Blå eller ’rød’: Ingen af dem duer

Arbejdere, unge, pensionister skal betale for 2020-planerne: Begge blokke garanterer, at arbejdslivet skal forlænges, erhvervslivet forkæles og dansk deltagelse i krige på andre kontinenter fastholdes. Demagogien er samstemt.

Kommunistisk Politik 11, 2011

Som vælger til det kommende folketingsvalg er der ikke noget at sige til, hvis man oplever sig i samme situation som besøgende i et omrejsende tivoli: Der er frit valg på alle hylder.

Den ene tombola konkurrerer med den anden skråt overfor. Begge falbyder ‘gevinster’, der indeholder såvel lækkerier eller lokkemad grundigt krydret med giftige produkter. Det er som Kinamandens kager: Man aner ikke, hvad spådommen eller visdomsordene indeholder.

Såvel ‘Blå’ som ‘Rød’ Tombola lover guld & grønne skove. Under deres forskellige betegnelser for deres forkromede løsningsmodeller – “2020-planen” og “Fair løsning” – gemmer der sig en identisk opfattelse af samfundets problemer, hvilket i begge tilfælde er yderst imaginære.

Begge blokke tager udgangspunkt i, at arbejdsmarkedet står over for en akut trussel om arbejdskraftmangel, ligesom Danmark inden år 2020 vil oparbejde en gæld på 46 milliarder kroner, hvis ikke der gribes ind. Med mere end 800.000 personer i den erhvervsaktive alder gående ledige og millioner af østeuropæere, for hvem det ville være en julegave at få opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, så er al snak om mangel på arbejdskraft en latterlig påstand, der bør tage plads på hylden sammen med ‘ældrebyrde’ m.m.

Med hensyn til udsagnet om gælden så blev det allerede for et halvt år siden afsløret som en løgn, da finansminister Claus Hjort Frederiksen afleverede budgettet til EU. I den grad der skulle oparbejdes en vis størrelse gæld, så er den oplagte medicin, at vi trækker vore tropper hjem fra alle udlandseventyrene, der i deres krigsforbryderiske karakter minder om dansk udenrigspolitik fra midten af sidste århundrede.

Eliksiren er grundlæggende den samme: Arbejdslivet skal forøges, erhvervslivet skal forkæles, og Danmark skal i større grad engagere sig i krige på andre kontinenter. Disse entydige og klare fælles målsætninger bliver totalt ugennemsigtige, idet medierne fuldstændig tager afsæt i blokkenes gensidige mudderkastning, hvor de åbenlyse afgørende overordnede træk forsvinder til fordel for en diskussion om hinandens detaljer.

Arbejderen og vælgeren efterlades i en total forvirring. Tombolaernes lokketoner drøner fra begge sider af tivoliets grussti.

2020-plan

Statsminister Løkke Rasmussen lagde i sin nytårstale kortene på bordet ved at erklære pensionsalderen og efterlønnen krig. Det er faktisk lykkedes ham i en alt for stor grad ved hjælp af manipulation at slippe rimeligt uberørt af sted med at rokke ved to så store kæpheste, som på det nærmeste udgør de sidste to stumper af det danske velfærdssamfund.

Fire måneder efter nytårsbomben står det nu med forliget med De Radikale, Kristendemokraten og den tro følgesvend Dansk Folkeparti klart, hvad regeringens politik går ud på. Alligevel er mange faldet for demagogien om nødvendigheden af forringelserne, ligesom løftet om skattestop er blevet slugt af en række godtroende sjæle.

Bortset fra én klar udmelding fra Rød blok, nemlig fidusen i, at vi alle skal have arbejdsugen forøget med en ekstra time, så har blokken holdt kortene betydelig mere tæt ind til kroppen, hvilket i øvrigt har udgjort en hovedhjørnesten i kritikken fra modstanderens lejr. I maj kom så den ‘røde’ forløsning i form af modellen “Fair løsning”. Dette indlæg vil i forhold til nogle faglige indgange gå lidt i dybden på det saglige i det løsningsforslag.

