Euroland: Det store eksperiment

Det er måske kun et spørgsmål om tid førend de fattigste eurolande krakker under byrderne af den økonomiske politik i EU’s fælles valutaprojekt.

Kommunistisk Politik 13, 2011

Protest foran det græske parlament 15. juni 2011
Protest foran det græske parlament 15. juni 2011

Den økonomiske krise raser med uformindsket styrke i Den europæiske Union.

De seneste måneder har det vist sig, at EU’s og IMF’s såkaldte krisehjælp til Grækenland sidste år på 110 mia. euro, ikke har hjulpet hverken Grækenland eller det græske folk med at komme fri af gældsløkken. Hjælpepakken og dens medfølgende politiske krav til privatiseringer og nedskæringer har nærmere haft den modsatte effekt end økonomisk genopretning.

Beløbet på 110 mia. euro blev planlagt til at komme til udbetaling hen over 4 år med 38 mia. i 2010, 40 mia. i 2011, 24 mia. i 2012, og 8 mia. 2013. Og også inden for de enkelte år kommer pengene til udbetaling i portioner.

Samtidig er den græske økonomi underlagt konstante eftersyn op til hver ny udbetaling, så långiverne kan se om den økonomiske medicin har nogen effekt. I februareftersynet så alt stadig nogenlunde ud, og lånene kom planlagt til udbetaling. Men så gik det tilsyneladende galt. Den økonomiske krise er tilsyneladende værre nu end for et år siden, underskuddet på handelsbalancen og på statsbudgetterne er fortsat med at stige.

Det fik i første omgang den nye chef for IMF til at lukke kassen i for næste udbetaling førend der var forhandlet en ekstra hjælpepakke med et nyt lån på plads på omkring 120 mia. euro, med tilhørende betingelser om skærpede krav til massefyringer af offentligt ansatte og yderligere nedskæringer og privatiseringer mv..

I Grækenland er de nye nedskæringskrav blevet mødt med stadig større desperation og vrede, flere generalstrejker og nærmest daglige massedemonstrationer.

Se
Vi skylder ingenting og vi betaler ingenting
Interview i det norske Nettmagasinet Revolusjon med kammerat fra Organisationen til genopbygning af Grækenlands Kommunistiske Parti (1918-1955)

Den socialdemokratiske Papandreou-regering er tæt på at miste sit parlamentariske grundlag og har forgæves forsøgt at bejle til den borgerlige side af parlamentet. Før weekenden endte det parlamentariske cirkus med en mindre regeringsrokade og udnævnelsen af Evangelos Venizelos til ny finansminister.

Der forhandles fortsat mellem eurolandene og IMF om, hvordan en ny ’hjælpepakke’ skal finansieres, og om der kan stilles krav til de private långivere om f.eks. at udskyde indløsningstidspunktet for statsobligationer. Det sidstnævnte er en løsningsmodel, der straks fik  det franske rating bureau Fitch til at true med at erklære Grækenland konkurs.

IMF har modvilligt frafaldet kravet om, at  den nye hjælpepakke skulle være på plads førend næste portion af sidste års hjælpepakke kan komme til udbetaling midt i juli.

Til gengæld skal det græske parlament inden, i bred enighed, vedtage hovedpunkterne i den dikterede krisepakke og acceptere, at EU overtager administrationen med salg af grunde og privatiseringer!

En stat bankerot

Uanset om de nye låneomlægninger og evt. nye penge fra EU og IMF kommer på plads, er det kun en stakket frist. Gældsbyrden er allerede ubærlig. Hvad der derfor reelt er på dagsordenen også på denne uges EU-topmøde er, om Grækenland kan afskrive gælden på en planmæssig måde, og evt. forlade den fælles valuta.

En selvstændig valuta og en befrielse fra de dårlige lån og gældsbyrden, og gennemførelsen af selvstændig økonomisk politik, er en løsning, som flere andre lande verden over har valgt, når det har vist sig at IMF-dikteret hestekur, fri markedspolitik og privatiseringskrav ikke stopper kriser eller handelsbalance-underskud.

