Ingen regner med den spanske revolution

Nobody expects the Spanish revolution, skrev en demonstrant på et skilt. Men den er der,i kim …

Kommunistisk Politik 11, 2011

Næsten halvdelen af de unge spaniere (mellem 41 og 45 pct.) er arbejdsløse. Hver femte spanier er uden job. 20,3 pct. har ikke noget arbejde. 4,3 millioner går arbejdsløse og i 1,3 millioner hjem har ingen familiemedlemmer job eller arbejdsindtægt.

I de sidste år har fattigdommen og elendigheden bredt sig overalt i Spanien. Ikke bare snigende, men omfattende og synligt. Frustration over elendigheden og systemets åbenlyse korruption, indbefattet hos det regerende socialistparti PSOE, har fået hundredtusinder af  vrede unge, der føler sig snydt for den fremtid, der er blevet lovet, til at myldre ud på gader og pladser i Madrid og de andre spanske storbyer i revolte, i en ny ’spansk revolution’ – og har  fået tilslutning fra alle aldersgrupper.

Inspirationen fra folkerevolutionerne i nabolandet Tunesien og Ægypten er åbenbar. Den store plads i Puerto del Sol i Madrid er af mange demonstranter blevet omdømt til Tahrir-pladsen, hvor titusinder har demonstreret for at kræve jobs, stop for nedskæringer og ikke mindst ’ægte demokrati’ – NU!

Journalisten Giles Tremlett indledte sin reportage fra Madrid i The Guardian således:
En ungdomsarbejdsløshed på hele 41 procent er bare en af de drivende kræfter bag en omfattende demonstrationsbølge i Spanien, som får overrumplede politikere og medier til at frygte, at ånden fra Det Arabiske Forår er nået til Europa.”

Men det er lige præcis det, som sker. Kravet om reelt demokrati er ikke urelevant i EU-landene. Og de hykleriske læbebekendelser til støtte for de nordafrikanske folks krav om demokrati og fjernelse af deres regimer, der har haft massiv opbakning fra EU og USA, bliver ikke gentaget ud over EU, når det gælder begivenhederne i Spanien, eller for den sags skyld Grækenland, hvor protesterne også har antaget millionomfang. De forties simpelthen, i det store og hele, af de kapitalkontrollerede medier.

Omfanget og hurtigheden i de unge spanieres protestbevægelse har overrasket og chokeret systempolitikerne. Opfordringer til at gå på gaden er hurtigt spredt og fulgt gennem de elektroniske medier som twitter og facebook. Og en hårdhændet fremfærd fra politiets side visse steder, har bare resulteret i, at endnu flere kom på gaden den næste dag.

Protestbevægelsen udviklede sig efter de første store manifestationer den 15. maj op  mod det perspektivløse lokalvalg den 22. maj og inddrog stadig flere tusinder. Kravet om et forbud mod demonstrationerne på valgdagen holdt ikke flere væk, tværtimod kom mange til.
Protestinitiativet er kommet til at hedde M15-bevægelsen, opkaldt efter startdagen.

Lokalvalget blev i øvrigt en katastrofe for det regerende socialistparti, der gik voldsomt tilbage til 27,8 pct. af stemmerne ved valget, der havde en stemmeprocent på 65. Det har udløst spekulationer om der vil blive udskrevet parlamentsvalg før regeringschefen Zapateros valgperiode udløber i begyndelsen af 2012. Det højreorienterede PP – Partido Popular – som er socialisternes rival som det spanske borgerskabs foretrukne regeringsparti fik 37.5 pct.

Stadig flere opfatter de to regeringsalternativer som ét fedt. Begge fører nyliberal EU-politik på bekostning af befolkningsflertallet. Andelen af blanke stemmer, der ikke ville have nogle af blokkene, var på 600.000, svarende til 2.7 pct af alle stemmer. De peger på en tredje vej ud af krisen – massekampens vej – som M15-bevægelsen selv er udtryk for.

M15-bevægelsen er nu et netværk, som har indkaldt til nye demonstrationer den 28. maj. I en række byer har de unge aktionerende foranstaltet sleep-inns og har fortsat dem efter lokalvalget.

Den 15. juni er der indkaldt til national aktions- og protestdag, hvor der forberedes markeringer over hele Spanien.

De spanske fagforeninger har ikke tilsluttet sig protesterne. Deres ledelser er nært knyttet til socialistpartiet, og de har indgået en lang række forlig om nedskæringer og forringelser med Zapatero-regeringen, bl.a. om en forhøjelse af pensionsalderen fra 65 til 67 år (ligesom i Danmark).

Der er en særlig basis i Spanien for kravet om ægte eller reelt demokrati NU. Spanien levede i årtier under det fascistiske Franco-diktatur, der slog den første spanske revolution ned, og der blev aldrig gennemført et tilbundsgående opgør med Franco-tiden. Nogle af dets institutioner, såsom kongedømmet, lever videre i et land, hvor Republikken har været en samlende kampparole.

APKs spanske broderparti PCE(m-l) afholdt sin 1. maj under parolen Rød og republikansk!

Det udtrykker  i sin første erklæring om oprøret under overskriften: Oprøret må gå fremad! For demokratiet! For Republikken! støtte til det og til at det udvides endnu mere. Der er selvfølgelig illusioner i det, vildfarelser, som i enhver massebevægelse i starten; der er indflydelse fra opportunistiske elementer, osv. Men fastholdes de centrale perspektiver og retningen vil bevægelsen tage ved lære af fjendens reaktioner!

”Nogle hjernedøde fjolser prøver at identificere hvilke kræfter der står bag denne store storm”, hedder det sidst i udtalelsen: ”Men det er ikke pointen: Indignationen har været tændstikken. Hvad der betyder noget er, at ilden breder sig!”

Se hele PCE(m-l)s udtalelse her

Adelante la revuelta, por la Democracia, por la República

Se også

Århus: Solidaritetsmanifestation med det spanske ungdomsoprør

Netavisen 25. maj 2011