Tour de Mariiiibo

Ferieklumme

Min kone Vivian og jeg har efterhånden etableret en tradition med nogle tidligere arbejdskammerater fra en ‘større medicinalvirksomhed i Storkøbenhavn’.

Traditionen har sit afsæt i de sidste 2 år, hvor vi på tohjulede jernheste har flakket rundt i henholdsvis Ballerup/Skovlunde og på Amager. Turene har været nøje tilrettelagt efter devisen: Undgå de firehjulede ‘terminators’. Skov, sø og moseterræn er gennempløjet på grusstierne med tilpas mange pit stops indlagt, så væskebalancen ikke er kommet ud af kontrol.

I år havde vi så kort før starten på Tour de France flyttet startpælene til Maribo, eller rettere som en af deltagerne – Jacob – omdøbte destinationen til: Mariiiiiibo:

– Det har en større sydeuropæisk klang, mente han, hvilket jo ikke var uden betydning, når han overfor familie og venner skulle redegøre for, at han i den pågældende weekend ikke befandt sig i sin lejlighed i det sociale boligbyggeri i Kokkedal.

Holdet kom til at bestå af 7 personer – kønsmæssigt ligeligt fordelt i forholdet 3 til 4; men medicinalvirksomheden lagde desværre ikke sponsorpenge i arrangementet.

Etapen fra hovedstaden til Mariiiiibo var på 143 cykelkilometer uden indlagte spurter og ingen bjerge udenfor kategori. Der er kun et par små ‘knolde’ ved Rønnede mellem Køge og Vordingborg.

Distancen var dog tilstrækkelig til, at teamet vurderede, at holdtidskørslen blev revideret til en enkeltstart.

Godt udrustet med Faxe kondi og druesukker i fast form begav jeg mig således alene af sted en tidlig morgen – med nogle enkelte sommerfugle i maven:

– Det er flere årtier siden, jeg sidst kastede mig ud i et sådant eksperiment, tænkte jeg på cykelstien langs Køge landevej.

Indtil videre holdt det tørt; men der var varslet grundigt med regn mellem 12 og 17. Desuden blæste det et par sekundmeter mere, end jeg brød mig om; men frem til Vordingborg kom den fra siden.

Derefter skulle beregningerne betyde, at jeg ville få den lige i bylden på strækningen over Falster og Lolland. Hjemmefra havde jeg orienteret mig om muligheden for kollektive trafikmidler, hvis jeg skulle gå sukkerkold undervejs. Der var togforbindelse med ret til at medbringe cykel til Køge samt fra Vordingborg til Mariiiibo.

Buslinien fra Køge til Vordingborg var ikke undersøgt; men det værste stræk var også over Storstrømmen, som skulle krydses på den gamle bro i omkring 60 meters højde. Det skulle vise sig, at naturen fungerede fuldstændig som beregnet: I denne højde over frit vand blæste det omkring 3-4 pelikaner; men heldigvis havde vinden vendt sig, så jeg også på den sidste strækning havde sidevind.

Inden jeg nåede så langt skulle Sjælland lige krydses fra Køge bugt til Storstrømmen, hvilket skulle vise sig at være lidt af en udfordring. Det var ikke så meget den jævnt sigende rute frem til den anden side af Rønnede, som det betydeligt mere var den tunge trafik, der udgjorde etapens hårde beskaffenhed.

Da der ikke var nogen cykelsti, befandt jeg mig på en kantstribe, der udelukkende havde som funktion at signalere til de fire-seks-otte eller tolvhjulede, at der til højre for den hvide kant befandt sig en grøft.

På den omkring 60 kilometer lange strækning lykkedes det mig aldrig at finde ud af, hvorfor disse tonstunge lokummer af lastvogne ikke havde valgt den parallelt kørende motorvej. Det var i hvert fald voldsomt generende at blive overhalet af disse uhyrer med mindre end ½ meters afstand.

Frygten gav sig også udslag i en så overdreven fokus på lastbilerne, at jeg i en situation overså en større sten, hvilket forårsagede et voldsomt bump, en stor forskrækkelse og en punktering. Efterfølgende kunne jeg kun glæde mig over, at jeg havde holdt balancen og ikke var endt som asfaltforlænger med hjulstriber som mønster. Under lapningen blev tiden benyttet til at filosofere over de ringe kår, cyklister i Danmark stadig bydes.

Slangen blev lappet, frokost og doping indtaget og udstrækningsøvelser foretaget. Nu var det tid til proviantering, så i godt humør erobrede jeg muntert en Statoil-tank, hvor jeg købte 2 ½-liters Faxe kondi:
– Jeg skulle gerne være i Paris i morgen, fordi jeg skal deltage i Tour de France, forsøgte jeg mig muntert.

– Så får du da brug for 2 vand mere, svarede ekspedienten tørt.

Jeg kunne så benytte min ‘læderrøv’ til at tørre mit smil af på, inden jeg fortsatte.

Netavisen 20. juli 2011