Argentina eller Island er nyere eksempler på, at en demokratisk og selvstændig tilgang er bedre en den dikterede økonomiske løsning på kapitalismens kriser.

Ingen er helt sikre på, hvad et sådant skridt kan komme til at betyde for unionens store prestige- eksperiment, som indførelsen af euroen reelt har været. Hvis først ét land genindfører en selvstændig valuta, er det ikke umuligt, at andre af de hårdest ramte økonomier i Euroland vil følge efter. Det kunne blive dyr historie for Tyskland og Frankrig og andre tilbageværende lande.

Før weekendens møde, sagde eurogruppens chef Jean-Claude Juncker:
– En græsk konkurs kan risikere at tage Portugal og Irland med ned, og derefter på grund af den høje gæld, Italien og Belgien, og måske Spanien.

Men først og fremmest vil en udsivning fra euroen betyde, at stormagterne taber et af de væsentligste redskaber til at kontrollere den økonomiske politik i resten af EU-medlemslandene. Derfor genlyder propagandaen i øjeblikket med dystre forudsigelser om, at Grækenland kan udløse en ny verdenskrise og euroens sammenbrud.

Der skal ligges maksimalt pres på det græske parlament og de sidste rester af Papandreous regering til at vedtage den nye krisepakke i stedet for at lytte til demonstranterne og de strejkende på gaden, der kræver at IMF og EU bliver smidt ud af landet, at statsgælden ikke betales og at drakmen bliver geninført.

Pris til ECB-boss

Mens stormagter og hele finansverdenen lagde skylden for et kommende ragnarok på de fattigste dele af Europas befolkning fik Jean-Claude Trichet, den franske præsident for den europæiske centralbank siden 2003,  i weekenden en pris fra det tyske Kiel-institut for verdensøkonomi, for hans forsvar for de frie markedskræfter.

Ved prisoverrækkelsen brugte Trichet anledningen til et forsvar for euroen. Uden at komme nærmere ind på konkrete lande opsummerede han bl.a. at

-  Det er lykkedes at holde inflationen samlet set nede under 2%, over de første 12 år, sådan som det er målsætningen. Euroområdet er desuden blandt de mest åbne af store økonomier i verden, og tegnede sig for omkring 20% af verdensøkonomien i 2010, og tæller i dag mere end 331 millioner borgere. En befolkningsstørrelse der kan sammenlignes med USA, der har en befolkning på 310 mio. (Der er dog betydelig forskel i aldersfordeling, red.)

Det samlede årlige underskud på de offentlige finanser i euroområdet er i øjeblikket omkring halvdelen af USAs eller Japans. IMF anslår at euroområdets budgetunderskud bliver 4,4% af BNP i 2011, mod 10,8% i USA og 10,0% i Japan.

Euroens internationale rolle viser også en høj grad af stabilitet. Og de tilgængelige tal antyder, at det har været stort set uændret siden udbruddet af den globale finansielle krise. For eksempel tegnede euroen i 2010 sig for omkring en fjerdedel af verdens valutareserver.”

Skøn- og sortmaling

ECB bossen sluttede sin takketale med at konkludere at

– Samlet set har euroområdet ikke bidraget til de globale handelsubalancer, der er en af de største udfordringer for verdensøkonomien og verdenssamfundet.

Om det er den relativt positive vurdering fra centralbankchefen Trichet eller den dramatiske krisevurdering fra Juncker, den politiske leder af eurogruppen, der er den rigtige, er der ingen mulighed for at vurdere. De har begge interesse i hhv. skøn- og sortmaling. Ingen af dem giver en døjt for arbejderklassen, der er udset til at betale for krisen.

Det dokumenterer blot, at der er al mulig grund til at tage økonomiske forudsigelser med et betydeligt grand salt. Ikke mindst når de indeholder diktater om total underkastelse af de anarkistiske markedsinteresser.

Det kommende EU-topmøde vil udpege den italienske nationalbankchef Mario Draghi som Jean-Claude Trichets efterfølger med tiltrædelse til november. Den nye mand kommer ikke til at betyde en ændring af unionens traktatfastsatte økonomiske politik.

Netavisen 24. juni 2011