Stormagter imod demokratioprør: Gældsløkken parat

Leder
Kommunistisk Politik 12, 2011

G8 protest i Frankrig 2011Frankrig var i slutningen af maj vært for årets møde i verdens stormagtsklub G8.

På årets dagsorden var først og fremmest inddæmning af de nordafrikanske oprør: Krigen mod Libyen, og handels- og låneaftaler med Tunesien og Egypten. Knippelen og limpinden for at sikre stormagternes interesser ikke bliver fejet til side af ungdommens revolutionære kræfter.

G8 topmødet var en skueproces i hykleri, hvor de globale magthavere  på den ene side ønsker demokratioprøret tillykke og på den anden forsøger at sætte sig massivt på  udviklingen

Kravet fra G8 er at alle internationale aftaler mellem stormagterne og de gamle regimer, der er væltet af de folkelige opstande,  skal anerkendes og udbygges af de kommende regeringer. Det omfatter aftaler med IMF, Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD), Verdensbanken, Den Afrikanske Udviklingsbank, Den Europæiske Investeringsbank (FEMIP), og Den Islamiske Udviklingsbank.

Alle disse internationale lånemekanismer er kontrolleret direkte eller indirekte af vestlige stormagtsinteresser, Den Islamiske Udviklingsbank er i hænderne på de største olieproducenter som Saudi Arabien samt af Tyrkiet. Den Afrikanske Udviklingsbank er direkte i lommen på Europas U-landsmidler.

Aftalerne omfatter også medlemskab af diverse mellemstatslige mekanismer som Middelhavsunionen, der i 2008 blev rekonstrueret på initiativ af den franske præsident Nicolas Sarkozy, et nykolonialistisk forum for forretninger mellem EU og Mellemøsten og Nordafrika – også betegnet som en del af  EU’s såkaldte gode naboskabs-politik.

På årets G8 møde i Frankrig deltog også repræsentanter fra de midlertidige regeringer i Egypten og Tunesien samt generalsekretæren for den arabiske liga. Der var ikke det, der lignede repræsentanter for de folkelige protester og oprør, der førte til diktatoren Ben Alis flugt fra Tunesien i januar og Egyptens diktator Hosni Mubaraks afgang i februar.

Med manglende demokratiske legitimitet har aldrig haft nogen som helst indflydelse på stormagternes vilje til at indgå aftaler, der kan sikre, at de relativt fattigere lande vedbliver med at være åbne for investeringer og udbytning.

En tilsyneladende indrømmelse blev givet til Tunesien og Egypten, da G8-landene erklærede, at de ville opfylde deres internationale forpligtigelser til at hjælpe med at sikre tilbagelevering af aktiver, der er ført ud af landene. Men det gælder helt sikkert ikke de gigantiske formuer, som de selvsamme G8-lande har tjent på formidle lån og militært udstyr mv.

Nye lån og nye forpligtelser oven i de gamle vil kvæle alle muligheder for at landene kan gå videre i en proces mod større velfærd og mere social lighed. Ikke mindst i forhold til Tunesien, hvor revolutionen står stærkest, må kravet være eftergivelse af den eksisterende gæld, stiftet af diktatorerne.

Samme dag som G8-mødet gennemførtes, og af stort set de samme lande i NATO-regi, blev det også vedtaget at optrappe krigen mod Libyen med indsættelsen af kamphelikoptere. Med helikopterne er grænsen mellem luftstøtte til de såkaldte oprørere, indsættelse af landtropper og regulær besættelse blevet udvisket til det nærmest usynlige.

Et andet brændende tema, hvor der ikke helt er enighed blandt G8-landene, er fremtiden for atomkraft som energikilde. Mens Tyskland er ved at tage en fremadrettet beslutning om en hurtig udfasning, er USA; Frankrig, Japan og England af den mening. at der ikke er et alternativ til A-kraft..

Kun modvilligt vil de være med til at se på at de eksisterende retningslinjer for sikkerhed kunne revideres. Eller som de skriver i sluterklæringen: ”Vi noterede os nødvendigheden af at overveje at styrke konventionen om nuklear sikkerhed og konventionen om hurtig anmeldelse af kernekraftuheld, samt opgradering normer og standarder for nuklear sikkerhed.”

Atommagternes ikke-beslutning udstråler det kyniske forhold som magthaverne har til de miljømæssige, menneskelige og økonomiske konsekvenser af den japanske atomkatastrofe, hvis vidtrækkende omfang det endnu er for tidligt at overskue.

Det dramatiske forår 2011 har atter vist, at hykleriets grænser ikke trækkes af verdens rigmænd, men af befolkningerne.

Netavisen 10. juni 2011