Rød-grøn og lyserød

Leder
Kommunistisk Politik 10. 2011

Riksdagsvalget i Sverige i 2010 blev ikke mindst bemærket for, at Pia Kjærsgaards lærlinge i det højrepopulistiske Sverigesdemokraterne blev valgt ind, og at den borgerlige regeringskoalition beholdt magten, mens den ’rød-grønne alliance’ af socialdemokraterne og venstrepartiet led et stort nederlag.

Socialdemokraterne har under stor opmærksomhed skiftet partiformand. Venstrepartiet, det svenske SF, gik tre mandater tilbage, til 19. Det var en kontant afregning fra vælgerne for partiets højredrejning, som fulgte med alliancen med socialdemokraterne, som skulle være vejen til en ny socialdemokratisk regering og magt og ministerposter til Venstrepartiet.

Den norske udgave af SF hedder SV – Socialistisk Venstreparti – og har været nordisk pioner for n ’rød grøn’ regering, en koalitionsregering ledt af det norske Arbejderparti. Det har siden 2005 dannet regering sammen med Ap og Senterpartiet og befinder sig nu i dyb vælgerkrise. Partiet som havde profileret sig som anti-NATO og antikrigsparti blev tilhænger af krigen i Afghanistan  og kom i regering med en tilbagegang i stemmeandelen fra 12,6 pct. til 8.8 pct. af stemmerne.

Ved stortingsvalget i 2009 røg det yderligere ned til 6.2 pct, og nu viser meningsmålinger, at det befinder sig tæt på den norske spærregrænse på 4 pct. Det strides internt om støtten til krigen mod Libyen.

Dannelsen af valgkoalitionen mellem S og SF, med makkerparret Helle og Villy, gav sammen med formandsskiftet i 2005 i første omgang et enormt skub fremad i stemmer og meningsmålinger for SF. Ved valget i 2005 fik partiet 6.0, i 2007 mere end fordobledes det til 13 pct. Sidste år toppede meningsmålingerne med en opbakning på omkring 20 pct og klart flertal for ’rød blok’. Søvndal kunne gå på vandet.

Nu går det imidlertid tilbage igen. Beregninger foretaget af Ugebrevet A4 siger, at SF har mistet 130.000 potentielle stemme på et år, og at næsten hele den enorme fremgang siden valget i 2007 er forsvundet. 14.4 pct. vil ifølge A4 stemme på partiet i dag.

Det er indlysende, at det er SF’s højredrejning, der koster. Forvandlingen til et pro-NATO-parti, til et krigsparti, der støtter de ulovlige krige mod Afghanistan og Libyen, koster. Dets opslutning om det nyliberale EU og dets økonomiske politik – senest med europagten – koster. Det åndsvage pointsystem for indvandrere koster. Og Helle og Villys ’fair løsning’ for at lade danskerne ’arbejde os ud af krisen’ – i stedet for at lade de rige betale – koster også.

Hvis ikke VKO-regeringen var så forhadt og ønsket om at få en ny regering var så brændende, ville partiets fremgange have været langt mindre og dets nuværende tilbagegang langt større. Skulle det lykkes for Søvndal og Sohn m.fl. at blive ministre og gennemføre deres politik vil afstanden til spærregrænsen ikke være særlig lang, som det norske eksempel viser. De nordiske SF-partier betaler for den socialdemokratiske politik.

En S/SF-regering vil ikke have stor indbygget holdbarhed. Det er kun så længe erindringen om et forfærdeligt årti med Fogh, Løkke og VKO endnu er frisk og ikke overskygges af S/SFs variant af en antifolkelig krise- og krigspolitik. SFs stolte ’rød-grønne’ profil bliver til en grumset lyserød, og vejen banes for nye borgerlige regeringskonstellationer, med eller uden Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Mange positive faktorer har slået sig sammen omkring SF og har sammen med socialdemokraternes strategiske nedtur været lige ved at gøre Søvndals parti til det største danske socialdemokrati. Partiet blev opfattet som en venstrekorrektion til S.

En hel del af de politiske talenter i den generation, der nu er ved at have rundet de 30, gik til SF med drømmen om forandring, magt og indflydelse. Det samme gælder for mange flygtninge, indvandrere og anden generations-unge. Det kan beklages, for det har hæmmet skabelsen af et revolutionært alternativ til reformismens strategi. Det betyder også at det kommer til at gøre ondt at gøre op med ’rød-grønne’ illusioner.

Reformistiske partier – også venstrereformistiske – ’træder i karakter’ under de kapitalistiske kriser. De bliver ’realistiske’, regeringsduelige og skrotter den politik og profil, de er klatret frem på.  Det er kapitalens hjælpetropper. Det vil både den venstregående generation omkring de 30 og den ny unge generation, som også går til venstre, erkende.

Netavisen 13. maj 2011