Fair løsning

Det kan fra starten af fastslås, at Rød blok ikke har den mindste plan om at tilbagerulle de værste reformer, som VK-regeringen med deres nationalistiske støtteparti har gennemført med store omkostninger for arbejderklassen og fattige i Danmark i al almindelighed. Eksempelvis vil den værste knast i den forbindelse – halveringen af dagpengeperioden fra fire til to år – få lov til at stå tilbage med gældende virkning.

Der bør også peges på, at Blå blok med angrebene på efterlønnen og pensionsalderen har forbrudt sig på det såkaldte Velfærdsforlig, der for år tilbage med Socialdemokraternes stemmer sidst forringede pension og efterløn. Med dette brud kunne et ‘arbejderparti’ erklære forliget for ophævet og derved tage udgangspunkt i de daværende ordninger, når de kom til magten. Glem det! Dette fatamorgana har S-SF skudt ned for længst.

Kigger man grundigt efter i Fair løsning, vil man finde, at Rød blok vil fjerne – i hvert fald i en vis udstrækning – prisloftet over uddannelsesaktivering. Beskæftigelsesminister Inger Støjberg har bestemt et maksimumbeløb på 3.500 kr. for et uges kursus, hvilket har betydet, at eksempelvis en lang række arbejdsløse chauffører er kommet i klemme, da forudsætningen for, at de kan opnå en ny arbejdsplads, er, at de gennemfører et udvidet EU-kursus. Det kan de ikke, fordi det koster 7.000 kr.

S-SF har også udmeldt, at de vil forenkle regelrytteriet i dagpengeloven, som i øvrigt efter skatteloven er Danmarks største. Det er i hvert fald en kendsgerning, at regelrytteriet i adskillige årtier – under skiftende regeringer – har været en plage for de arbejdsløse, så tiden vil vise, hvorvidt en eventuel anden regering gør alvor med løftet.

Endelig vil en større del af ansvaret i ledighedsforløbet skubbes over til a-kasserne. Det vil være til fordel for a-kasserne og den enkelte ledige. Generelt kan man roligt fastslå, at jobcentrene og de private aktører har haft samme funktion som det at løbe spidsrod.

Hurtigere aktiveringspligt

I dag har dagpengemodtagere, der som nye træder ind i de arbejdsløses rækker, ni måneder til på egen vis at søge arbejde og kombinere det med en opgradering af deres kvalifikationer med seks ugers selvvalgte kurser. Derefter træder systemets tvangsaktivering i kraft i de resterende fem kvartaler, hvori man er berettiget til dagpenge, inden man i bedste fald glider over på kontanthjælp – hvis ikke en forsørger pålægges at sikre tilværelsen.

S-SF har varslet, at perioden på de ni måneder med selvvalgt jobsøgning og kursusdeltagelse skal reduceres til seks måneder, hvorfor tidsrummet med tvangsaktivering omvendt bliver forøget med et kvartal.

Spørger man de involverede personer – de arbejdsløse – så rummes der ingen tvivl om, at det vil være uhyggeligt upopulært. Selv adskillige såkaldte eksperter giver de ledige ret:

– Faren er, at de ledige skal bruge deres tid på at være i virksomhedspraktik eller løntilskud i stedet for at søge job. Og vi ved fra et hav af undersøgelser, at der er mindre sandsynlighed for at finde job, mens man er i aktivering, vurderer Michael Svarer, professor i nationaløkonomi på Aarhus Universitet og medlem af Arbejdsmarkedskommissionen.

S-SF-forslaget tackler slet ikke den mest sønderlemmende kritik, som a-kasser og kommuner har givet den nuværende regering:

Systemet har nemlig taget afsæt i, at kommuner, der sikrer ligegyldig straks-aktivering eller virksomhedspraktik, modtager en væsentlig refusion fra staten. På den konto er mange arbejdsløse blevet klemt med udsigtsløs aktivering, der samtidig har frataget dem muligheden for at opsøge og ansøge nyt arbejde. Med forslaget forværrer man situationen.

Netavisen 29. maj 2011