Euro-krise: Elendighed og armod spreder sig

Af Arbeit-Zukunft

Kommunistisk Politik 11, 2011

”Vi beslutter noget, sætter det så i værk og venter en kort tid: Hvad sker der? Hvis der ikke lyder et højt skrig og ikke er oprør, fordi de fleste ikke fatter, hvad der er besluttet, ja, så går vi videre skridt for skridt, indtil der ikke er nogen vej tilbage.”
 
Luxemburgs statsminister Jean-Claude Juncker
(SPIEGEL, nr. 52/1999)

I det rige Europa vokser fattigdommen. Grækenland, Irland, Portugal, Spanien. Listen af lande, der bliver spekuleret ihjel, bliver stadig større.

I Irland har tusinder mistet deres arbejde, deres lejligheder og huse. Nationalproduktet er faldet med 16 % siden landets falliterklæring. Den officielle arbejdsløshed ligger på over 16 % med stigende tendens. Offentligt ansattes lønninger er skåret ned med 15 %.  Køerne foran kirkernes suppekøkkener og uddeling af fødevarepakker vokser. Selvmord af økonomisk nød er tiltaget voldsomt. Regeringen har forringet de sociale ydelser og pensioner, lukket sygehuse, postkontorer, politistationer, forhøjet gebyrer og skatter. Kun selskabsskatten på bare 12,5 % er forblevet uændret.

I Grækenland er i mellemtiden over 20 % af befolkningen officielt fattige, blandt unge endnu flere – tendensen er stigende. Også her samme program for angivelig sanering af statshusholdningen. Stigende pensionsalder med lavere pension og lukning af sygehuse og kulturcentre. Pengene må tjene bankerne.

I Portugal samme billede. Antallet fattige vokser støt.

I Tyskland: Mange påstår, at her går det ret godt. Men der bliver bedrevet en kraftig social nedgradering. Med den såkaldte ”sparepakke” fra forbundsregeringen på 86 milliarder euro spares der frem for alt massivt på Harz IV-modtagere – pensionister og arbejdsløse. Dertil spares der, som var djævlen løs, på sundhedsvæsenet, på kulturen, på kommunerne, der næsten er gået fallit.

Bankerne ruinerer forgældede lande

”Vi skal spare.” Denne devise gjaldt dog ikke, da bankerne stod foran kollaps. Da blev der over hele Europa optaget lån på mange hundrede milliarder euro og dermed stiftet ny statsgæld for at ”redde” bankerne. Frem for alt havde tyske banker, som reelt hører til de største i Europa, spekuleret vildt og uddelt mange hundrede milliarder euro i dækningsløs kredit, eller solgt dækningsløse ”værdipapirer”.

Med denne krise stiger statsgælden endnu en gang til astronomiske højder.

Fra den europæiske centralbank får bankerne udbetalt billige penge, undertiden med mindre end 1%  i rente. Disse penge udlåner bankerne til f.eks. Grækenland, Portugal, Irland og Tyskland, så landene kan betale deres ”redningsfonde” til bankerne.

For dette indkasserer man op til 7-8 % i rente. På den måde har bankerne gjort deres egen elendighed til en indbringende forretning.

Lande som Spanien og Irland havde indtil ”bankkrisen” endnu overskud på deres betalingsbalance. Først via ”redningen” af bankerne er disse stater blevet ekstremt ruinerede.

Og hvem betaler for ruinen? De arbejdsløse, pensionisterne, arbejderne, de offentlige ansatte og ungdommen! Derfor voksende fattigdom! Det er for kapitalen, vi må spænde livremmen ind.

Bankkrisen gav bankerne større magt

År 2011 skal udløbne lån, hhv. statsobligationer, i mange EU-stater fornyes. Det drejer sig samlet om et beløb i retning af  920-945 milliarder euro. Tyskland har behov for 211, Frankrig 196, Italien 233, Holland 50, Spanien 91, Grækenland 47, Belgien 39 og Irland 23 milliarder euro. Og sådan er det hvert eneste år.
Samtidig er alle finansministre låneansøgere på kapitalmarkederne, som tilsvarende kan diktere lånebetingelserne.

Staterne har i vidt omfang mistet den formelle ”uafhængighed” og er direkte og umiddelbart udleveret til finanskapitalen.   

Dette er et paradoks: ”Bankkrisen” har givet bankerne endnu mere magt end nogensinde! De hersker over den samlede samfund, omklamrer det som blæksprutter med deres fangarme.

Profitten tilegnes privat, skaderne bæres af samfundet. Heraf opstår en tiltagende ond cirkel. Når vi endnu en gang har kastet hundreder af milliarder euro ud til ”redning” af bankerne, ender de med at have endnu mere magt.

De lande, som finansierer ”redningen”, bliver derved endnu svagere, og de bliver selv finanskapitalens næste ofre.

Da Grækenland stod på randen af statsbankerot, var Portugal, Irland, Spanien osv. med til at finansiere ”redningen” og måtte øge deres statsgæld voldsomt. Kort tid efter var det Irland, der gik bankerot, så Portugal.

Hvem bliver den næste?

Det er klart, at stater, som indtil i dag blev regnet for at være halvvejs ”solide” (altså hvad der kaldes ”solid” under finanskapitalens herredømme), nu nedgraderes af kreditvurderingsagenturerne, da de kommer i klemme, jo større gælden bliver, og må betale højere renter og sluttelig ligeledes glider over i en konkurs.

Skadevirkningerne for samfundet, ikke mindst for arbejderne, de arbejdsløse, pensionisterne og ungdommen, bliver stadigt større.

Oversat fra de tyske marxist-leninisters blad og netavis Arbeit/Zukunft 13. maj 2011. Forkortet af KP.

Originalartiklen kan læses her

Se også

EU-demokratiet tæsker nedskæringer igennem

Netavisen 1. juni 2011