med racistiske undertoner: politimordet på en ubevæbnet 29-årig sort mand, der blev skudt i en taxa. Politiet løj fra starten om hændelsen og lod medierne forstå, at Mark Duggan selv havde beskudt politiet, som havde handlet i selvforsvar. En fredelig protestdemonstration mod mordet og løgnen blev starten på protestbølgen, der bredte sig som en løbeild fra London til andre britiske storbyer.

Politiets barske fremfærd mod de unge, der deltog i urolighederne, er blandt andet dokumenteret af videooptagelser, der viser en episode, hvor nogle cyklister bliver væltet og gennembanket.

Tilbage står at konstatere: Selvfølgelig er det en social protest. ’Uromagerne’, ’bøllerne’, ’banderne’, der har været på gaderne i kamp mod politiet og har raseret, plyndret butikker og brændt biler og bygninger, er netop den marginaliserede arbejderungdom, som det brutale nyliberale britiske samfund ikke giver nogen chance eller fremtidshåb, men lader forsumpe i storbyerne og forstædernes slum.

Og det er en politisk protest, der retter sig mod og er en konsekvens af både den nuværende konservativt-liberale regering og dens Labour-forgænger Blairs og Browns nyliberale kurs.

Det er ikke raceuroligheder, som det ekstreme højre forsøger at gøre det til, og ikke et kaos skabt som en konsekvens af ‘det multikulturelle samfund’.
Det sociale aspekt er tydeligt, som det var i den franske slumrevolte i 2005, hvor et andet politidrab tændte voldsomme uroligheder. I begge tilfælde var et racistisk drab begået af politiet udgangspunktet for en social eksplosion.

Men i UK er der kommet endnu et aspekt til protesten mod racisme, fattigdom og trøstesløshed: den økonomiske krise, som har hærget siden 2008 og som de herskende har ladet arbejderne og ikke mindst arbejderungdommen betale for med omfattende nedskæringer. Derfor er det et bredt udsnit af den engelske ungdom, der har været på gaderne.

På den måde er de britiske optøjer en del af den almindelige modstand mod den globale reaktionære krisepolitik. Det er samtidig en ungdomsprotest ligesom de mere udtalte politiske masseprotester, som har bredt sig fra Tunesien og Nordafrika til Grækenland, Spanien, Chile, Israel og mange andre lande i de senere måneder.

De britiske protester savner en klar politisk retning og klare mål – og først og fremmest savner de en revolutionær politisk ledelse. Derfor kan de relativt let affejes som bølleoptøjer og ’kriminelle elementer’ og den herskende klasse fortsætte sin lov og orden- og krigsrustningspolitik sammen med de sociale nedskæringer.

Men signalet fra de brændende britiske storbyer er ikke til at misforstå: Det er skriften på væggen for et samfund, der ikke tilbyder sin ungdom en fremtid.

PS!

Cameron-regeringen har dikteret middelalderjustits over for deltagere i optøjerne. Mere end 1000 stilles for retten og de første domme er barbariske: 2 unge mænd har hver fået to års fængsel for at opfordre til protester på facebook. En ung mand har fået to år for at påtænke at stjæle cigaretter uden at han fik gjort det. Og en mor til to har fået fem måneders fængsel for at modtage et par shorts, der blev rakt ud gennem et vindue under et indbrud i et supermarked …

Netavisen 18. august 2011